Plader

Q and Not U: Power

Skrevet af Mathias Askholm

Ingredienserne til denne fest er lige dele dance-punk, neo-funk, post-punk og ja – drenget og barnlig spilleglæde. Har du ikke mod på at danse hele natten lang, skal du slet ikke begynde på denne plade. Skip et par numre, og du har soundtracket til den perfekte fest.

Siden de hippe bands i New York først begyndte at danse, har de ikke været til at stoppe. Der er vokset en hel scene op af bands, for hvem rytme og danselyst er alfa og omega. At slå Q and Not U i hartkorn med bands som !!!, The Rapture, LCD Soundsystem, Out Hud og lignende kan virke oplagt og fristende, men det er slet ikke dækkende.

Q and Not U lancerede deres første album, No Kill No Beep Beep, i 2000, og meget passende for bandets livsglade dansemusik var forsiden af dette album prydet med et billede af en stor fest. Ulig andre fester er Q and Not Us fest ikke en lukket fest kun for specielt indbudte – nej, målet for Q and Not U er ganske åbenlyst at brede glæden ud og byde alle velkommen.

Men hvad er Q and Not U så for et band? Q and Not U er nemlig ikke helt så nemme at klassificere, hvilket man ellers skulle tro. De er ikke blot endnu et dansepunkband. Ligesom mange af de ovenfor nævnte bands består Q and Not Us musik af en vild og energisk blanding af postpunk, skånselsløs funk og vild disco, men denne blanding er kun den halve sandhed. Hvor bands som !!! og Radio 4 synes at være fænomener af deres tid og mangler det, der gør, at de også næste år vil være interessante, har Q and Not U et eller andet, der gør deres musik fremtidssikret.

“Wonderful People” sparker med en lystig, uptempo trommerytme festen i gang. Frontduoen Chris Richards og Harris Klahr er ude på at underholde, og med et mix, der både holder til dansegulvet og til nærlytning, er der kun én konklusion: mission accomplished. Q and Not U åbner med masser af farver og fest. “Wonderful People” er det første højdepunkt. Klahrs falset sikrer glæden, og humøret rykkes uundgåeligt op.

Mange bands har tilsyneladende haft indflydelse på dette album. Der kan høres paralleller til bands så forskellige som Oneida, Les Savy Fav og We Ragazzi for bare at nævne nogle få. Det, der dog gør Q and Not U unikke, er samarbejdet de to guitarister og forsangere imellem. De to gutter inkorporerer simpelthen selve essensen af ordet funky, og man kan ikke undgå at være solgt, når først Klahr slår over i sin lyse falset.

Q and Not U har med Power bevist, at de er mere end blot endnu et orkester med en fantastisk dansabel plade. De har hele tre. Udviklingen siden No Kill No Beep Beep tyder godt nok på, at der bliver stadig mindre plads til de korteste og mest lalleglade sange, men til gengæld åbner bandet efterhånden op for en ny og mere eftertænksom side af sig selv. Det er ikke altid, at idéerne holder hele vejen hjem. Klahrs falsetstemme når i hvert fald at blive udnyttet, om ikke ud over sin evne, så i hvert fald til grænsen for, hvornår det kan blive ved med at virke fedt.

“Throw Back Your Head” og “District Night Prayer” er pladens to største minusser. Den spæde piben i “Throw Back Your Head” og den barnlige melodi på træblæseren minder mig om en dårlig udsendelse fra Børnetimen.
“District Night Prayer” bliver med sin domkirkestemning til et nulpunkt på pladen. Som ophold og pusterum mellem de funky og friske numre passer disse to sange fint ind, men for sig selv fungerer de ikke.

Q and Not U er modnet, men er stadigvæk ikke langt fra udgangspunktet. Pladens to højdepunkter, “Dine” og “Book of Flags”, binder smukt Q and Not Us nyest fundne side af sig selv sammen med deres oprindelige, lettere primitive glæde. “Dine” er dramatisk og stemningsfyldt musik med plads til eftertanke, og “Book of Flags” er drive, energi, lyst og vilje sammenpresset i to minutter og 44 sekunders laser-funk.

Q and Not U er stadig sig selv, men også noget mere. De er modnet, og Klahrs og Richards’ samarbejde er højere oppe i omdrejninger og mere integreret end nogensinde. Power er ikke uden fejl, men med garanti heller ikke uden store åbenlyse kvaliteter. Dette er hæsblæsende funk, lystig dancepunk og postpunk i en underskøn og dybt aparte suppedas. Enten falder man for det, eller også vil man vende sig hovedrystende væk.

★★★★½☆

Deltag i debat