Plader

Kevin Tihista’s Red Terror: Wake Up Captain

Skrevet af Mikkel Mortensen

Tredje album fra amerikanske Kevin Tihista beviser, at fremragende singer/songwriter-pop sagtens kan være både melodiøs og dybt melankolsk.

Mange af de mest interessante kunstnere i musikbranchen er enere. Yderst sky individer der lader til at foretrække dybt tilbagetrukne tilværelser, langt væk fra storbyernes hype og larm. Heriblandt kan nævnes Will Oldham, Chan Marshall og Bill Callahan. Til denne liste kan amerikanske Kevin Tihista med lethed tilføjes.

Men Kevin Tihista er ingen navlepillende ’jeg sidder alene med en guitar og jeg har det så dårligt, at jeg på ingen måde kan tilføje andre instrumenter, og jeg vil slet ikke skrive melodier’-kunstner. Der er plads til flere instrumenter i hans palet, og i forhold til de ovennævnte kunstnere er han nærmest en veritabel popsmed.

Til trods for de yderst iørefaldende sange er det dog en afgrundsdyb melankoli, der præger Wake Up Captain. Allerede i åbningssangen “Real Life” lyder det: »I have finally hit the ocean floor,« og så er scenen sat: Vi får pop, men der er langt til de lykkelige kærlighedssange, der ellers er normen.

“Sweet” kunne næsten være en ganske normal kærlighedssang, især pga. åbningslinjen: »The angels up in heaven sing your name.« Men allerede i næste linje anes det, at der er noget galt, da englene kalder Kevin Tihistas elskede »cannibal«, og derefter lyder det bl.a.: »She’s knocking out all my teeth / And nothing ever could be better / Except of course something better.« Alt dette sker til tonerne af smukke vokalharmonier og vellydende poprock ikke ulig Eels i deres mest melodiske hjørne. Eels kan der også refereres til – dog i det mere rockede hjørne – i det fremragende “Family Curse” med vidunderligt fake strygere, larmende guitarer og Kevin Tihista, der lader os vide, at hele hans familie har en tendens til at være en smule indadvendte.

I det smukt slæbende og ganske spartanske “Ride” lyder det: »I’m the only one to blame / It’s hard to face it / It’s driving me insane / All that I can say is / I never knew / That I could ruin a life.« Men sangen ender aldrig i akustisk tristesse, da den pludselig overtages af majestætiske blæsere, der giver sangen en knejsende storhed.

Der går Beach Boys i den i “Freakshow” med smukke vokalharmonier, piano, bjælder og diskret støjende guitarer. Brian Wilson og co. er også en glimrende reference for “It’s Over”, hvis afdæmpede vers gør plads til det vidunderligt iørefaldende omkvæd, men tekstligt set gør Kevin Tihista det igen: Han lader musikken være så smuk og optimistisk (endda med tubaer og fløjt til sidst), at man i sit stille sind tror på en lykkelig kærlighedssang, men nej… som titlen antyder kan heller ikke dette forhold ende lykkeligt.

“Yummy” er albummets mest bizarre kreation. En 80’er-popsang komplet med rytmeboks og usædvanligt fake strygere med et omkvæd, der lyder: »No way / Sorry, but no way / There’s not a chance in hell / I’ll ever go away / Yummy, yummy, yummy / I’ve got drugs in my tummy / To keep me loving you.« Sangen burde være forfærdelig (jf. ovenstående beskrivelse), men den er faktisk fremragende.

Melankolien ligger som en tung, kulsort sky over Wake Up Captain, og selv ikke det smukke afslutningsnummer “This Is an Offering” med den optimistiske tro på kærligheden og parforholdets glæder kan overbevise én om, at livet ikke er en alvorlig affære uden alt for megen munterhed, ikke mindst når man er en introvert singer/songwriter med monumentalt uheld i kærlighed.

Wake Up Captain er et fremragende album, der ikke kan anbefales nok, og det kandiderer utvivlsomt til titlen som årets bedste.

★★★★★☆

Deltag i debat