Plader

Apostle of Hustle: Folkloric Feel

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Med samme producer og en lang række af de samme medvirkende som på Broken Social Scenes You Forgot It in People fra 2003 er det naturligt, at Apostle of Hustles debutalbum lyder meget af det samme. Men albummet er faktisk bedst, hvor det lyder anderledes og dermed af sig selv.

Samme selskab, samme producer og en lang række af de samme mennesker som sidste år skabte det fantastiske album fra Broken Social Scene, You Forgot It in People. Jo, der er en grund til, at Apostle of Hustles debutalbum Folkloric Feel mere end bare ét sted lyder som Broken Social Scene.

Hovedmanden bag Apostle of Hustle er guitaristen Andrew Whiteman (han er den eneste af bandets tre medlemmer med billede i coveret), og det er nok til dels hans fortjeneste, at Apostle of Hustle også kan lyde anderledes end Broken Social Scene. Inden indspilningerne til Folkloric Feel tilbragte Whiteman to måneder på Cuba. Og det er vist ikke bare indbildning, at det ophold kan høres på albummet. Folkloric Feel er nemlig ofte organisk og næsten verdensmusikalsk visse steder. Gennemsyret af cubanske musikalske indtryk bliver det dog (heldigvis) aldrig.

Folkloric Feel åbner med det næsten otte minutter lange titelnummer. Først høres båndsus, så lidt småsnak i baggrunden, og der klimpres lidt på et strengeinstrument. Guitaren bliver en smule mere melodisk, og stemningen er afslappende og uhøjtidelig. Efter knap tre minutter sniger et beat sig langsomt ind, og den anden og mere energiske del af nummeret er i gang. Meget skuffende benytter Apostle Of Hustle sig her af samme beat som i Broken Social Scenes “Cause = Time”, og da basgangen heller ikke adskiller sig væsentligt, er det absolut ikke den bedste start på et album. Det er ellers herligt hektisk oven på nummerets første stille del. Men ligheden mellem de to er simpelthen for stor. I den sidste del af nummeret forsøger Apostle of Hustle sig oven på den mere stramme del to med en tredje, forløsende del. Men det sker med en mislykket ballade.

Heldigvis bliver Folkloric Feel allerede meget bedre i det andet nummer, “Sleepwalking Ballad”. Whitemans stemme er skubbet langt frem i lydbilledet (med tydelige åndedrag), og det giver sangen et flot intimitet – han føles tæt på! Bortset fra den utroligt kiksede brug af vocoder tre sekunder i begyndelsen af nummeret kan man næsten betegne Andrew Whiteman som en crooner. Med det lydmæssige fokus på stemmen lytter man også mere til teksten, og “Sleepwalking Ballad” har en fin, måske dog en smule deprimerende tekst, om, at til trods for livets modstand går det hele videre. Som Whiteman synger flere gange: »I can’t take the world, mama / pass me another cup.« For den ekstra bitterhed erstattes »cup« i slutningen af nummeret med »shot«. Rent musikalsk ledsager nummeret crooneren med sin langsomme rock, som i omkvædet bygger op i en forløsende spiral af guitarer, så man bliver helt euforisk.

Det efterfølgende nummer mangler måske en smule melodi i det meget skrabede og nedbarberede lydbillede, som kun består af trommer og akustiske guitarer. Det er, som om duetten mellem Andrew Whiteman og Amy Milan (fra Stars) lægger lidt for meget vægt på vokalernes melodi, og de får for lidt melodisk modspil fra musikken. Dermed kommer nummeret til at virke adskilt i to lag, hvilket er synd, for det er en meget fin måde, de to vokaler synger til hinanden på. Man sidder som lytter og føler sig snydt for det halve af nummeret, og at “Baby, You’re in Luck” kun varer knap to og et halvt minut gør ikke fornemmelsen bedre.

De to næste numre sætter tempoet en smule op på albummet, men det er først “Song for Lorca” og “Animal Fat”, som igen får opmærksomheden og påny sænker tempoet. Her er de latinamerikanske inspirationer tydelige. I “Song for Lorca” er den akustiske guitar og en distinkt rytme dominerende, og det er sublimt den måde, hvorpå rytmen næsten bliver til de håndklap, man kender fra flamenco. “Animal Fat” åbner med lyden af den intime og uhøjtidelige stemning fra studiet. Det er et selskab, man slapper af i, og nummeret er da også flot tilbagelænet som en blød og tryg bossanova med et beat, der minder om et vuggende tog. Man kan næsten fornemme sukkerrørsplantagerne suse forbi vinduet, mens man langsomt bliver vugget i søvn af togets bevægelser.

“Dark Is What I Want / Strutters Ball” kan (næsten) vække de døde fra den latinamerikanske døs. Det er et potent 70’er-rocknummer med masser af feedback og overstyrede instrumenter (især i omkvædet), som også står i skarp kontrast til det mere stille vers. En enkelt gang i nummeret måtte jeg lige tjekke mine højttalere, for støjen lød absolut ikke, som om den var forvrænget på cd’en, men som om det var mine højttalere, der var gået i stykker (det var det dog ikke). Nummeret tangerer af og til også en melodisk, amerikansk college rock, men produktionen med støjen og nummerets pastiche-værdi er tilstrækkeligt til, at man som lytter sagtens kan distancere sig fra netop dén lighed.

Fra “Dark Is What I Want / Strutters Ball” går det ned ad bakke på resten af albummet. Mangel på melodi og en uinteressant instrumentering gør, at de tre sidste numre egentlig ødelægger helhedsoplevelsen af Folkloric Feel. Det er dog ikke et dårligt album af den grund, for der er numre især på albummets midterste del, som er virkelig fremragende. Men andre steder keder Apostle of Hustle sin lytter, og i det hele taget havde albummet været mere frisk og nyt for ørerne, hvis ikke Broken Social Scene havde været på dette musikalske territorium først. Men det har de desværre, og derfor er Apostle of Hustle bedst, hvor bandet ikke lyder som noget andet. Det sker et par gange på Folkloric Feel, hvor Andrew Whitemans cubanske ophold har influeret musikken, men det måtte gerne ske flere steder.

★★★½☆☆

Deltag i debat