Plader

Windsor for the Derby: We Fight til Death

Skrevet af Martin Laurberg

Windsor for the Derbys seneste udspil er en meget drypnæset og tandløs sag. Der er for så vidt masser af fine idéer og melodier på pladen, men det hele ender i en apatisk suppe af æterisk ligegyldighed. Det er mærkeligt og ærgerligt.

Indtil videre har man kendt Secretly Canadian som selskabet bag flippede indie/folk-rockere som The Danielson Famile og Songs: Ohia og derudover som rock-arkæologiske genudgivere af Nikki Suddens og The Jacobites’ overlegne bagkatalog. Fremover vil man nu også kende dem som udgivere af ret ligegyldig postpop.

We Fight til Death er Windsor for the Derbys debutudspil på Secretly Canadian, og selv om der er visse højdepunkter, er pladen en helt igennem middelmådig og søvndyssende sag. Bandet har ellers udgivet fire plader på forskellige selskaber inden skiftet til Secretly Canadian, så man skulle tro, at de havde opnået en vis grad af stilsikkerhed og fokuserethed. Men faktisk er tilfældet præcis det modsatte: Pladen er nærmest stilforladt og under alle omstændigheder helt ufokuseret. Det betyder nu ikke, at den er mangesidig og afvekslende – den er nærmere klichéfuld og kedelig.

Åbningsnummeret, den omkring otte minutter lange “The Melody of a Fallen Tree”, begynder som en liflig blanding af akustisk guitar, mærkelige orgler og en elektronisk stortromme, der kan bringe mindelser om åbningsnummeret på Arab Straps Elephant Shoe. Her er mange fine skæv- og finurligheder at glæde sig over. Men i det øjeblik forsanger Dan Matz begynder at synge, løber flødekanden over. Melodien er flad og ordinær, stemmen er klynkende uden at være insisterende, og det hele bliver en drøj omgang, som forsætter meget, meget længe. Med andre ord: I stedet for at være melankolsk og nærgående bliver det ligegyldigt og uopfindsomt. Og det er ærgerligt, for der er virkelig mange spændende orgellyde og guitarmelodier, som kunne have været gode, hvis sammenhængen var en anden.

Desværre bliver kedsomheden et ledemotiv, når man lytter til We Fight til Death. Selv når Windsor for the Derby laver mere larmende numre, synker det hen i afmagt. Den Yo La Tengo-agtige “Black Coats” og titelnummeret er begge tempofyldte rocknumre. Men de når aldrig videre end en ligegyldig gentagelse af akkorder og tekstlinjer, der hverken er spændende eller kedelige nok til at være sjove. Windsor for the Derby mestrer ganske enkelt ikke repetitionen og ender med at lyde som en kedelig udgave af American Analog Set.

Der er dog undtagelser. På vej gennem den lidet festindbydende ørkenvandring støder man pludselig på den aldeles fremragende “A Spring Like Sixty”. En dejlig popsang, som i mindre grad end gennemsnittet spiller på uendelige/ulidelige gentagelser. Melodien er virkelig god, og der er masser af dejlige guitarstykker og orgler, som binder det hele sammen til en fin helhed. Det er et stærkt nummer og uden sammenligning pladens bedste. Den instrumentale “The Door Is Red” er også en fin sang, der lyder lidt som The Cure fra Seventeen Seconds-perioden. De lange gentagelser er her mere insisterende og virkningsfulde.

We Fight til Death er en plade, der ikke skader nogen og sagtens kan undværes. Den virker som et pitstop for Windsor for the Derby, der tidligere har lavet så fine plader, at rockikoner som King Coffey fra Butthole Surfers har insisteret på at udgive dem (for visse mennesker er det et kvalitetsstempel). Lad os håbe, at de begynder på det igen.

★★½☆☆☆

Deltag i debat