Plader

Tenderloud: Shadow Red Hand

Den moderne, rockede country er brændpunktet på Tenderlouds debutalbum Shadow Red Hand. Desværre fungerer pladen som en større applaus end som et individuelt kunstværk.

Tenderloud. Tender-loud. Tender og Loud. Inderlig-kraftigt. Inderligt og kraftigt? Kraftfuld inderlighed, måske. Ja, kombinationer er der nok af. Spørgsmålet er, hvilken af mulige ovenstående sammenføjelser drengene fra den danske, pladedebuterende americana-fokuserede kvintet Tenderloud selv ville vælge, hvis de blev sat i den svedige, røde stol. Svaret må hvile i hjernebarken indtil videre, og i stedet vil jeg tage mig den frihed selv at samle alle mine sammensatte ord i en stor, imaginær lærredssæk, ryste den godt for derefter at vende den på hovedet og lifligt sprede mine stavelser ud over mit blåstribede gulvtæppe.

For det er sådan, jeg har det med Tenderloud. Inderlige er de, og ganske kantede, dynamiske og sparke-røv-agtige er de også – det må jeg give dem. De har sans for at sammensætte melankolske, men samtidig næsten humoristisk opløftende harmonier og eftertænksomme tekstuniverser, der umiddelbart lokker og tilfredsstiller mit indre øre. De vover at kaste sig ud i brugen af uordinære instrumenter som banjo, violin, dobro-guitar og harmonika, og det lykkes såmænd rigtig godt for dem det største stykke af grusstien. Behageligt er det, og at de, ved første lyt, kan hallucinere mig væk til en dyster, støvet saloon i det tørre Vesten – iført en vindslidt cowboyhat, vel at mærke – er helt klart positivt.

Men på trods af deres iørefaldende melodier og næsten pompøse omkvæd begynder jeg hurtigt at kede mig på en småforvirret og fremmed måde med min bajer ved min fedtede bardisk i min western-saloon. For hvor har jeg dem? Hvad står de for? Hvad er deres niche? Og hvorfor dukker alle disse spørgsmål op i mit hoved?

Fordi Shadow Red Hand forekommer mig at blive et større deja-vu, jo flere gange jeg smider den i afspilleren og trykker play. Jeg har ligesom været der før, og med hvem og hvornår er jeg på ganske anti-deja-vu-manér helt klar over. Det var ikke længe siden, og det var med 16 Horsepower. Faktisk var det til en vis grad også med Nick Cave and The Bad Seeds (hvad angår de mere rockede passager), det var også med Calexico, og det var bestemt også med Giant Sand.

Kender man i øvrigt en smule til Williard Grant Conspiracy, behøver man hverken nærlæse coveret eller vælge at ringe til en ven for helt korrekt at gætte sig til, at Simon Alpin har haft en finger med i spillet, hvad angår producering og mixing. Det skinner nogle gange lidt for tydeligt igennem i numrene. Dog er det et større irritationsmoment, at forsanger Uffe Bang forvrænger sin stemme på næsten samme både som David Eugene Edwards fra 16 Horsepower. Det er for åbenlyst.

En skæring, der dog er værd at fremhæve på Shadow Red Hand er “Pass Me by”, der med sine referencer til den barmhjertige samaritaner henleder til den evige tvivl og diskussion om kristendommens moraliserende budskaber. Nummeret begynder stille. Det indledes med singulære trommer, og kort tid efter gør den fingerspillede, super-rytmiske mol-banjo selvfølgelig sit indtog. Stemningen er gennem hele nummeret dyster, dragende, og lægger naturligt op til teksten. Broen til omkvædet er hele nummerets tibagevendende drejningspunkt; pludselig ændres tempoet, beatet bliver hårdtslående og mere rocket, der skiftes til dur, men den mørke stemning ændrer sig dog ikke, hvilket tilfører nummeret en bestemt dualitet, som er bemærkelsesværdig.

“Liquor Eyes” er det nummer, der primært skiller sig mest ud fra de øvrige. På en tåget cirkus-lignende måde indledes det med et klaverspil og en rytme, der hurtigt får mine tanker hen på navne som El Musico eller Kaizers Orchestra. Klaveret er i øvrigt det bærende instrument gennem dette nummer, der handler om en mand, der tydeligvis gennemgår en eller anden form for eksistentiel krise – et emne der ikke er helt grønt inden for country-genren. Det lyriske er altså ikke specielt originalt. Det er det instrumentale heller ikke, men til gengæld er det sært catchy og formår på gøglerisk og svævende vis at snige sig ind på mig.

Problemet med Shadow Red Hand er, at numrene (med gradvis undtagelse af de to nævnte) minder meget om hinanden og savner mere ekstraordinært bid end behagelig vedkommenhed.

Konklusionen må være, at Shadow Red Hand er en god plade for dem, der ikke før har haft fingrene i country, folk og americana. For os andre er det stort set en gentagelse, et skjult plagiat af 16 Horsepower, og det lykkes ikke helt for medlemmerne i Tenderloud at skabe deres eget element.

Det er ikke nyskabende, og på trods af de iørefaldende melodier og slagkraftige arrangementer imponerer Shadow Red Hand ikke. Albummet rummer ikke megen variation, og numrene synes bygget op af den samme skabelon. Brugen af den brede vifte af stemningsskabende elementer forekommer nemlig ikke som en overraskelse, nærmere som en plage, fordi det er brugt før.

At lade sig inspirere er i orden, og gruppen lægger heller ikke skjul på deres idoler – men det er en skam, at det skal nå det punkt, hvor det fjerner fokus fra musikkens individualitet. Flere afstikkere, mere mod på det alternative og mindre mod på inspiration af forgængere havde gerne været i højsædet.

★★★☆☆☆

Deltag i debat