Plader

The Unintended: s.t.

I front for The Unintended står Rick White (ex-Eric’s Trip), som leverer en række folksange med et ordentligt skud syre. The Unintended er det lovlige, hallucinerende stof, du skal fodre dine sanser med før en tur op i et luftrum, hvor ilten er knap, og klarsynet er skarpt. God tur.

Det er som en hallucinerende drøm: En fyldig, røgblå sky stiger til vejrs og inviterer dig til at træde om bord på sit vat-agtige underlag. Højere oppe lægger en hinde sig over hele dit synsfelt, og når du drejer hovedet, går der et par sekunder, før de kulørt belagte og lettere slørede omgivelser drejer med. Denne tiltagende sløve fornemmelse dukker op i glimt i en halv times tid. Så løber albummet tør for lyd, og alle skævvredne perspektiver falder igen på plads.

Det er denne bevidsthedsforvrængede fornemmelse, The Unintended inviterer til på deres debutplade. Og kaster man et nærmere blik på deltagerlisten, er det ikke så mærkeligt endda.

The Unintended er på papiret en spændende lille forsamling. Mest kendt er Rick White, som stod i front for de ærværdige lofi-støjrockere Eric’s Trip og siden bevægede sig ud i soniske eksperimenter med psych og skrat (Elevator og Elevator to Hell). Han har nu stukket hovedet sammen med de to brødre Dallas og Travis Good fra countrybandet The Sadies – alt sammen med en strukturerende hånd rakt af Greg Keelor (Blue Rodeo).

I løbet af seks dage, isoleret fra omverdenen og den påtrængende, bidske vinterkulde, begav de fire musikere sig ud på en lille musikalsk ekskursion – kun i selskab med hinanden og en 8-spors båndoptager. Det har resulteret i en plade, der er præget af vintersæsonen: Der er mørke og forfald, alt sammen blotlagt i en tom intethed, som coverets nøgne træer og beskedne landskab illustrerer.

Men selv om der er tale om et drivende, køligt udtryk, flyder der samtidig masser af varme strømme i musikkens årer. The Unintended har nemlig lagt et drop, der lader masser af svævende psychedelia flyde ind i systemet. Her gælder det om at slå fornuften fra og lade sig glide med på syretrippet på den svævende sky.

Heroppe i de høje luftlag, hvor ilten er knap og temperaturen lav, ringer guitarer ind og omkring hinanden, bassen vandrer saligt rundt, trommerne hvisker blide og følsomme slag, og orglet skyller lune dråber om ørerne på dig. I dette lydbillede er der masser af plads til Rick Whites luftige og silketynde vokal, og det er en fornøjelse at høre ham hevet ud af båndstøjen, som nærmest var et musikalsk element i sig selv tilbage i Eric’s Trip-dagene.

Forudsætningerne for en god plade står hermed i række. Og de resulterer i nogle rare, tilbagelænede og syrefolkede sange.

Åbningsnummeret The Collapse er en easy-going tur ud ad øde landeveje med vanvittige scenarier omkring ørerne på dig. Denne sang er som en hyldest til scenen i Natural Born Killers, hvor giften fra et slangebid sætter ind hos antihelten, og det resulterer i psykiske billeder, hvor alle indre dæmoner kommer til overfladen. Og disse forestillinger, hvor underbevidstheden går i arbejde, afspejles fint i tekstuniverset med linjer som “I’m turning round and tumbling down and fading out of view” og “What is happening here, I’m really starting to panic.”

Størstedelen af sangene på The Unintendeds plade spiller på repetitive mønstre, hvor de samme rundgange gentages som en roterende karussel. Det skal pejle dig ind på en trancelignende sindstilstand, og det lykkes for så vidt ganske udmærket i flere numre. The Light bærer en urovækkende stemning over sig som stilhed før stormen, men du beroliges og fornøjes med sprudlende spansk guitar i front. Angel serverer rullende akustiske pluk i et frisk tempo som en vidunderlig blanding af 60’ernes Leonard Cohen og 70’ernes Sebastian, blot med en syreinjektion. Beautiful Things er en underspillet, slæbende og sagte sag med klokkespil og orgelskyl, og den binder en fin, endelig knude på pladen.

Mere problematisk er det dog, at de repetitive mønstre også virker som en hæmsko for The Unintended. Det er et trick, der bliver benyttet så overmåde meget, at flere sange pløjer retningsløst af sted i et lettere surmulende mellemtempo. I sidste ende fratager det dig muligheden for at svæve på en sky, og i stedet må du ty til et pludseligt fald mod det jordbundne.

The Unintendeds tilgang til psych-inspireret folk er uprætentiøs og ligefrem. Flere sange tager dig med op i nogle højder, hvor du i din gispen efter vejret finder en sandfærdig klarhed i udtrykket. Men fra tid til anden føles det, som om bandet spiller mere ud fra opskrifter end fra hjertet. Som tak for flere himmelstræbende ture giver denne anmelder pladen fire U’er.

★★★★☆☆

Deltag i debat