Plader

Monster Movie: To the Moon

Skrevet af Rasmus Bækgaard

Den forhenværende guitarist i Slowdive, Christian Savill, spiller stadig musik i shoegazer-genren, men har kreativiteten i behold. Støjende guitar og melankolske keyboardklangflader smelter sammen og danner rammen om en række glimrende sange.

Støjende guitarer, hvirvlende keyboardstykker, hypnotiserende trommer og drømmende melankoli er nøgleordene for den engelske gruppe Monster Movies anden plade, To the Moon.

Monster Movie består blandt andet af Christian Savill, der har en fortid i den engelske gruppe Slowdive, som i de tidlige 90’ere var en central del af den såkaldte shoegazer-scene. Ret beset hører Monster Movie også til i samme genre med deres musik, som er drømmende og udflydende i sin struktur, og gruppen benytter sig også i flere numre af støj som et centralt virkemiddel.

Den allerførste tanke, jeg fik efter at have lyttet til et par numre fra pladen, var, at Monster Movie lægger sig tæt op ad Grandaddy. Ud over en vis lighed i vokalen er det især på grund af en omfattende brug af keyboards, der dels bruges som drivkraft for de mere up-beat passager, og dels bruges til i de stille passager at udvide det musikalske rum gennem stemningsfulde klangflader.

Det gælder eksempelvis i “Dream About You”, hvor keyboardflader, der nærmest totalt omslutter vokalen, bruges som effektivt mellemspil og som kontrast til selve sangens hovedstruktur, der er fremadrettet indiepop med en synthfigur som omdrejningspunkt. Nummeret illustrerer på glimrende vis den spændvidde, der ligger i Monster Movies musik: På den ene side er det indadvendt shoegazer, og på den anden er det mere poppet.

Monster Movie benytter sig af nogle simple og letgenkendelige temaer, der så bliver vendt og drejet og sat ind i et mere kompleks lydunivers. Denne mere poppede side er afgjort et aktiv for bandet, der dermed ikke kommer til at fremstå lige så introverte og navlebeskuende som nogle shoegazer-bands har for vane.

Trods ligheden med Grandaddy i flere numre skal Monster Movie på ingen måde reduceres til et andenrangsband, der lægger sig for tæt op ad andre. Dertil er musikken af for høj kvalitet, og gruppen spiller også på andre strenge. To the Moon er ikke en plade, der er med til at udvide rammerne for den rytmiske musik, men hele vejen igennem viser gruppen, at de er kreative, og det lykkes i høj grad at få guitarer og elektroniske virkemidler til at spille sammen.

Monster Movie hører til den del af indiescenen, hvor det er i orden at bruge studiet som en vigtig del af musikken. Lydbilledet er massivt med masser af lag oven i hinanden, men det er mixet, så de forskellige instrumenter væver sig ind og ud mellem hinanden. Mange af sangene består af rundgange, der bliver gentaget igen og igen, men hvor der gennem produktionen er lagt en udvikling ind.

Et eksempel herpå er den vidunderlige “Beautiful Arctic Star”, som er bygget op omkring et klokkespils simple tema, som trommer og en dystert klingende basgang roterer og udvikler sig omkring. På samme måde bliver vokalen både brugt som det centrale i de mere poppede sange, mens den i de mere udsvævende sange er mixet, så den ligger et sted i musikken som et ligeværdigt supplement til de øvrige instrumenter.

Selv om To the Moon fremstår som en fint sammenhængende helhed, er den faktisk ret varieret, hvilket jeg ser som en klar fordel. En del bands inden for genren laver musik, hvor numrene smelter sammen til en stor enslydende masse, hvor det er svært at skelne mellem de enkelte numre. Monster Movie har i stedet valgt at give de enkelte numre deres egen klare identitet, og det gør pladen lidt lettere tilgængelig, uden at det i dette tilfælde går ud over helheden.

På den måde kan man både finde en massiv støjmur i den indledende “Sweet Lemonade” og den afsluttende “1950da”, Interpol-agtig rock med et stramt guitar- og trommespil i “Memento” samt en beroligende og drømmende ballade som “Don’t Know Why”.

Selv om det er let at finde engelske bands, som Monster Movie minder om, spiller gruppen alligevel en musik, der ligger meget langt fra den form for indierock, der har været dominerende de seneste år på de britiske øer. Der er ingen Coldplay-agtige, halvakustiske ballader, og der er et stykke vej til den stil- og image-fikserede new wave-rock, der dominerer billedet for tiden. På den baggrund er det vel egentlig symptomatisk, at Monster Movie bliver udsendt på et amerikansk pladeselskab.

Dejligt er det i hvert fald at blive bekræftet i, at der findes engelske grupper, der spiller andet, end hvad der lige for tiden er trenden i den NME-dominerede musikverden.

★★★★½☆

Læs også:
Mikkel Arres anmeldelse af To the Moon
Peter Hansens anmeldelse af To the Moon
Jan Overgaard Mogensens anmeldelse af To the Moon
Rasmus Bang Petersens anmeldelse af To the Moon

Deltag i debat