18 år og aldrig kysset. Det første, ved jeg, er et faktum. Det andet er måske mindre sandt – men selv om det kan være, han er blevet kysset, har han stadig ondt i hjertet; et hjerte som befinder sig i kroppen på Connor Kirby-Long, der har valgt at gemme sig bag navnet Khonnor.
Albummet Handwriting har været knap to år undervejs, og inden da havde knægten udgivet to ep’er, som dog kun var tilgængelige via internettet. Det er intet under, at han flere steder er blevet betegnet som et ‘wunderkind’. Og det er da også overraskende, hvor meget Connor Kirby-Long får ud af sin guitar, en gammel pc, mikrofonen fra et ‘lær japansk’-hjemmekursus og en enkelt computerhøjttaler. Og alligevel er Handwriting et overraskende simpelt album centreret omkring Connors stemme, hans akustiske guitar og så de forskellig former for statisk støj, som han har en forkærlighed for.
Handwriting åbner med en blanding af støj og synths, og Connor synger de teenage-angste linjer, »Finally convinced myself that I’m not living.« Der er flere af disse meget aldersbestemte tekster på albummet, men hvis man husker sig selv på, hvordan det var at være 18, virker de ikke komiske. Det er heller ikke altid, man kan høre, hvad Connor egentlig synger. Måske er det derfor, at nogle af teksterne i coveret blot består af “xxx xxx xxx” – eller også har den amerikanske censur for alvor forgrebet sig på kunsten. Musikalsk er åbningsnummeret et godt udgangspunkt for albummet; mange af dets elementer går igen på resten af Handwriting.
Den statiske og tilfældige støj, som langsomt pulserer i “Man from the Anthill”, er et fast stilgreb, som Connor benytter sig af flere steder på albummet. Ved første gennemlytning virker støjen frisk og som et godt ambient modspil til hans guitarballader, men det er lidt et greb, som ikke altid synes at have fået den omtanke, det fortjener. Connor er åbenlyst glad for denne statiske, tilfældige støj, som han strøer om sig med let hånd. Men man hæfter sig ved gentagne lytninger ved, hvornår han benytter støjen, og hvor mekanisk og forceret det nogle gange bliver. Ensformig støj bliver ikke ved med at være spændende og interessant, og Connor varierer ikke sin støj i høj grad.
Man kan med sindsro karakterisere Connor som en singer-songwriter, men han er egentlig lige så beslægtet med folk som Jim O’Rourke og Fennesz. Hos sidstnævnte er guitaren dog mere en digital byggesten end et strengeinstrument i Dylan-forstand. Hos Connor er det guitarens funktion ved lejrbålet og støjens æstetik, som blandes. Det sker sublimt flere steder på albummet. “Dusty” knitrer sig selv i gang, og en akustisk guitar får følgeskab af støjelementer, som dukker op som små stykker rytme, der er med til at drive nummeret fremad. I “Dusty” forstår Connor at rationere sin støj – den ligger ikke hele tiden som et tæppe under nummeret, men er en aktiv medspiller i melodien og udtrykket. “An Ape Is Loose” lægger ud som en mere trist og akustisk guitarballade. Støjen gør det dog til et storladent nummer, og her fungerer den nærmest som strygere, hvilket fungerer rigtigt flot.
Connor har selv nævnt Slowdive og My Bloody Valentine som inspirationskilder, og de referencer er også ganske tydelige at høre. Tilstedeværelsen af støjen på albummet er som en digitaliseret udgave af Kevin Shields’ bløde mur af guitarer. Og Slowdives sans for melankoli og langsomme og sløve rocknumre finder man også på Handwriting. “Daylight and Delight” fader ind med et sløvt beat med masser af rumklang og en akustisk guitar, som alligevel lyder en smule rocket. Det er som en akustisk-elektronisk udgave af Slowdive spillet i halv hastighed. Der er desuden masser af rumklang på Connors stemme, som dog (som på mange af de andre numre) drukner lidt i det meget brede lydbillede. I “Daylight and Delight” gør det dog ikke så meget, da vokalens utydelighed passer til det sløve og drævende nummer.
“Screen Love, Space, and the Time Man” minder lidt om “Daylight and Delight”, men er endnu mere akustisk i sit udtryk. Her er det små guitarfigurer og en melodika-lignende melodi, som får selskab af Connors næsten æteriske vokal. Connor er dog ingen stor vokalist, og for det meste kan han gemme sin stemme i lydbilledet, dog uden at man får indtrykket af en egentlig gemmeleg. Omvendt skal han ikke gøre for meget figur ud af sin vokal, før man bemærker det. Det sker i nummeret “Kill2”, hvor han presser sin stemme for hårdt, og i “The Stoned Night”, hvor han crooner forgæves.
Handwriting har også numre, som hverken er singer-songwriter eller småsløve, æteriske rocknumre. Faktisk er de fleste numre en slags indietronica, som man godt kunne have fundet på en Morr-udgivelse. “Crapstone” har en melodilinje, som Ulrich Schnauss gerne ville have forfattet. Et nummer som “A Little Secret” er med sit lidt hurtigere tempo et ægte indietronica-hit, som kunne være smedet af de to Acher-brødre fra The Notwist til et af deres mange sideprojekter. Men selv med de mange andre typer af numre er det alligevel blandingen af støj og akustisk guitar, som er albummets særtegn.
Albummet ender på en lidt flad måde med de to ambiente numre “I Was Everything You Wanted Until I Quit” og “Tattletalent (Encore)”. Begge består mestendels af synthflader, som får lidt mere struktur, uden egentlig sangstruktur, af dybe, brummende blandinger af bas og støj. I “Tattletalent (Encore)” sker det mere vibrerende og med selskab af en mere statisk og lysere støj, som svæver ind og ud af lydbilledet. Det er en god og blød pude af lydlag, som Connor skaber, men interessant er det ikke helt.
At Connor er en selvsikker ung mand, kan man høre på albummets stilsikkerhed og homogenitet. Det stråler med mange ideer, og Connor udfører dem selvsikkert og med den største selvfølgelighed. Det er et album, som med sine støjpassager og gemte guitarballader er interessant at dykke ned i. Men det er også et album, hvor man, efter at have smidt snorklen og være dukket op til overfladen, føler, at det er svært at skelne mellem numrene. I bevidstheden ender mange af sangene på Handwriting under den kategorisering, som hedder guitar og støj – der skal simpelthen mere substans og til tider også melodi til, før Connors lydunivers kan sætte mere end bare midlertidige aftryk i hjernebarken. Sagt på en anden måde: Handwriting er et flot debutalbum fra en artist, som har potentialet til at lave noget virkeligt interessant om et par år.
