Plader

The Lyndsay Diaries: Midwestern EP

Hovedmanden bag The Lyndsay Diaries, Scott Windsor, har følelserne uden på tøjet. Han leverer melankolske, semi-akustiske numre, der i sine forsøg på at virke oprigtige og ærlige svæver et sted mellem det geniale og det banale.På sin vis er det med vemod, man lytter til Midwestern, for efter sigende er dette udspil det sidste, der udgives fra The Lyndsay Diaries.

Der skal som regel to til at bryde et forhold, men i tilfældet Scott Windsor, manden bag The Lyndsay Diaries, har han valgt at bryde med sig selv. Det kan lyde absurd, men eftersom han er det eneste medlem i ovenstående band, giver det ligesom sig selv.

Den delvist akustiske udgivelse tager sin grundform i en slags melankoli-pop, som bæres frem af en meget drenget vokal. Der skal spidses ører, første gang man sætter EP’en på, for der opstår tvivl, om det er en mand, der står bag mikrofonen. Der synges med en spinkel og næsten naiv barnestemme, der umiddelbart ikke lyder som en 24-årig mand – hvilket er ganske fængende og med til at ændre numrene fra mainstream-pop til en mere underspillet og melankolsk form for popmusik.

Scott Windsors tekstunivers svæver omkring lykkelig/ulykkelig kærlighed, der til tider får en anelse for meget pubertetskrydderi. Kombinationen af den drengede vokal og en tekstmæssig naivitet kommer ind i mellem til at virke banal, og selvudleveringen med oplevelser, som de fleste oplever i præpuberteten, fremstår utroværdig.

Første nummer, Hold, rummer lidt af det. Det lette, popagtige nummer er ganske iørefaldende, og Windsors dæmpede vokal giver det en melankolsk farve, der spiller godt op til et iørefaldende omkvæd. Det er en kærlighedssang, der beskriver forelskelsen, når man er ung og rebelsk og vil glemme verden omkring sig selv. “I love the way you’re so unpredictable / You stole the keys to your dad’s convertible / We’re getting out of here / Hold on / I will follow that girl straight to heaven.” Meget sødt fortalt, men teksten er smule i overkanten af, hvad musikken kan bære, hvis det skal tages seriøst.

Bedre bliver det i næste nummer. Emergency forbinder en næsten Sigur Rös-agtig stemning som lydbaggrund for trommer og guitar med en væsentligt mere troværdig tekst. Man får virkelig fornemmelsen af, at det er en presset mand, der synger linjerne: “I always tell myself to be patient / But my left hand shakes / Against your news couch / Control of the situation / Fell through my fingers / And I heard her say / You can’t keep living as if you’re dying / Well I’m dying / Now what an awkward way to spend a holiday.” Det er ikke noget problem at lade sig rive med, når det er ærligt og troværdigt, hvilket Emergency beviser.

Lady Luck kredser om den sidste nat, inden éns elskede rejser bort. Man kunne frygte, at det sovses ind i klynk og patetisk ævl, men Windsor formår at bære teksten med sin spinkle vokal. Temaet er i og for sig let nok at forholde sig til, uanset hvor gammel man er, og det akustiske ballade-agtige nummer efterlader et positivt indtryk.

I de tilfælde, hvor den lyriske originalitet forsvinder, rammer Windsor helt ved siden af. Det kan næsten lyde amatør-agtigt, når Don’t Say Maybe, Baby indledes med linjerne “You’re a sight for sore eyes / ’Cause I’ve been gone for way too long.” Det er middelmådig og uværdig sangskrivning, der er grusomt irriterende, når man forsøger at leve sig ind i et univers, der skal kalde på følelser og egne erfaringer. Det minder mest af alt om en sang, der burde have været på soundtracket til Dirty Dancing, hvilket næppe er et plus.

Der takkes af med den akustiske Midwestern, som meget fint rammer den spinkle og sørgmodige tone, der står godt til Windsors vokal. Et melankolsk punktum og et eksempel på, at tekstpilen kan ramme i bull’s eye, når sigtekornet er indstillet. “They say, return to the place that made you / Well, one day I hope to stop running / I’m an easy mold, come shape me / All this nonsense drilled into my head / Well I’ve come this far / Put another signature on the wall.” Sangen om de menneskelige rødder og den farve, man tager af sine nye omgivelser og tilhørsforhold, gør sig godt i selskab med kun akustisk guitar.

The Lyndsay Diaries’ svanesang rummer fine momenter. EP’ens fem kærlighedssange gør indtryk visse steder, men desværre skydes der i et par af numrene over målet, og når man kun præsenteres for 17 minutters musik, er det en streg i regningen. Det er en skam, for Scott Windsor har evnen til at udstille sin livserfaring på en troværdig måde.

★★★½☆☆

Leave a Reply