Plader

Dizzee Rascal: Showtime

Skrevet af Anders Mortensen

Gadedrengen Dizzee er tilbage med flere hakkende gameboy-beats direkte fra Londons regnvåde gader. Nådesløst og skingert leverer han sine rim, og når musikken er så god, er der egentlig heller ikke nogen grund til at stoppe ham.

Grime. Den beskidte lyd fra Londons garage-undergrund. Hakkende, forvirrede beats, der skriger mere, end de dunker. Det er forbandet nådesløst.

Men på trods af denne lyd blev grime sjovt nok en af de mest omtalte genrer i musikverdenen anno 2003. Det skyldtes især singlen “I Luv U” fra den 18-årige MC Dylan Mills aka Dizzee Rascal. Denne forskruede omgang UK garage om teenage-graviditet blev et overraskende hit i England, og pludselig var Dizzee på musikverdenens hippe læber. Debutalbummet Boy in da Corner fik anmelderne til at falde i svime over London-knægtens beats, og Dizzee Rascal vandt endda Mercury Prize 2003, og at dømme efter prisoverrækkelsen var han den mest overraskede.

Men han er tilsyneladende kommet sig over chokket ret hurtigt, for han er allerede tilbage med opfølgeren Showtime, der tekstmæssigt tager fat på hans nyvundne berømmelse. Og hvilken opfølger.

De skarpe beats er de samme. Lige så frygtindgydende som de er dragende. Det er ganske enkelt eminent. Men det skal dog retfærdigvis siges, at det ikke nødvendigvis er let at komme ind på musikken. Det vil nok kræve en del gennemlytninger for mange, især hvis man er ny i Dizzees univers – men giver man sig tid, vil man lægge mærke til hans overlegenhed og tekniske snilde.

Man skal først komme sig over hans stemme, som mest af alt minder om en større katteslagtning. Og det er ikke fordi, musikken hjælper på det. Man skal nok også lige vænne sig til hans gæster – f.eks. Marga Man, der mest af alt rapper som Carlton fra Rap fyr i L. A. i det ellers fremragende nummer “Girls”.

Og når der er gået lidt tid, opdager man, at det er lige præcis dét, der gør Dizzee Rascal så speciel. Han er kompromisløs i alle aspekter. Giver man manden tid, udvikler han sig også til noget helt unikt hos den enkelte lytter. Og Showtime er et skræmmende overflødighedshorn af unikke sange.

Der er jo for eksempel førstesinglen “Stand Up Tall”. Et klart hit, der alligevel ikke lefler for nogen popformel. Det pumper elektronisk af sted i et skærende tempo og er et af de klare højdepunkter på Showtime.

Men langt fra alle numrene er i et lige så heftigt tempo. De fleste er slidende, langsomme og dystre som f.eks. “Respect Me”. Dizzee fortæller i dette nummer: »You people are gonna respect me / If it kills you.« Og jo mere pladen kommer ind på livet af én, finder man ud af, at manden mener det alvorligt. Han er uden skrupler; en svimmel ballademager, der ikke gør sit værk nemmere forståeligt for lytteren.

Men Dizzee er bredere end som så. Han er skævt poppet i “Dream” og drømmende og forhåbningsfuld i “Get By” og “Imagine”.

Bredden kombineret med det utilgængelige gør, at Dizzee Rascal kommer til at forvirre mange. Derfor er dette album også et perfekt eksempel på en grower. Nogen vil begynde med at hade den og ende med at gøre den til den plade, de sætter på en sen aften som soundtrack til den silende regn. Ærligt og skærende. Råt og usødet. En af årets bedste plader.

★★★★★½

Deltag i debat