Plader

Perfect: Once, Twice, Three Times a Maybe

Skrevet af Martin Laurberg

Enhver Replacements-relateret dag er en lykkens dag! Med otte års forsinkelse har vi endelig fået debutalbummet med det tidligere Replacements-medlem Tommy Stinson og hans band, Perfect. Det er en hårdtslående og stærk plade, der dog ikke helt når de samme højder som andre af Stinsons udspil.

Da Perfect i 1996 udgav ep’en When Squirrels Play Chicken, var vi mange neglebidere, hvis pølsefingre led hårdt under forventningspresset. I 1993 havde Tommy Stinson – tidligere bassist i verdenshistoriens måske bedste rockband: The Replacements – under navnet Bash & Pop udgivet det fremragende (og latterligt undervurderede) album Friday Night Is Killing Me, som klart målte sig med den tidligere Replacements-frontmand Paul Westerbergs debutudspil, 14 Songs, fra samme år. Derfor sled man sin bideskinne i stykker, mens man ventede på Stinsons nye udspil.

When Squirrels Play Chicken var en typisk Stinson-plade. Den var hurtig, hårdtslående, melankolsk, meget bølleagtig og fyldt med stærke øjeblikke. Den var med andre ord en alufælge-og-hækspoiler-udgave af Replacements-Rolls Roycen. Men nu var det jo kun en ep, og derfor så man med længsel frem mod det lovede debutalbum, 7 Days a Week, som skulle forestille at udkomme i 1997-98. Men Guds veje er uransagelige, og på grund af pladeselskabsproblemer udkom 7 Days a Week aldrig i andet end piratudgaver – før nu hvor Rykodisc har købt masterbåndene, remasteret det hele, ændret titlen til Once, Twice, Three Times a Maybe og smidt den otte år gamle plade på gaden.

Hvad har vi så fået? Som forventet et album, der er fyldt med stærke øjeblikke, og som lægger sig i direkte forlængelse af When Squirrels Play Chicken. Det er umuligt at afgøre, hvad det er, der er så ufattelig fedt ved nærmest al Replacements-relateret musik. Once, Twice, Three Times a Maybe er en rockplade uden store armbevægelser. Den er hverken eksperimenterende eller moderne. Og alligevel er det umuligt at sidde stille, når numre som “Little Drum”, “7 Days a Week” eller “Making of an Asshole”, der alle ville blive hitsingler i en mere fair verden, sejler ud af højtalerne. I de bedste øjeblikke på pladen er Stinson en suveræn sangskriver og sanger. Ingen kan være ligeglade med hans pivende stemme, og samtidig er han selv tydeligvis fuldkommen ligeglad med, hvad man kunne tænkes at mene om ham. Det er musik lavet af stål.

Der er dog også minusser ved Once, Twice, Three Times a Maybe. Først og fremmest er lyden ret problematisk, selv om produceren er Jim Dickinson, som tidligere stod bag Replacements-mesterværket Pleased to Meet Me. Af uforståelige årsager har Dickinson til tider valgt at lade Perfect lyde som et hardrock-band i den tungere ende, og det kan godt blive lidt anstrengende.

Once, Twice, Three Times a Maybe er alligevel en dejlig plade – formentlig især hvis man i forvejen er glad for Stinson og The Replacements. Perfect er/var måske for bølleagtigt til helt at nå de samme højder som Bash & Pop og Tommy Stinsons soloplade, Village Gorilla Head, som udkom for nylig. Ikke desto mindre finder man så stærke, flabede og langtidsholdbare øjeblikke på Once, Twice, Three Times a Maybe, at det er helt umuligt at stritte imod.

★★★★½☆

Deltag i debat