Plader

Oranger: Shutdown the Sun

Skrevet af Peter Hansen

Med forførende 60’er-agtig og lettere psykedelisk popmusik er Shutdown the Sun en yderst lyttevenlig oplevelse, som de fleste vil kunne glæde sig over, men som de færreste vil være helt oppe og ringe over.

Hvis man skyder solen ned, går tiden så i stå? Måske – og under alle omstændigheder er Shutdown the Sun musik som vore forældre spillede den, hvis vore forældre vel og mærke var talentfulde popsmede fra 60’erne med en lille, men ikke voldsom, hang til det psykedeliske. Sådan hænger det i hvert fald næsten sammen.

For i al fairness har det amerikanske band Oranger opdateret deres lyd lige præcis så meget, at de er mere interessante, end hvis de bare havde været en historietime i 60’er-pop. Ud over det er vi snart så langt fremme i netop musikhistorien, at det meste rock- og popmusik vil minde om et eller andet, der har været lavet før. Sagt på en anden måde ville det være dumt, hvis man skød Shutdown the Sun ned for at være for uoriginal. Man ville simpelthen gå glip af en helt igennem behagelig lytteoplevelse.

Eftersom det er en popplade, mangler Shutdown the Sun måske lige den ultimative ørehænger, men den har til gengæld 11 sange, der på hver deres måde er mere eller mindre tæt på at være det.

Det hele starter med den stenede popsang Cut off Yer Thumbs og fortsætter i 1-2-3-4 poprock med Going under. Intet nyt under solen, men alligevel medrivende. Det samme kan siges om titelnummeret, der er så sommeragtigt, at man nærmest sveder af at høre det, mens Just a Little Dumb lyder, som Of Montreal ville lyde, hvis én i det band sagde: “Hey, lad os lige lade være med at være alt for meget oppe at støde hele tiden.”

I det hele taget er alle numre på pladen en opvisning i, hvordan man laver musik, som er rar uden at være kvalmende. Det er et eksempel på en plade, der er sammenhængende uden at være ensformig, og det eneste nummer, der stikker en anelse ud, er pladens højdepunkt, så det tilgiver man gerne.

Static on the High Desert er nemlig et af de numre, der bare flyder frem fra start til slut, uden noget egentligt omkvæd, og uden at det egentlig gør noget. Det er lyden af ensomheden i ørkenen og ensomheden i storbyen. Det er fremragende, og det er slut, før man ønsker det.

Det er hele pladen også snart efter, og så sidder man som lytter tilbage og kan undre sig en smule over, hvordan det er muligt at holde et så pænt og jævnt niveau hele vejen igennem. Man føler sig djævelsk godt underholdt af Shutdown the Sun, men man føler sig sjældent udfordret. Det er en plade, der er lige så nem at få til at glide ned som en flaske hyldeblomstsaft fra Søbogaard på en varm dag, og den er faktisk også nogenlunde lige så god.

Det er en hyggelig plade, der frembringer minder om 60’erne uden at lyde alt for retro, men det er også en plade, som man snarere stener over med et skævt smil end danser til med tårer i øjnene. Det er ikke genialt, men hvis gennemsnittet af al musik i verden ramte dette niveau, ville jeg i hvert fald være yderst tilfreds.

★★★★☆☆

Deltag i debat