Plader

Monster Movie: To the Moon

Skrevet af Peter Hansen

Den anden fuldlængde fra Slowdive-guitaristen Christian Savills nye band, Monster Movie, er en omgang varieret dream-pop og shoegazer, der holder en høj standard, men lige mangler den gnist, der ville gøre det fremragende.

Efter to minutters lytning ved man, at Monster Movies nye album To the Moon er godt. Efter to hele gennemlytninger begynder man at håbe på, at det kan være fremragende – et bud på årets plade og en musikalsk ven for livet. Efter to uger ved man, at det er den ikke – men den er stadig rigtig god. Om to år samler pladen støv på reolen, men når den en sjælden gang bliver hevet frem, vil man nyde at lytte til den.

To the Moon er den anden udgivelse fra det engelske band, der er opstået på resterne af shoegazerne fra Slowdive. Arven skinner igennem, men Christian Savill har sammen med Sean Hewson opdateret, udviklet og ændret sit gamle lydbillede, og det er nok en god ting. Ikke fordi Monster Movie laver bedre musik, end Slowdive gjorde, men fordi To the Moon er bedre end en Slowdive-kopiplade.

Pladens tre første numre demonstrerer en variation, som næsten ville have været for meget, hvis ikke sangskrivningen havde været i top. Det er den rigtigt tæt på at være. “Sweet Lemonade” er nærmest poppet rootsrock med støj, og det er et perfekt valg som åbningsnummer. I “Dream About You” skifter Monster Movie stil og giver deres bud på synth-pop a lá New Order, og “Beautiful Arctic Star” er ligesom sin titel: smuk, kold og himmelstræbende. De tre numre udgør en fremragende start på pladen. En start der hiver lytteren ind og får ham til at blive der. En start der efterfølgende ikke kan følges helt op på.

Den instrumentale “From a Distance” signalerer nemlig indledningen på en række af sange, der mere eller mindre har droppet den fængende popmelodi og i højere grad arbejder med stemninger. Ved de første gennemlytninger flyder de sange, der tæller nummer 4 til 10, en smule sammen, men det er hovedsageligt på grund af den variation, som pladens tre første numre lagde for dagen. Efterhånden begynder flere og flere numre at skille sig ud.

“Colder Days” er en smuk, lille ballade, mens “Memento” er det tætteste, Monster Movie kommer på britpop. “Out of Touch” og “Nobody Sees” minder med deres drømmende og blide lydbillede en del om Blonde Redheads Misery Is a Butterfly, bare uden den irriterende vokal. Selv om de to sidstnævnte numre har en vis smukhed og elegance over sig, tenderer det desværre også til at være en lettere søvndyssende smukhed og elegance.

Derfor er man ekstra, ekstra glad for, at Monster Movie har valgt at slutte af med “1950da”, så man kan vågne og samtidig blive mindet om den variation, der prægede pladen fra begyndelsen. Der er tale om et brusende popnummer nedsunket i støj, og det fremkalder mest af alt minder om Sparklehorses fremragende “Happy Man” fra Good Morning Spider.

Derved slutter To the Moon lige så stærkt, som den begyndte, og det er vigtigt for helhedsindtrykket. Man kan i den grad argumentere for, at den valgte rækkefølge af numre trækker den samlede nydelse af denne plade en del op.

Denne styrke er dog samtidig en svaghed, der gør, at To the Moon ikke kommer op i ’dette er en fremragende plade’-territoriet. På en eller anden måde virker det hele en tand for planlagt og perfekt. Man kunne godt have ønsket, at Monster Movie havde taget lidt flere chancer på deres anden udgivelse. Selv om pladen sprudler med ideer, er det sjældent, at det sådan for alvor slår gnister.

At noget er for perfekt, må selvfølgelig betegnes som en mindre indsigelse, og der skal da heller ikke herske tvivl om, at det er en yderst anbefalelsesværdig plade, der holder et urimeligt højt bundniveau. Det vil være svært at finde nogen, som ikke vil nyde at lytte til Monster Movie på et eller plan, og samtidig er pladen varieret nok til at være langtidsholdbar. Det eneste problem er bare, at den mangler den sidste personlighed til at ryge op i mesterklassen.

Sagt på en anden måde når To the Moon ikke helt op til sit bestemmelsessted, men det er ikke ensbetydende med, at Monster Movie ikke har en chance for at blive en af stjernerne på musikhimmelen. De bliver dog nok aldrig ikke en af dem, der lyser klarest.

★★★★½☆

Læs også:
Mikkel Arres anmeldelse af To the Moon
Rasmus Bækgaards anmeldelse af To the Moon
Jan Overgaard Mogensens anmeldelse af To the Moon
Rasmus Bang Petersens anmeldelse af To the Moon

Deltag i debat