Plader

The Soundtrack of Our Lives: Origin Vol. 1

Skrevet af Stine Mogensen

Svenske The Soundtrack of Our Lives har udgivet en utrolig sympatisk rockplade, som er gået forholdsvis stille forbi Danmark. Og det er synd, for hvis man trænger til et skud velspillet og energisk rock, så er Origin Vol. 1 absolut et lyt værd.

Af og til bliver der lavet en rockplade som er så velkomponeret, velspillet, iørefaldende og dejligt ligefrem, at det er ualmindeligt svært at have noget alvorligt imod den – også selvom man prøver, og en vranten stemme i éns indre anmelderøre kommer med små pip om “nyskabelse” og “dybde”. En sådan plade er The Soundtrack of Our Lives’ tredje udgivelse, Origin vol. 1, som er opfølgeren på bandets store gennembrud fra 2001, Behind the Music.

Titlen Origin vol. 1 skulle efter sigende referere til, at bandet på denne plade har kigget ret kraftigt tilbage til inspirationskilderne i en søgen efter et ægte no-nonsense rockudtryk. Og så kunne man jo godt foranlediges til at tro, at et band, der i høj fart har været eksponenter for den 60/70’er-inspirerede retrorock, måske ville gå helt i selvsving, og at det færdige resultat ville blive en fæl pastiche på gamle klassikere. Men sådan forholder det sig heldigvis ikke. The Soundtrack of Our Lives formår nemlig langt hen ad vejen at holde balancen i deres vandring rundt i inspirationskælderen, og resultatet er en voluminøs, til tider næsten stadion-agtig lyd, som er deres egen.

En af bandets store forcer er deres kaftan-klædte forsanger Ebbot Lundberg, som er begavet med en vokal, der er helt utrolig rock’n’roll, udtryksfuld, mange-facetteret og ru som sandpapir.

Blandt de bedste numre på Origin vol. 1 er førsteskæringen, den både drævende og symfoniske “Believe I’ve Found”, som indledes med en listig guitarintro og derefter tager til i intensitet og præsenterer lytteren for et omkvæd med store skrål-med-kvaliteter. Det perfekte åbningsnummer.

Nummeret følges af den The Who-inspirerede “Transcendental Suicide”, der ligesom “Believe I’ve Found” lægger stille ud for derefter at hamre pedalen i bund, og man overhører næsten, at nummeret egentlig ender i total tomgang. Derefter skrues der yderligere op for hastigheden i det næsten fremragende tredje nummer, “Bigtime”, hvor bandet formår at få dynamik, tempo og intensitet til at gå op i en højere enhed. Også det fjerde nummer, “Heading for a Breakdown”, får én til at nynne med og frembringer helt automatisk en stille, kontinuerlig flexbevægelse i benene.

Og sådan er de iørefaldende numre rundhåndet strøet ud over Origin vol. 1.

Desværre taber The Soundtrack of Our Lives pusten af og til, hvilket sker oftere og oftere på pladens anden halvdel. Det kommer hurtigt til at stå klart, at bandet absolut ikke er stærkt i de mere stille numre, hvilket pladens næstsidste nummer, den flæbende “Song for the Others”, er et tegn på.

Og så kan The Soundtrack of Our Lives alligevel heller ikke altid helt holde nallerne i passende afstand fra hylden med gamle idoler. Det er der kommet den små-uheldige “Midnight Children” ud af, som er en haltende parafrase over Serge Gainsbourgs lumre “Je t’aime” fra 1969. De har endda fået Jane Birkin fra føromtalte nummer til hviske med. Men i det mindste bliver “Midnight Children” dermed en sang, man lægger mærke til, i modsætning til numre som “Long Summer Dream” og “Wheels of Boredom”, der som lunkent vand flyder ind i øregangen uden rigtigt at efterlade noget indtryk.

Så nej, kvaliteten på Origin Vol. 1 er ikke helt konsistent. Og er man for alvor til retrorock, bør man måske overveje at købe eller genhøre Kings of Leons Youth and Young Manhood i stedet.

Når Origin vol. 1 trods smutterne alligevel efterlader et så positivt indtryk, skyldes det, at når det kører for The Soundtrack of Our Lives, ja så kører det virkelig for dem. De spiller med en energi og en dygtighed, der kun kan gøre én rigtig glad i låget.
Forhåbentlig får de bugt med skønhedsfejlene på Origin vol. 2. Jeg glæder mig i hvert fald til at høre resultatet.

★★★½☆☆

Deltag i debat