Plader

Brian Wilson: Smile

Der er igennem årene blevet sagt og skrevet meget om Brian Wilsons gamle, ufuldendte og diabolsk smilende mareridt. Wilson har nu konfronteret de gamle dæmoner og forvandlet mareridtet til den smukkeste drøm.

For alle os, der elsker Beach Boys i almindelighed og Brian Wilsons kompositioner og arrangementer i særdeleshed, falder Smile på et tørt sted. Selv om Wilson har været i nogenlunde psykisk balance siden midten af 90’erne, har hans soloudgivelser ikke helt levet op til fordums bedrifter. Den mest vellykkede var måske Imagination fra 1998, men selv dén var for fersk i lyden, for blodfattig i sit udtryk og havde for få mindeværdige melodier.

Wilsons karriere hørte mere og mere hjemme i museumsverdenen. Men sørme: Som David Leafs fremragende dokumentarfilm Beautiful Dreamer: The Story of Smile afslørede, blev et mentalt stenskred sat i gang hos Wilson, da han lidt uovervejet accepterede at spille “Heroes and Villains” til en koncert. Det ene ord tog det andet, det første usikre skridt blev afløst af det næste, og pludselig sad den gamle Beach Boy foran en udsolgt Royal Festival Hall i London d. 20. februar i år og var klar til en liveopførelse af det i 1967 strandede Smile-projekt. Succesen var overvældende og leverede det sidste skub, Wilson manglede for at gå i studiet og fuldføre arbejdet. Resultatet foreligger nu og er årets bedste julegave.

Smile er først og fremmest tænkt som en rejse fra det østligste punkt i USA (Plymouth Rock), over midtvestens landbrugsland og bomuldsmarker til det vestligste (Hawaii). Musikken beskriver samtidig de fire elementer, og projektet som sådan handler tillige om livskvalitet og evne og vilje til at smile og se det store i det små – og, banalt sagt, at efter regn kommer solskin. Selv om Van Dyke Parks tekster rummer mange lag og tankevækkende billeder, er de sine steder meget abstrakte og kan næsten opfattes som sangteksternes svar på et Asger Jorn-maleri: Lige så snart man synes, at man er ved at have en mening eller en form for overblik, glider det hele ud af fingrene på én. Til gengæld emmer de af underspillet humor, sjove ordspil og sofistikerede bogstavrim – eller lyt f.eks. til “Workshop”, og oplev et endog meget finurligt samspil mellem tekst og musik.

Både nu og dengang optog Wilson musikken i moduler, han så kunne flytte rundt på og forbinde efter sin indre plan. En kompositionsmetode der gjorde værket uoverskueligt og mere og mere kringlet i sin tid. Men med computeren som redskab og musikeren Darian Sahanaja som fødselshjælper lykkedes det Wilson at få overblik over de enkelte dele og få sat dem ind i den store plan. Resultatet er et gennemkomponeret stykke popmusik, hvor de enkelte numre citerer hinanden på kryds og tværs. Heroes and Villains citeres i “Roll Plymouth Rock”, dele af “Good Vibrations” vokser nærmest ud af “Song for Children”, og det underskønne kor, der indleder værket, citeres for en kort bemærkning inden “Good Vibrations” – for bare at nævne de mest oplagte eksempler. Alle melodier (hvoraf nogle er nykomponerede; han nåede simpelthen ikke dem alle i 1966/67) lyder umiskendelig som Brian Wilsons, men hvor andre og mere kendte Beach Boys-hits har deres tydelige udgangspunkt i tidlig rock’n’roll og doo-wop, trækker sangene på Smile på en bredere del af den amerikanske sangskat fra Music Hall og marchmusik til Cole Porter og George Gershwin.

For os, der har vænnet os til Smile-surrogaten Smiley Smile, der blev udsendt i 1967 på ruinerne af de skelsættende optagelser, og som rummer fem numre fra det oprindelige projekt, er der mange overraskelser. “Vega-Tables” er på Smiley Smile et yderst enkelt nummer med en bas, pust i et par flasker og enkelte reallyde som næsten eneste akkompagnement til Beach Boys’ tætte harmonier, mens vi på Smile præsenteres for et medrivende og lettere boogiewoogie-farvet klaver, højlydt gnasken i forskellige grøntsager og et percussion-arsenal, der er Radioteatret værdigt. I ’67 formåede Beach Boys i “Wind Chimes”, alene ved hjælp af deres vokaler, at imitere stemningen og klangen af vindklokker, og den lettere melankolske sang havde dengang et umiskendeligt “stoned” udtryk over sig. I 2004 blæser der ganske andre vinde. Tempoet er friskt, teksten bliver serveret kort og præcist, og nummeret ender som en sejt swingende rocker med knald på trommerne, luft i basunerne og sus i korstemmerne.

Musikken glider direkte over i “Mrs. O’Leary’s Cow”, der viser sig at være popmusikkens svar på “Dies Irae”-koret fra Verdis Requiem; helvedet bryder løs på jord, og dommedag er nær. Man forstår, hvorfor nummeret har undertitlen “Fire”. Og man forstår, hvorfor Brian Wilson, hvis sange jo trods alt for det meste er solbeskinnede, i 1967 var direkte rædselsslagen over dette nummer. Efter to et halvt minut i skærsilden synger Wilson: »Is it hot as hell in here, or is it me? It really is a mystery. If I die before I wake, I pray the Lord my soul to take my misery.« Musikken bliver drømmende og svævende, og man ånder lettet op: Pyha, var det bare en ond drøm?

Ja, vi faldt åbenbart i søvn, mens vi kiggede på vindklokkerne og vågner nu “In Blue Hawaii”. Denne dejlige, sorgløse melodi er sidste stop, inden det totale festfyrværkeri bryder løs i form af “Good Vibrations”, der vist ikke behøver nogen nærmere præsentation. Men lad det bare blive slået fast, at dette nummer aldrig har været mere på sin plads. Og aldrig har lydt så friskt!

Det er med andre ord nemt at forestille sig, hvilket postyr Smile havde udløst, hvis det var blevet udgivet for 37 år siden. Beatles’ Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band var ikke blevet kaldt et konceptalbum, hvis Smile var færdiggjort til tiden. Ser vi bort fra, at Lennon/McCartney og co. eksperimenterede mere med nye klange og andre kulturers musik, er Wilsons musik i sin opbygning og ambition lige nøjagtig det skridt videre end Beatles’ bedste plader.

Men hallo! Konkurrence med Beatles? I 2004? Har denne musik overhovedet sin berettigelse i dag, eller er chancen forpasset? Svar: ja til det første, nej til det andet. Smile er, hvad enten vi befinder os i 1967 eller i 2004, en storslået tænkt og fremragende udført vision. Det hører stadigvæk til sjældenhederne, at en popkomponist har kunstneriske ambitioner, ikke taler ned til sit publikum og tør tænke ud over de økonomiske kalkuler. Og så er det altså også sjældent, at du sidder med en cd foran dig, hvor hver evig eneste sang og hver evig eneste tekst- og melodilinje er så gennemarbejdet, at det umiddelbart iørefaldende og det komplekse smukt går hånd i hånd. Som bonus får man hele historien om den unge martrede komponist, der måtte gå så grueligt meget igennem. En bonus, der vel kan sammenlignes med, når Matmos eller Matthew Herbert, fra en helt anden side af musikken, oplyser os om deres samplingskilder. Jo, det farver éns oplevelse af musikken, når man ved, at den er bygget op af reallyde fra et operationsbord eller af iturevne sider fra en Noam Chomsky-bog. Og jo, bevidstheden om Smiles tilblivelse farver musikken. Og gør den bedre.

Men når alle ord er sagt, alle fremtidige musikspecialer er skrevet, og Smile er gennemanalyseret, så står én ting tilbage: Dette er ganske enkelt fremragende musik. Slut.

★★★★★★

Deltag i debat