Plader

The Autumns: s.t.

Skrevet af Lars Simonsen

The Autumns byder på en rundtur i et velkendt dreampop/shoegazer-univers. De stemningsmættede, rolige passager fylder en del, men ind imellem falder forsøgene på at skabe en svævende og smuk sfære, til jorden. Alligevel bliver man revet med af sangenes evne til at skifte personlighed undervejs.

“The End” er den finurlige titel på pladens første skæring, som stille og roligt inviterer dig indenfor i bandets univers, hvor drømmende pop og shoegazer er grundelementerne. Forsanger Matt Kelly synger tyst i selskab med en enkel og lige så tyst guitar indtil sangens tredje minut, hvor shoegazer-støj og højere volumen på vokalen transformerer sangens personlighed.

Dermed er The Autumns’ omdrejningspunkter blevet effektivt præsenteret, og nummeret glider umærkeligt over i “Hush Plain Girls”, hvor tempoet igen skrues i bund. Kelly synger længselsfuldt og drømmende og tager tråden op fra første nummer med ordene: »It’s not the end«, og igen bliver udtrykket gradvist mere støjende. Tekstmæssigt går det relativt hurtigt over i ren og skær »la-la-la-la«, og således kan man sige, at det er fængende på en endog meget enkel måde.

At Jeff Buckley er en vigtig inspirationskilde for The Autumns, kan man på ingen måde fortænke dem i, men sine steder er det, som om Matt Kelly gør alt, hvad han kan for at lyde præcis ligesom Buckley. Heldigvis er disse indslag begrænset til enkelte numre, og bandet byder på mere end som så.

Variationen mellem det tyste, følsomme og romantiske samt det mere støjende varieres ganske vellykket undervejs. F.eks. i “Wish Stars”, hvor man kommer hele registret igennem. Der indledes bl.a. med korsang, og undervejs bygges der konstant op mod det støjende klimaks. Og her bliver der virkelig støjet igennem på skønneste vis, inden “The Moon Softly Weeps a Lullaby” tager over med bl.a. piano, cello og følsom violin. Kontastvirkningen fungerer rigtig godt, og det instrumentale nummer er både smukt og stemningsmættet.

I forsøget på at opnå en stemningsfuld atmosfære smører The Autumns dog lige lovlig tykt på i den ligeledes instrumentale “Flies in the Eyes of the Queen”. Klokkespil og violiner danner rammen om en godnathymne, der er mere kvalmefremkaldende end smuk.

Anderledes vellykket er den episke “Wonderfully Wonderful”, der med sine lange instrumentale passager tager lytteren på en rejse gennem utallige og meget forskelligartede lydlandskaber og byder tilmed på uventede oplevelser undervejs. For eksempel fader nummeret på et tidspunkt totalt ud, og der bliver helt stille, mens displayet viser 3:40. Efter en pause på 10 sekunder sætter instrumenterne ind med fornyet styrke, og den medrivende soniske rejse fortsætter. Afslutningsvis i det over 7 minutter og 30 sekunder lange nummer høres en kitschet og hypnotisk stemme, som understreger den svævende og drømmende tilgang: »I feel happier and more wonderful / Healthier / Full of vitalogy and good positive, progressive thinking / Taking one, two or three deep breaths / Open the eyes and you are going to feel wonderfully wonderful / Just exactly as you feel right now.«

The Autumns fornyer ikke ligefrem genren med dette album, men mindre kan jo også gøre det. Pladen bliver en anelse mere interessant, for hver gang den høres igennem og fremstår alt i alt som et rimelig solidt værk inden for sit felt.

Det er dog ikke samtlige sange, der fungerer optimalt, men der bydes på en del smukke og drømmende momenter undervejs samt en god portion vidunderlig shoegazer-støj. Desuden leges der ivrigt med genrens virkemidler, så mulighederne for at udvide den trofaste og relativt store fanskare i hjemlandet til også at omfatte det europæiske kontinent er med denne europæiske debut absolut til stede.

★★★½☆☆

Deltag i debat