Plader

The Beans: Bassplayer

Skrevet af Jakob Lisbjerg

The Beans har med sit femte album leveret endnu en brik til det billede af postrocken, som tegnes i Canada i disse år. Men hvor andre bands benytter støj og storladne kompositioner, benytter The Beans en mere tyst, udflydende og knap så fast formel for deres musik.

Man ved det straks, når cd’en er lagt i afspilleren, og skuffen har lukket sig. Displayet viser fire numre og en spilletid på næsten tre kvarter. Jo, The Beans spiller langstrakt postrock. Og det har de gjort, længe før et Antipop Consortium-medlem gik solo og kaldte sig Beans.

Canada har de seneste år vist sig som det land, der i høj grad leverer de bands, som holder den snart veletablerede postrock-genre i live og i stadig udvikling. Ikke mindst selskabet Constellation har med kunstnere som Godspeed You! Black Emperor og Do Make Say Think domineret og defineret lyden af den canadiske postrock de seneste år. Men der sker også noget uden for Montréal. Det beviser The Beans fra Vancouver.

Bassplayer er The Beans’ femte album, denne gang udgivet på det lille selskab intr_version, som lever en lidt hengemt tilværelse til trods for blandt andet to fremragende udgivelser med det elektroniske postrock-ensemble Désormais. Bassplayer er også en udgivelse, som Mitchell Akiyama, manden bag intr_version, kan være stolt af. Og en af grundene er, at The Beans ikke arbejder med postrocken som mødet mellem enorme kompositioner, stille mellemstykker og sprudlende og støjende crescendoer.

De fire numre på albummet er forholdsvis ens i opbygning. De består af et grundforløb, som ombrydes og opbrydes igen og igen. Samtidig blandes grundforløbet, som ofte er en langsom og hypnotisk ambient postrock (spillet med rockinstrumenter), med små mellemstykker, som er med til at variere udtrykket.
Åbningsnummeret “May 6th Expires” er et godt eksempel på dette. Det åbner med blæsere, og en slagtøjsrytme fader langsomt ind på en bund af synthflader. En enkelt blæser vender tilbage, og over de næste fem minutter spiller blæseren og to guitarer med og mod hinanden som venner og fjender.

I mellemstykket begår The Beans den lille fodfejl at benytte sig af utydelige samplinger af menneskestemmer – én af postrockens store klichéer. Men hvis man abstraherer fra denne, er musikken på vej ned i en forrygende, svagt støjende guitarspiral, som gentager sig selv igen og igen. Stemmerne stopper, og som i starten af nummeret tager blæseren over, og igen kommer slagtøjet og guitarerne langsomt tilbage. Og som det er med mange tilbagevendelser, bliver man glad for, at man kan genkende temaet. Det er banalt, men selvom det ikke er The Beans, som har opfundet genkendelsens glæde som musikalsk greb, fungerer det rigtig godt for dem.

Bassplayer er optaget over næsten tre år, men albummet har en fantastisk livelyd over sig. Og man fornemmer eksistensen af et lydstudie flere steder på albummet, som på dét punkt glimrer ved sin måde at vise lytteren, at musikken ikke bare af sig selv strømmer ud af højttaleren, men at der står (eller har stået) en række musikere og fremført musikken i deres ansigts sved. At det så er sket over tre år og sikkert er dubbet og omrokeret i Pro Tools – det er en anden sag.

“Galuda” åbner med en kort synthflade, som brutalt rives itu af en kort guitarlyd. Derefter høres et par sekunders diskussion mellem bandmedlemmerne, tilsyneladende fordi en af dem fik startet på nummeret for hurtigt, inden de andre var klar.
Afslutningsnummeret “My Love Is a Rhinestone / Infused Dodecahedron” åbner også med småsnakken fra studiet. En mobiltelefon, måske et vækkeur, bipper et par gange, inden et dovent fingerspil på guitar langsomt begynder. Derefter kan man stadig høre de bippende lyde i baggrunden, og man fornemmer tydeligt, at selvom lyden af musik er der i højttaleren, så er der også en virkelighed i et studie bag. Meget effektfuldt.

The Beans arbejder med mange lag i musikken – de bygger op og oven på hinanden – men det ender sjældent i et støjinferno. Betyder det, at det er uforløsende? Ja, hvis man er en støjhungrende lytter, som kun kan få forløsning ved hårde riv i øregangen. Men den formel, som The Beans benytter med at spille nummerets melodiske tema, lade det bryde af et mellemstykke og så genopstå i en form, der ligner den oprindelige, fungerer som en form for forløsning.

Netop det faktum, at The Beans fravælger stilhed-støj-formlen og de storladne numre, betyder, at Bassplayer efterlader et meget stærkt aftryk. Når det så er sagt, kan Bassplayer også virke ensformig, fordi numrene har ens opbygning og langt hen ad vejen også samme instrumentering. Men selv om de så kun adskiller sig fra hinanden i små melodistumper og brugen af dur og mol, er Bassplayer et solidt album på grund af den grundlæggende styrke i at være tilbageholdende med støjende forløsning.

★★★★☆☆

Deltag i debat