Plader

The Detroit Cobras: Baby

Skrevet af Rasmus Bækgaard

The Detroit Cobras søger tilbage til rockens rødder med en festlig og medrivende samling covers fra 50’ernes rock’n’roll og rhythm’n’blues. Gruppen spiller ganske vist kun andres numre, men er betydeligt bedre og langt mere cool end den slags kopiorkestre, der hærger de danske spillesteder.

Lad os skrue tiden omkring 50 år tilbage til en tid, hvor rocken endnu ikke havde mistet sin uskyld, og hvor man kunne skabe stor forargelse ved at lytte til de nye rytmer.

The Detroit Cobras spiller coverversioner af rock’n’roll og rhythm’n’blues fra back then. De er med andre ord et konceptband, der fortolker gamle klassikere inden for en bestemt genre. Umiddelbart lyder det som endnu et af den type bands, der fylder de danske spillesteder rundt om i landet med et publikum, der er mere interesseret i at kunne synge med, drikke nogle øl og have det sjovt end i at få udvidet den musikalske horisont.

Man kan så spørge sig selv: Hvorfor giver Undertoner sig overhovedet i kast med at anmelde The Detroit Cobras? Et godt spørgsmål hvortil det korte svar må lyde: Fordi gruppen i udtryk såvel som attitude er klasser over, hvad man ellers hører af kitschede konceptbands.

The Detroit Cobras er blevet sat i bås med de senere års garagerockbølge. Det er til dels en rimelig sammenligning, dog med indvendingen at bandet her skruer tiden endnu længere tilbage end til 60/70’ernes støjende garagerock. De er i stedet gået på opdagelse i rockmusikkens rødder, rhythm’n’blues, der serveres i et medrivende mix. The Detroit Cobras er virkelig velspillende og har desuden et kæmpe aktiv i form af sangerinden Rachel Nagy, der har en stemme, som på én gang både er rå og blid samt forførende og udfordrende.

The Detroit Cobras har ramt retrostilen på så gennemført vis, at man får tydelige associationer til amerikanske film med skoleballer i gymnastiksalen med ballondans og et orkester, der spiller op til lidt mere lir, end de gamle lærere bryder sig om. The Detroit Cobras leder på den måde tankerne tilbage til en tid, hvor en af rockmusikkens centrale ting var grænselandet mellem det pæne og frigørelsestrangen. Bandet fyrer godt op under festen, og der er lagt op til dans i et omfang, der kan gøre de fleste forpustede.

Midt i alt det arkæologiske arbejde har The Detroit Cobras også fundet tid til at skrive en enkelt sang selv i form af “Hot Dog (Watch Me Eat)”. Bortset fra en tåbelig tekst om at spise en hot dog er det for så vidt et ganske fint nummer, men det lider lidt under at lyde for meget som pastiche over forbillederne – som om man i lidt for høj grad har forsøgt at finde en formel, man kan skrive en klassisk rocksang ind i. Det er lidt synd på en plade, der i øvrigt sprudler af energi, umiddelbarhed og af at være lavet ud fra det simple dogme, at det skal være sjovt at spille musik.

Netop energien sprudler på vildfarende vis over det meste af pladen, hvor sange som “Baby Let Me Hold Your Hand”, “Slipping Around” og “Everybody’s Going Wild” er medrivende rocknumre. Selvom det er klassisk viden for ethvert danseband, at formlen for succes lyder ‘tre hurtige og en sjæler’, har det ikke smittet af på The Detroit Cobras. Her holdes tempo og intensitet i vejret det meste af tiden.

Undervejs er det dog blevet tid til en enkelt ballade i form af den korte, men fremragende og meget smukke vals “It’s Raining”. Den fungerer som et kort pusterum, inden kobraerne sætter ind med en regulær slutspurt med “The Real Thing”, “Baby Help Me” og den afsluttende “Cha Cha Twist”. Sidstnævnte har været ude som single og er i øvrigt blevet brugt i en Coca Cola-reklame. Hvis resten af pladen har været medrivende, slår det simpelthen gnister i dette trekløver, hvor The Detroit Cobras viser, at de kan spille rock af allerbedste skuffe.

Faktisk er The Detroit Cobras så festlige, at man både kan drikke øl, synge med og have det sjovt – kvaliteten er bare højere, end hvad man normalt hører fra konceptuelle coverbands. Alt i alt er Baby altså et ganske glimrende album. Der er bare den lille hage, at man lige så godt kan købe en opsamling med gamle rockhits og sætte den på, næste gang man holder fest. Med andre ord er The Detroit Cobras gode, men samtidig lidt ligegyldige.

★★★½☆☆

Leave a Reply