Plader

One Hundred Years: Lindenow EP

Skrevet af Mathias Askholm

Australsk kulde og regntung rock. Kan du lide danske Amber, vil One Hundred Years så afgjort falde i god jord.

One Hundred Years’ Lindenow er fire håbefulde australske musikeres debut. Albummet er en mørk rejse gennem det regntunge efterårs-Australien. One Hundred Years er heldigvis ikke bange for at lade stilheden snige sig ind i deres musik. De tør forlade sig på, at den kollektive sjæl kan bære musikken igennem.

Netop ordet ‘kollektiv’ er et kodeord for One Hundred Years. Bandet er relativt nydannet, men bygger på et barndomsvenskab mellem bassist og sanger Craig Frankland og guitarist Ryan Fothergill. Soldaterlegene og den efterfølgende rock i garagen er nu blevet afløst af et rigtigt band. Sammenholdet har de dog bevaret, og den dynamik, de to formår at skabe, er fundamentet for One Hundred Years.

“Early Morning” åbner udspillet op med en lysende, men samtidig eftertænksom stemning. En nærmest boblende forårsfriskhed spirer frem af den kolde jord. Dette er lyden af forårets første blomster, der skyder op for kun at dø i de endnu kolde nætter. Sangen er instrumental, og på denne måde skubbes lytteren ind i den symfoniske skønhed, der opstår i rummet mellem instrumenterne med Kelsey Simons violin som den måske vigtigste brik.

Først i “Let the Light in” bryder den spæde sol, inkarneret i Kelsey Simons lysende vokal, igennem. Varmen kommer dog ikke. Der er langt fra de hvide sandstrande, man så ofte associerer med Australien, og så til denne musik, der snarere leder tankerne i retning af morgenens første røde solstråler, der stråler ud over et øde landskab. Med en spartansk melodi og en frostklar vokal skabes det meste af sangen.

Tankerne drives umiddelbart i retning af danske Amber og deres dejlige Putting All the Pieces Together. I modsætning til så mange gange før er det denne gang det danske album, der er det bedste frem for det udenlandske alternativ.

One Hundred Years er et godt band. De formår at lave lytteværdig musik uden at føle trang til at spække lydbilledet til med tonsvis af effekter – her er kun det mest nødvendige instrumentale sammenspil. Lindenow formår ikke at være lige interessant hele tiden, men hele vejen igennem skinner gruppens sammenhold og glæde ved det de laver igennem.

★★★½☆☆

Deltag i debat