Plader

V/A: This Is Indie Rock: The Best Bands You’ve Never Heard – volume one

Skrevet af Lars Simonsen

Indieselskabet Deep Elm Records indleder med denne plade en række udgivelser – dels med bands fra egen stald, dels med usignede navne. Pladen fremstår uundgåeligt som en rodebutik, men det er spændende at gå på opdagelse i collageværket – også selv om man ikke finder sit nye favoritband.

De fleste dedikerede musikelskere forsøger på mange forskellige måder at finde frem til nye, spændende og ukendte bands. Vejen gennem den enorme musikjungle kan til tider virke uoverskuelig. Hvad gør man så? Tja, hvis man er til alskens forskeligartet indierock, er der hjælp at hente på denne kompilation, der indeholder 12 numre fra The Best Bands You’ve Never Heard, som den lokkende undertitel påstår.

Hovedparten af de repræsenterede bands kommer fra forskellige steder i USA, men man stifter også bekendtskab med eksempelvis Throat fra Irland samt The Pit That Became a Tower fra Israel. Netop det israelske band har fået lov til at kickstarte denne pose blandede bolsjer. Med “I Must Save the President” får de åbnet albummet på fornem vis med en mur af støjende guitar og en indledningsvis cool og senere mere pågående vokal.

Amerikanske Clair de Lune tager efterfølgende over med et energisk postpunk/hardcore-nummer i form af “Marionettes”, der bl.a. byder på et overraskende lille intermezzo med pianospil, inden det eksplosive på ny tager over.

I tredjeskæringen skifter det musiske kludetæppe igen udtryksform, idet The Blind King indleder deres “Indie Pop Song” med trommemaskine, et tilbagelænet tempo samt en ganske underholdende og selvironisk tekst: »It doesn’t matter if we played our songs to perfection / ‘Cause it’s just an indie pop song and it always ends this way […] I could run away across the world / Get a job and never leave / Trade my guitar for a horse / Maybe drive a taxi / And you could build your pyramid / Cross the sea, finally find what you need / Get the perfect haircut / And start another rock band […] What’s the difference? / Y’know it’s all gonna end some day / You’ll play an encore, watch the crowd fade away.«

Sceneskiftet sker endnu engang på omstændig vis, når New Jersey-bandet Dino Velvet tager over med den kaotiske “Weekend Warriors” med bl.a. Red Hot Chili Peppers-, Primus- og Faith No More-referencer og en råbende vokal i forgrunden, der bliver i længden en kende anstrengende.

Mere eller mindre anstrengende bliver også de mange postpunk/hardcore-bands, som optræder på pladen. Det virker i hvert fald, som om denne type bands er overrepræsenteret blandt de 12 indslag.

Vekslen mellem det energiske og det afdæmpede fortsætter pladen ud, og selv om det helt klart er spændende at gå på opdagelsesrejse i det ukendte soniske landskab, støder man ikke på den helt store oplevelse. Man sidder ikke tilbage med fornemmelsen af netop at have hørt et nummer med ’the next big thing’ eller sit kommende favoritband.

Med de ovennævnte forbehold in mente er de mest interessante indslag den støjende og fængende rock fra The Pit That Became a Tower, det smukke og stilsikre pianobaserede nummer “Silver and Gold” fra Joanna Erdos, det skæve nummer fra The Blind King samt det både storladne, symfoniske og afdæmpede udtryk i Winter in Alaskas “Puzzle: Part One”.

Konklusionen må være, at Deep Elm Records får skabt lidt mere opmærksomhed omkring sig selv, de håbefulde bands får en mulighed for at komme ud til et større publikum, og lytteren får hørt noget nyt og ind imellem interessant musik – og det er vel egentlig ikke så dumt…

★★★☆☆☆

Deltag i debat