Plader

Lock and Key: Pull Up the Floorboards

Skrevet af Mathias Askholm

Kærligheden, og helst den slags der ætser som syre i et åbent sår, har altid været drivkraften bag det meste musik. Dette er lyden af glasskår, der vrides rundt i hjertet på Lock and Keys forsanger Ryan Shanahans hjerte.

At man rent faktisk har talent for at synge, og at man kan lave skalaer, ramme toner og synge rent har flere gange vist sig at være mindre vigtigt for evnen til at lave lytteværdig musik. Oftest er der i det utrænede, amatøragtige og lidt primitive band væsentlig mere intensitet og kreativitet at komme efter end i det teknisk gode og stilrene band. Lock and Keys debut, Pull Up the Floorboards, har nu roteret i anlægget et utal af gange, men det er desværre ikke musikken, der i første omgang er det mest bemærkelsesværdige. Derimod stritter Ryan Shanahans utrænede, cigarethærgede stemme igennem som et glasskår på vej gennem den tynde hud mellem fingrene. Shanahan kan ikke synge – men det kan han da virkelig ikke tage sig af.

Hvor Shanahan ikke er levereringsdygtig i afveksling i fraseringerne og i spændvidde i toneregisteret, supplerer han rigeligt med intensitet og energi. Og her er vi ved en af Lock and Keys absolutte forcer: bandets evne til at gennemtæske musikken med vrede og lede. Bandet er hele pladen igennem aggressive og lige på nippet til at kamme over i et langt afmægtigt skrig. Konstant vandrer de på grænsen mellem amokløb og sammenbrud. Balancegangen lykkes mestendels, og bandet falder kun momentvist igennem.

Hvad handler musikken så om? Den største smerte, den forliste kærlighed er selvfølgelig et oplagt emne. I “303” spytter Shanahan små forbrændte stykker af sit knuste hjerte op. »The winter’s snow into the spring’s new growth.« Så kan det vist ikke siges tydeligere – eller skriges tydeligere, skal det med rette skrives. Shanahan leverer smerten på et sølvfad. Spytter sin smerte i hovedet på lytteren, og man er fanget.

Albummet igennem er det netop den forliste kærlighed, der behandles. Drivkraften for musikken har altid været kærlighed – og kærligheden, forløst eller uforløst, vil åbenbart vedblive at drive musikken. På Pull Up the Floorboards er det en mental udrensning efter et forlist forhold, der stilles til offentlig skue. Med jamrende og skrigende guitarer. Med en trommeslager der febrilsk gennemtæsker sine trommer. Med Shanahan i front der krænger indersiden ud på sit følelsesliv. Med alle disse elementer er albummet ren terapi, både for musiker og for lytter.

Om man kan lide Ryan Shanahans anti-sangstemme er selvfølgelig individuelt. Når det fungerer bedst, fungerer hans hæse og aggressive sang som en anarkistisk strittende langfinger. Når det ikke fungerer, falder forsøget på at være aggressiv og direkte-ind-fra-gaden-agtig hårdt til jorden. I de fleste sange er det fandens fedt med Shanahans stemme, men Lock and Keys største force er samtidig den største anke, man kan rejse mod dem.

Albummet slutter af med begyndelsen, sangen “Opening”. Det ender godt, selvfølgelig gør det det, sådan er det åbenbart altid med musik og kærlighed. Lock and Key forsøger sig da med en anden vinkel på kærligheden end så mange ballader, men selv det at være en forladt og overset, desperat forelsket fyr er snart ved at være en kliché. Et helt album med hjertelig smerte er i hvert fald nok, om ikke lige i overkanten.

Lock and Key synes langt om længe som et band ude på Deep Elm, der ikke lover mere end de kan indfri. Pull Up the Floorboards er et fandenivoldskt album. Ok, forsangeren kan ikke synge, men hvilken betydning har det? Lock and Key har mere energi end en cykelrytter på epo, og de er ikke bange for at brænde det hele op. Lungerne krænges helt ud og vendes om. Når det falder heldigt ud, kan denne anmelder ikke andet end at elske det. Når det ikke lykkes, er det bare glædeligt, at skip-knappen på anlægget er opfundet.

★★★½☆☆

Deltag i debat