Plader

Animal Collective: Sung Tongs

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Animal Collective går på Sung Tongs sine helt egne veje, som er brolagt med eklektisk børnefolk af den larmende, udfordrende og alligevel poppede slags. Og endnu en gang lyder Animal Collective ikke som andre end sig selv.

Det er vel en slags ’folk’.” Sådan præsenterede jeg Animal Collective for mine venner, velvidende at det sikkert skræmte dem langt væk fra at lytte til Sung Tongs. Men lige meget hvor intenst jeg spekulerer over det, er ordet ’folk’ et af de mest centrale, når det kommer til at beskrive Animal Collectives musik. Og så skal man lige huske, at for at beskrivelsen passer helt, skal man blande ordet ’folk’ grundigt med to andre ord: eklektisk og barnligt.

Animal Collectives to første albummer er netop blevet udgivet på en dobbelt-cd af Fat Cat Records. Dengang i 2000 og 2001, hvor henholdsvis Spirit They’re Gone, Spirit They’ve Vanished og Danse Manatee blev udgivet, var der ikke noget, der hed Animal Collective. Men da bandet i 2003 igen skulle udgive materiale, var det slut med at mangle et navn, mente pladeselskabet. Medlemmerne betragtede ellers numrene som noget selvstændigt, der ikke nødvendigvis tilhørte et band som sådan.

De to meget forskellige albummer Campfire Songs (som musikalsk lever op til sit navn) og Here Comes the Indian (som er mere støjende, arytmisk og i det hele taget meget mørk) nåede at blive udgivet, inden pladeselskabet endeligt døbte projektet Animal Collective. Sung Tongs er således det første album, som er udgivet under navnet Animal Collective. På Sung Tongs består Animal Collective af to medlemmer, som kalder sig henholdsvis Avey Tare og Panda Bear.

I forhold til Animal Collectives tidligere albummer føles Sung Tongs umiddelbart tilgængelig. På tidligere albums skulle man lede efter små popmomenter, som trods alt lå og skjulte sig under et rodet og støjende udtryk. Men på Sung Tongs er de lagt længere frem i lydbilledet, uden at de decideret bliver serveret for lytteren. Animal Collective får endda proppet noget poppet i et nummer som Kids on Holiday, der ellers kun består af to toner. Det er dog et spørgsmål om vilje: Hvis man ikke vil høre det poppede, finder man det heller ikke. Desuden er Sung Tongs, selv om det strutter af idérigdom, et ganske enkelt album. En af grundene er måske, at det kun er Avey Tare og Panda Bear, som står bag albummet. Tidligere har Animal Collective præsteret op til fem medlemmer.

Albummets mest poppede numre er de to første, Leaf House og singlen Who Could Win a Rabbit. I Leaf House er en stor del af rytmen domineret af vokalen, som er klippet i stykker og sat sammen på ny. Samtidig er det et ret melodisk nummer, som er en lille popperle, der blot gemmer sig under guitarer og de til tider hysteriske stemmer.
Who Could Win a Rabbit er måske den mest maniske popsang, som dette års musikalske høst indeholder. Sang og instrumenter har en tendens til at falde over hinanden i, hvad man kunne kalde en folk-psykedelisk popsang, der absolut ønsker, at lytteren synger og klapper med. Melodien er organisk og triller i forskellige tempi som en bold ned ad en bakke dækket af LSD og speed, akustiske guitarer og lejrbålskor.

Et andet af de klart poppede numre finde man senere på albummet. Det er en lille hyldest til Brian Wilson, som man finder i College. Nummeret er med sine 53 sekunder albummets korteste, men Animal Collective formår alligevel at opbygge en overraskende og overvældende vokalharmoni, inden nummeret ender med de eneste ord i de 53 sekunder: “You don’t have to go to college.”

Numrene på Sung Tongs skifter fra det poppede udtryk på albummets første og sidste halvdel til de mere flydende og ensformige, men dog flotte og stemningsskabende numre på den midterste del. The Softest Voice benytter sig blot af to guitarakkorder, som skiftevis uden rytme bliver fingerspillet. Visiting Friends er endnu mere ambient og flydende med en række dybe og forvrængende vokaler, som virker skræmmende. De fleste andre steder på albummet er vokalerne mere maniske og ofte en blanding af råb, skrig og en mere hviskende, men alligevel manisk stemmeføring.

We Tigers har alle stemme-elementerne. Flere stemmer af kor bygger op i en spids, enten ved at synge/råbe “We tigers” eller bare ved at komme med lydlige udbrud i højere og lavere toner. Hele junglestemningen bliver blot understøttet af trommerne, som hamrer derudad, som når indianerne kalder til krig. I det efterfølgende nummer bliver vokalen brugt som angreb og overraskelse, når de multiple stemmer midt i stille akustiske passager pludselig drøner frem i lydbilledet – det er overraskende og alligevel overraskende harmonisk.

Sung Tongs er et evigt skiftende og vildt voksende, dog stadig frodigt og inciterende, krat af hastigt skiftende reallyde, elektroniske toner og bips, manipulerede vokalharmonier og trommer fra regnskovens ritualer. Desuden lider Animal Collective af en barnlig legesyge og nysgerrighed. Det hele er ordnet i et organisk kaos, som man kun kan overgive sig til. Animal Collective har med Sung Tongs lavet deres mest helstøbte og inviterende album – og de lyder mere som sig selv end nogensinde før. Sung Tongs er et album, som til stadighed åbner sig for lytteren og bliver ved med at forundre og forbavse. Jeg vidste ikke, ’folk’ også kunne lyde sådan.

★★★★★☆

Deltag i debat