Plader

Wynona: Lost Hill

Skrevet af Søren McGuire

Wynona tager den amerikanske alt. country og iblander en skandinavisk varme og skrøbelighed. Tilbage står vi med genren nordicana og en plade, som er et decideret mesterværk.

Groft sagt kan den danske musikhistorie koges ned til tre essentielle udgivelser: Port Friendlys Lordship Lane, Simon Gyldens It Takes a Rocking Chair to Rock og nu Wynonas Lost Hill. En grov påstand, der sikkert vil sætte det kulturelle pis i kog hos mange, men Wynona beviser med deres debut, at Sort Sol, Kashmir, Mew og Saybia bare har været simpelt musikalsk tidsfordriv, pausefisk, en måde at slå tiden (men ikke kedsomheden) ihjel på, mens vi ventede på Wynona.

Nu er tiden kommet, og gud, hvor har det været ventetiden værd. Lost Hill kan godt være det første egentlige danske mesterværk nogensinde.

Selvom det desværre nok er en plade, der vil gå det brede publikum forbi, besidder den en musikalsk genialitet, der ikke er hørt før herhjemme. Der er mange referencer til den alternative countrys store stjerner, hvoraf Cowboy Junkies, Alison Krauss & Union Station samt Lucinda Williams bare er nogle få, men Lost Hill er både selvstændig og original i den måde, den blander det amerikanske med det skandinaviske. Ud af dette kommer, hvad Wynona selv betegner som nordicana, altså americana blandet med den mørke og intense skandinaviske sangskrivertradition, og det er denne helt specielle lyd, der adskiller Wynona fra de store amerikanske alt. country-navne.

En stor del af Wynona er de fremragende sange, der trænger gennem marv og ben allerede ved første gennemlytning. De 10 skæringer på Lost Hill favner bredt, og dækker store dele af den alternative countrys musikalske spektrum, men pladen holder sig alligevel inden for rammerne, og bliver derfor aldrig for udsvævende og prætentiøs i sin lyd. Derudover er sangene både velskrevne og professionelt fremførte, og hele produktionen vidner om et seriøst band, der evner at tage musikken alvorligt, uden at det bliver på bekostning af den charme, der stadig ligger gemt i musikken.

Man har svært ved at tro, at det er et forholdsvist ungt band, der står bag Lost Hill, for hele sangskrivningen og instrumenteringen har tydeligvis krævet så stor indsigt i de amerikanske musiktraditioner, at Lost Hill sagtens kan hamle op med både Cowboy Junkies’ klassiske The Caution Horses og Lucinda Williams’ Car Wheels on a Gravel Road.

Lost Hill appellerer ikke til det brede publikum, og Wynona vil derfor aldrig opnå en Saybia-lignende idoldyrkelse herhjemme. Men dette gør sig gældende for langt størstedelen af alt. country-artisterne – såvel skandinaviske som amerikanske – og til gengæld vil Wynona aldrig få problemer med at træde i fodsporene på genrens absolutte topnavne.

Lost Hill er en næsten ubeskriveligt god plade, og man behøver ikke at vægre sig for at kalde den for den hidtil bedste af et dansk band. Store ord – stor plade.

★★★★★★

2 kommentarer

Deltag i debat