Plader

Rhythm King and Her Friends: I Am Disco

Skrevet af Stine Mogensen

Intelligent og poppet lo-fi electronica blandes grundigt med feministiske og samfundskritiske budskaber til en velfungerende helhed af den berlinske pigetrio Rhythm King and Her Friends.

Når Linda Wölfel, Pauline Boudry og Sara John, til sammen Rhythm King and Her Friends, går i studiet for at lave musik, er det ikke bare, fordi de synes, at det er sjovt at lege med samples og tvinge lyde ud af klokkespil, keybords og laptops; der er en mening med musikken, ud over musikken selv. Rhythm King and Her Friends bruger nemlig i høj grad deres lydmæssige udladninger til at uddele et par velfortjente, og ikke mindst velformulerede, flade til vores underlige samfundsorden, samtidig med at de lader deres budskab afspejles i det musikalske udtryk, som har et simpelt, hjemmegjort præg, men også bobler af en beundringsværdig dynamik og kreativitet.

Den interessante vekselvirkning, bandet dermed formår at skabe mellem lyd og indhold, er da også en af de afgørende styrker på pladen I Am Disco, som bobler af kantet popmusik i den elektriske ende af skalaen. For selv om man er kritisk, behøver man jo ikke være kedelig. Det er Rhythm King and Her Friends et godt bevis på. I stedet for blot at knurre passivt fra sidelinjen, sætter de sig selv i centrum af kampen og skaber med deres eget kreative musikalske univers et alternativ til det etablerede.

Der er f.eks. mange måder at skrue et godt popnummer sammen på. Dette viser bandet allerede i pladens første skæring, det hoppende og underfundige “Sister”, som ikke just følger den almindelige formular for popmusik, men som alligevel fænger og dermed giver god kompositorisk mening. Det behagelige åbningsnummer glider derefter over i den kradsende kommentar til nedbrydende mellemmenneskelige relationer i nummeret “Shock”, hvor en ru og halvkvalt vokal forkynder: »You suck me in, you spit me out.«

Derefter følger det mere tilbagelænede “Client Interne”, og sådan fortsætter I Am Disco som en alternativ rutschebanetur gennem forskellige genrer og stemninger med parafraser over både drum’n’bass, funk og punk – rappet og sunget på både fransk og engelsk.

Et nummer som “Shock” er faktisk helt utroligt enerverende, men har berettigelse som en del af en særdeles, næsten skizofrent varieret plade, som på mange måder kan siges at fungere bedst som en helhed, fordi den udgør sin egen verden. Dette er både godt og skidt, for I Am Disco kan samtidig være trættende at lytte til i længden.

At pladen er en samlet organisme, er dog ikke ensbetydende med, at numrene ikke kan stå på egne ben, for det kan de godt. Nogle af dem i hvert fald. Blandt de sange, der stikker ud, er den blide, men up-tempo “Serene”, der giver associationer til Stereolab, samt “Yvonne”, som bæres af en følsom og poetisk tone på en blød bund af orgel og lys vokal; en stemning, der brydes af et mere skramlende mellemstykke, som giver nummeret en interessant indvendig kontrast.

I Am Disco er generelt en ret krævende plade, og som nævnt ligger en stor del af dens styrke i det intellektuelle baggrundsstof og i bandets kompetente jonglering med musikalske genrer. Dette gør det også i høj grad til en tænke-plade i langt højere grad en end oplevelsesplade, og den formår aldrig rigtig at trænge forbi hjernen. Rhythm King and Her Friends kan minde om med-berlinerne Chicks on Speed, men mangler en del af den energi og attitude, der skal få I Am Disco ud over kanten og gøre deres budskaber rigtig levende. Men jeg formoder, at Rhythm King and Her Friends skal opleves live for at få det hele med.

★★★☆☆☆

Lyt til “Frankie”:
[audio:http://www.kitty-yo.com/podcast/rhythm-king-and-her-friends_frankie.mp3]

Deltag i debat