Plader

Coastal: Halfway to You

Skrevet af Mikkel Mortensen

Coastal kan godt lide Low. De har bare ikke forstået, hvorfor Low er så fantastiske.

Selvfølgelig skal denne anmeldelse hovedsageligt handle om Coastals andet album, Halfway to You, men jeg har tænkt mig at starte et andet sted: Low. Denne amerikanske trio får noget, der er usandsynligt svært, til at lyde ufatteligt let: at lave meget, meget langsom musik, der så godt som altid inficeres af en guddommelig smuk nerve og næsten aldrig bliver kedsommelig at lytte til.

Hvorfor denne omvej? Såmænd fordi den ligeledes amerikanske trio Coastal godt kan lide Low. De nævner bandet som en inspirationskilde, og deres lyd er også meget tæt på Lows. Men Coastals problem er, at de slet ikke mestrer det meget vanskelige trick, der gør Low så unikke. Coastals musik er meget langsom – og for det meste meget kedelig, og det eneste, dette album er virkelig vellykket til, er som substitut for sovepiller. Så søvndyssende er det desværre.

“Until You Sleep” slæber sig af sted i mere end seks minutter, og selv om ægteparret Jason og Luisa Goughs vokalharmonier er ganske smukke, redder det ikke sangen fra at være komplet mislykket og alt, alt for lang. “Eternal” er heldigvis kun halvt så lang, og egentlig lidt bedre. Megan Loyds violin giver et ekstra skær af skønhed, men desværre mener Jason Gough, at det er en god ide at fylde baggrunden med keyboardlyde, der sagtens kunne være samplet fra Space Invaders eller lignende computerspil fra den æra. De er enormt irriterende at lægge ører til, og da de konstant ligger i lydbilledet, er det svært at nyde sangen, der ellers ikke er helt mislykket.

Bedre bliver det ikke i “We Won’t Last Another Year”, hvor Gough-ægteparret igen synger duet: Der er hverken melodi, atmosfære eller den mindste antydning af personlighed. Albummets to korte instrumental-numre, “London in February” og “Night Sky”, er begge intetsigende og unødvendige, og at bandet (og dets pladeselskab) er totalt blottede for indsigt i disse numres kvaliteter bliver overordentligt tydeligt, når de sammenligner sidstnævnte sang med Spiritualized og Brian Enos Music for Films. Magen til urealistisk tiltro til egne evner finder man vist kun hos Gallagher-brødrene.

Albummets eneste højdepunkt er det seks minutter lange “Leaves”, der som det eneste nummer på albummet ikke straks får én til at tænke, at det lyder som Low – bare dårligere. Her viser bandet en smule personlighed ved blot at lade Jason Gough være alene med en guitar: Det er smukt, afdæmpet og stemningsfyldt. Havde Coastal lavet et helt album med sange af den kaliber, ville det have været en fornøjelse at lytte til – i modsætning til den søvndyssende affære det desværre er.

Det er dybt beklageligt, at Coastal enten beundrer Low så meget eller har så ringe tiltro til egne evner, at de ikke tør forsøge sig med musik, der ikke konstant lyder som en bleg kopi af dette fantastiske band. Man kan kun håbe, at Jason Gough og co. i fremtiden vil have tilstrækkelig selvtillid til at foretage sig et eller andet, der ikke lyder fuldstændigt som Low. De går ikke, at de fortsætter i samme spor.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat