Plader

Monster Movie: To the Moon

Er titlen et ønske fra engelske Monster Movie om at komme en tur ud i rummet? Og mener de, at deres musik skal ledsage en sådan tur? I så fald bliver det en kedelig tur.

Monster Movies univers rummer både frembrusende guitarer, sfæriske keyboardflader, tamburiner, maracas, bas, trommer og rytmeboks. Lyden er “demokratisk” – alle bidrag får lige meget plads i det samlede billede. Vokalen er således mixet ned i lydbilledet, og det gør selvfølgelig, at den ikke dominerer musikkens andre elementer, som vokaler ellers har for vane. Og i betragtning af at frontsanger Christian Savill viser sig at være en forholdsvis anonym sanger, er det måske en meget god disposition. Hvad der er knap så heldigt er, at den anonyme sanger for det meste synger anonyme sange – og det er ikke fedt!

Bandets melodier lever i allerhøjeste grad op til indierockens tradition, at sangene ikke behøver at danne baggrund for fællessang. Mindre kan selvfølgelig gøre det, men størstedelen af numrene på To the Moon er ikke særligt opfindsomme – klichéerne står i kø i både melodier og akkordrundgange. Det skal dog retfærdigvis siges, at Monster Movie har kreeret et par tilforladelige ballader.

Er enkelte gode melodier dumpet ned i turbanen, er arrangementerne desværre faldet ved siden af. Specielt korarrangementerne. Cd’en er fyldt med ensformige andenstemmer og uinspireret omgang med call & response-traditionen – ja, i “Out of Touch” er korarbejdet direkte kedeligt.

Men ok, i betragtning af at første nummer, “Sweet Lemonade”, klinger som rocknumre har gjort det i de sidste 20 år, kan det selvfølgelig påstås, at Monster Movie ikke giver sig ud for mere, end de er, og holder det, de lover – nemlig en halv times old-time indierock uden synderlig meget personlighed. Men så må modspørgsmålet jo til gengæld lyde: hvorfor så udgive noget overhovedet?

Svaret på det spørgsmål er guitaristen Christian Savill, der har en fortid i det fornemme Slowdive. Hans larmende bredsider, spændende feedback-arbejde og til tider inspirerede figurspil er nemlig denne cd’s største force. Hans ringende og syngende intro/mellemspil i “Sweet Lemonade” er klassisk, men med et bid. Feedback og en ordentlig omgang hylende distortion redder “Dream About You” fra det ligegyldige. I Beautiful Arctic Star formår han med enkle midler at skabe en rugende og uheldssvanger stemning.

Er Christian Savill musikkens aktiv, er det heller ikke underligt, at han ene og alene leverer cd’ens mest interessante indslag. “Good Grief” er et lille stykke ekspressionistisk musik på 1 minut og 10 sekunder. En heftig manipuleret guitarlyd gentager igen og igen en enkel figur, der langsomt udbygges og varieres, inden det hele ender i støj og feedback. Her spidser man ører. Her tænker man: “Bliv ved!” Hvad kunne det nummer dog ikke have udviklet sig til?! Og cd’’en med – hvis de takter var blevet fulgt op?

Monster Movie er en velspillende, men uopfindsom repræsentant for middle-of-the-road indierock. Man skal være fan af genren for at finde To the Moon særlig interessant, men selv som fan tror jeg, man vil trække på skuldrene og sige: “Hva’ fa’en…”

★★★☆☆☆

Læs også:
Mikkel Arres anmeldelse af To the Moon
Rasmus Bækgaards anmeldelse af To the Moon
Peter Hansens anmeldelse af To the Moon
Rasmus Bang Petersens anmeldelse af To the Moon

Deltag i debat