Plader

V/A: Song of the Silent Land

Skrevet af Ivan Petersen

Det canadiske pladeselskab Constellation Records har med Song of the Silent Land udgivet en hurtig opsummering af sit virke i perioden 1997-2004. Og det skulle de måske nok have ladet være med (eller i det mindste nægtet halvdelen af kunstnerne adgang).

Constellation Records bliver af mange (mig inkluderet) betragtet som ét af flagskibene inden for alternative pladeselskaber. De har et gennemtænkt koncept (hvis politiske udgangspunkt man så kan være enig i eller ej), laver covers af en anden verden og har banebrydende bands som Godspeed You! Black Emperor, Silver Mt. Zion og Do Make Say Think tilknyttet. Problemet med Song of the Silent Land er dog det samme som for så mange andre opsamlinger: Skidtet hænger ikke sammen.

Lyspunkter er der selvfølgelig. Do Make Say Thinks “Winter Hymn Winter Hymn Winter Hymn” er manifesteringen af ultimativ coolness: en smuk indledning, en aparte, og tilsvarende smuk, overgang og et afsluttende tungt (tungt!) lydbillede og postrockens udgave af verdens undergang. Lige så imponerende er Silver Mt. Zions “Iron Bridge to Thunder Bay”, der indeholder en rytmesektion, der er tung som ind i helvede og så ellers et inferno af støj. Godspeed You! Black Emperor har til gengæld smidt støjen og klimakset væk, men brillerer ikke desto mindre med den mindeværdigt smukke “Outro”, der med klokkespil, strygere og en slideguitar afslutter herligheden.

Endvidere er også Elisabeth Anka Vajagics “The Sky Lay Still” ganske udmærket med dens simple guitarspil og Vajagics relativt dybe kvindestemme i fokus. Og i den hyggelige afdeling finder man Polmo Polpo med “Dreaming (,,,Again)”, der med et enkelt pumpende beat, lidt støj og en slideguitar vækker minder om Hawaii. Det gør 1-Speed Bikes “Fair Warning” næppe, idet den nok bedst kan beskrives som en skizofren blanding af politisk-manifest-electronica og skramlet støj.

Derudover er det dog hø og hakkelse, der præger udgivelsen. Der er klezmer på jiddisch, singer/songwriter og lidt ekstremt simpel electronica. Men det er for ordinært, den gode melodi savnes, og det holder ganske enkelt ikke den ellers så høje standard.

Til gengæld er coveret da heldigvis – som de mere eller mindre altid er, når Constellation er på banen – helt unikt og forbløffende i sin enkelhed og gråblå tryk. Men hvad der gemmer sig bag, holder så desværre ikke vand, så helhedsindtrykket ligger lige under middel. Og det er ganske enkelt ikke godt nok for et selskab af Constellations kaliber.

★★½☆☆☆

Deltag i debat