Plader

I Am Bones: If You Really Love Me, Send Me More Medical Supplies

Skrevet af Ivan Petersen

»God, I love meat is murder.« I Am Bones har udsendt en demo. Og hvis der er nogen som helst form for retfærdighed til, baner den vejen for et gennembrud af de større.

I Am Bones er slackerpop. I Am Bones er blandingen mellem Pixies (Surfer Rosa), Pavement, Dinosaur Jr. og popmusik. Og I Am Bones er det bedste, der er sket for dansk musik i lang tid.

Linjerne »Read my lips / Shake your hips / The beat is satan,« sparker festen i gang med lidt simpelt trommespil, en akkord og en skæv, skramlet guitar, og selv om nummeret i forhold til den resterende del af udgivelsen ikke er specielt typisk, rammer den dog på ét punkt fuldstændigt hovedet på sømmet: Det her drejer sig om, hvor langt man egentlig kan nå med relativt få virkemidler, uden at være en haj til at spille hverken det ene eller det andet instrument, så længe man har tilstrækkeligt med gode ideer. Og de gode idéer (og melodier, i øvrigt) er der mange af. “Get With the Program” er et storslået lige-ud-ad-landevejen stykke popmusik, “Everybody, Act Sober” er afslappet melankoli, og “Talk to the Hand” er skrammel og atter skrammel, trommer der er så papkasseagtigt indspillede, at det i sammenhæng med det uhyggeligt simple riff er nærmest sublimt.

Og det sublime fortsætter bl.a. i form af den afdæmpede og smukke “Walk, Don’t Run”, der med sin enkle lyrik nærmest tangerer det tragikomiske (»If you love me / You’ll send me more medical supplies / This distance is a joke«). Også “Oktoberfest vs. Morrissey” er tekstmæssigt mildest talt naiv (»Morrissey, we’re all ashamed / I am an animal / I aim to kill / God, I love meat is murder«), men samtidig prototypen på ’skæv rock the American way’ med sine bratte og kantede brud og staccato-guitar.

Og som afslutning er der “All the Relatives Agree”, som ganske enkelt er et hit. »I’m on my way now / I’m halfway out the door / I’m hiding and crawling / Comforting car crash / This is the latest bloodbath / Of wanting and getting / Of getting and wanting« og et omkvæd som »If I emptied her bed-pan / If I fed her meals / Would she leave me alone? / All the relatives agree« indhyllet i klassisk pop og en underliggende sørgmodighed.

Alle sange har hver en varighed på under tre minutter, de gør én glad og varm om hjertet på samme tid, og helt grundlæggende er denne demo simpelthen uhyggeligt fermt skruet sammen. Der er tale om en ret så skødesløs indspilning, som tilfældet ofte er inden for denne genre, og der er næppe brugt forfærdelig lang tid på at producere skidtet. Og så er det selvfølgelig i allerhøjeste grad et DIY-projekt: Samtlige sange er skrevet, arrangeret og indspillet af Johannes Gammelby, og som han selv skriver i covernoterne, så har det været ganske fornøjeligt. Fornøjelsen er helt på min side. Jeg sender et glas med kodimagnyl i næste uge.

★★★★★½

Deltag i debat