Plader

V/A: Chicago Soul

Soul Jazz Records udgiver den ene solide compilation efter den anden. Sideløbende med selskabets uendelige historie om Jamaicas musikscene og udforskningen af disco- og no wave-scenen i New York søger selskabet tilbage til populærmusikkens rødder: den afro-amerikanske musiktradition.

Et hav af klassiske og stilskabende singleplader blev i starten af 1950’erne sprøjtet ud fra Chicago-selskabet Chess Records, der blev oprettet af to unge polsk-jødiske immigranter i 1950. Selskabet repræsenterede og nærmest forestod udviklingen af den traditionelle Deltablues til en mere urban og elektrificeret bluesrock, personificeret af legender som Muddy Waters, Howlin’ Wolf og Sonny Boy Williamson. Kunstnere, der alle stammede fra sydlige stater som Tennessee, Alabama og Mississippi – og som i løbet af 1930’erne og 40’erne søgte væk fra Sydens raceadskillelse, fattigdom og almindelig fornedrelse. Nordens store byer lokkede med industri, arbejde og håb, og Chicago havde i 1940’erne den hurtigst voksende sorte befolkningsgruppe, som naturligvis medbragte sin musikalske arv. To forfulgte folk – de europæiske jøder og Sydens afroamerikanere – mødtes altså i Chicago, og ny, revolutionerende og sød musik opstod.

I 60’erne var Chess Records dog ikke længere med i første række i formidlingen af den afroamerikanske musik. Overhalet som det var af Atlantic Records, Motown og Stax, måtte noget nyt ske. Chess åbnede derfor op for jazz, soul og funk, og unge, nyansatte producere lod tillige de gamle koryfæer genindspille fordums hits i nye arrangementer.

Chicago Soul rummer eksempler på alle disse indsprøjtninger og er et sandt skatkammer af oversete mesterværker, kuriositeter og mærkværdigheder.

Muddy Waters med den velkendte dybe baryton og guitarlyd viser sig som psykedelisk Jimi Hendrix-fan i ny-fortolkningen af Willie Dixons “I Just Want to Make Love to You”. Et fremragende nummer, der næsten overgås af Howlin’ Wolfs “Evil”, der bedst beskrives som funky syrerock tilsat et par enkelte euforiserende blues-svampe. Buddy Guy og “She Suits Me to a Tee” minder os om, hvor meget Gary Moore egentlig mangler nosser, opfindsomhed og råstyrke.

Etta James’ “Tell Mama” og “You Got It” og Eve Barnums “Please Newsboy” er fine eksempler på Chess’ inspiration fra Atlantic Records, hvis store stjerne i slut-60’erne var Aretha Franklin. Franklin indspillede i 1967 mesterværket “I Never Loved a Man the Way I Love You” i Stax-studiet “Fame” i Muscle Shoals, Alabama (med næsten udelukkende hvide musikere!), og Chess Records fløj derefter et par af deres egne souldivaer til Alabama og kopierede Atlantics succesformel. Specielt “Tell Mama” rykker, om end det dog er nemt at høre Aretha Franklin-inspirationen i både arrangement og melodi. Til gengæld disker nummeret op med en basgang, der er så medrivende, beskidt og melodisk, at den burde være pensum i samtlige musikskoler i landet. Og så lyder det, som om Paul McCartney har hørt netop denne basgang, inden han satte sig ned og skrev “Lady Madonna”.

Nummeret “Why Am I Treated So Bad” er et vidnesbyrd om, at den spirende sorte politiske selvbevidsthed også nåede frem til Chess Records. Vi har her at gøre med medrivende og gyngende gospelblues, der for min skyld gerne måtte have varet 10-15 minutter mere end de to minutter og 51 sekunder, der er blevet nummeret til del.

Souljazzen sørger bl.a. The Soulful Strings for. En tværfløjte er i front i den enkle og strygerbaserede “Burning Spear”, der efterfølges af den forrygende Ramsey Lewis. Han fyrer i den grad op under éns i forvejen hårdt prøvede dansesko med den iørefaldende og rammende betitlede “Party Time”. En fest, der for øvrigt har Maurice White på trommer – manden, der i 70’erne blev en af drivkræfterne i Earth, Wind and Fire.

Chicago Soul bekræfter for 117. gang, at slut-60’erne var et sandt eksperimentarium ud i musikkens form og indhold. Hvem har benyttet en funky harpe, siden Dorthy Ashby gjorde det i “Soul Vibrations”, der oven i købet også har en theremin i bandet? Hvornår har et soulband benyttet en sitar, siden Rotary Connection meget virkningsfuldt gjorde det i “Memory Band”?

Har man bare den mindste interesse i afroamerikansk musik og dens rødder, er denne kompilering uomgængelig. Jazz, funk, soul, psychedelia – det hele er samlet her. Fantastisk.

★★★★★½

Deltag i debat