Plader

Julian Fane: Special Forces

Skrevet af Caroline Andreasen

Vi går frostgraderne og den faldende sne i møde i selskab med Special Forces. Et værk der sammenblander ambient, electronica og shoegazer. Når det er bedst, er det som små englebasser med vinger, der synger ned fra himlen. Julian Fanes debutplade lover godt for et nyudklækket talent.

Faldende sne, kulde og forkølede næser er, hvad der venter forude, når vinteren for alvor gør sit indtog. Indtil videre har den blot truet med spredte frostgrader og en smule snelignende nedbør. Men alt det, som pladeomslaget til Julian Fanes Special Forces udtrykker, har vi endnu til gode. Og her er vitterlig tale om et cover, som komplimenterer pladens indhold. De brede penselstrøg viser et lettere sløret, snebelagt vinterlandskab, som udtrykker en ophøjet ro, der blandes med en årstidsbestemt tristesse.

Dette nedkølede sortsyn fryser tiden med drømmende melodier, der er sammensat af ambient og electronica med store doser af højtløftede shoegazer-tendenser. Special Forces er en smuk invitation til en tur ud over polarisen, der de fleste steder er tyk nok til at holde musikken oven vande, men som også fra tid til anden kollapser, når den træder i andres fodspor.

Det er som at blive suget ind i det musikalske univers fra første tone. “Disaster Location” blæser kolde vinde over et frosset landskab. Udflydende synthfigurer går hånd i hånd med et parti rullende trommer, mens ringende lyde hives fremad og trækkes tilbage igen for på ny i forvredet form at blive skubbet af sted. Og således snurrer alt omkring som i en på én gang bidsk og blid snestorm. Rundt og rundt og rundt. De rullende trommer ophører, dernæst de atmosfærisk manipulerede ringelyde, og til sidst kan vi kun høre vindens sagte blæsen. Mmm, det er lige, så man skutter sig en smule.

Julian Fane bevæger sig på mange måder rundt i en klassisk sangstruktur. Men han udnytter den godt – især taget i betragtning af at Special Forces er den 21-årige canadiers debutudspil. Med lån fra shoegazer-genren fylder Fane flere og flere lyde på de samme rundgange, lydbilledet bliver fyldigere og følelsen mere udsvævende. Han låner desuden samples, click’n’scratch og deslige fra electronicaens verden, der både fremtræder som fundamentale rytmiske grundpiller og kortvarige, stemningsbetonede gæstebesøg, der piler frem i højre side, løfter på hatten og hilser i midten for at fortsætte ud i venstre side og forsvinde.

De fleste numre på Special Forces er instrumentale, men det sker fra tid til anden, at Fane lader sin højt pitchede, skrøbelige vokal lyse op i mørket. Den hulker i svært decifrérbare fraser med en klang, der ikke ligger langt fra hverken Jönsi Birgisson (Sigur Rös) eller Thom Yorke (Radiohead) – dog uden samme ynde og tyngde. Fane placerer sin vokal på lige linje med musikkens øvrige indhold, og med skridtet væk fra vokalen som primærlyd tildækker han svaghederne i denne og fremhæver derved kun forcerne i det skrøbelige og sarte.

Smukkest lyder det i den himmelstræbende “Freezing in Haunted Water”. Fanes vokal er som et åndedræt, der puster mod loftet, mens sukkende klavertoner ulmer i selskab med svulmende synthtoner, der bevæger sig på grænsen mellem det himmelhøje og det kvalmende, sukkerbelagte Jean Michel Jarre-lydende. Tre minutter inde eksploderer nummeret i en vifte af hvirvlende klangfarver, der maler det baggrundsbetonede hvide lærred med fartstriber som en regnbues kulør i svimlende fart. Skulle du nogen sinde befinde dig i et transportmiddel, der farer af sted med lysets hastighed, sørg da for at lade turen blive akkompagneret af “Freezing in Haunted Water”.

På mange måder er det dog også, som om Fane hiver tidligere benyttede tricks ud af ærmet. Lyt til Sigur Rös’ eller vore egne Efterklangs universer, og du vil erfare, at fodsporene, som Julian Fane sætter, er blevet sat af andre før ham. Og når du hører det vokale forsøg ud i nummeret “In Space”, føler du dig desuden nødsaget til at tjekke covernoterne for at se, om Thom Yorke synger med. Det lyder simpelthen som et outtake fra Kid A.

Der er grader af sandhed i pladeselskabets egen proklamation om Julian Fanes musik: “œPeople who hate Planet Mu will like it.” Og hvis det tydelige talent, der udklækkes på denne plade, udvikles, er der formentlig også hold i følgende spådom: “œHe’ll probably sign to some other big label…”

Imens må du krybe godt ned under dynen og vente på vinteren i selskab med dette udmærkede debutudspil.

★★★★☆☆

Deltag i debat