Plader

Boxstep: Back Roads

Skrevet af Peter Hansen

Back Roads er en udgivelse, der, trods adskillige gode momenter, ender med at blive en middelgod plade. Boxstep tackler flere genrer, end de kan styre, og det endelige resultat bliver mere rodet, end det burde være. Det er synd, for til tider er pladen smuk og medrivende.

Back Roads er en rodebutik. Det er en meget pæn rodebutik, hvor man kan finde flere smukke og specielle ting, men det er stadigvæk en rodebutik. Det er også en af den slags rodebutikker, der hverken ser antik eller moderne ud, fordi den ikke gør alt for at være antik og ikke kan finde ud af at være moderne. Det er en butik, der umiddelbart virker anderledes og spændende, men efter et stykke tid bliver den et sted, du kun går hen, når du har været rundt i dine normale yndlingsbutikker. Når du kommer der fra tid til anden, bliver du dog mindet om, at den trods alt har sin charme.

For eksempel er det første, som møder dig, det brusende folk-country-nummer We Move in Circles, der komplet med tunge strygere og elektriske guitarer er et perfekt eksempel på, hvordan grænsen mellem det yndige og det rå skal betrædes.
Det er det næste nummer til gengæld langt fra. 21st Century Psalms er nærmest garagerock, og selv om det ikke er decideret dårlig garagerock, forvirrer det en hel del mere, end det gavner.

The End of the Road Is Cecil, PA er pladens tredje skæring og tredje genre. Hvis man er grov, lyder nummeret som en indie-udgave af Dido, men hvis man er flink, er der nærmere tale om en Neko Case-klon. Sandheden ligger nok et sted midt imellem, og problemet er først og fremmest, at man ikke får flere eksempler at vurdere ud fra.
Boxstep besøger nemlig ikke igen denne stemningsfulde sangerinde-crooner-stil på pladen igen. Videre til noget andet. Red Leaf og Lullaby 2 er eksempelvis ganske smukke ballader, mens Foreign Cinema nærmest er en dyster udgave af The B-52’s.

Pladens nok bedste nummer er We Only Keep What We Can Carry, hvor Boxstep besøger samme musikalske territorium som i åbningsnummeret, men blot med en endnu mere episk nerve over sig. Det er fremragende. Det hele slutter derefter med When I Walk with You, der er et decideret bluegrass-nummer, og så sidder man en anelse forvirret tilbage.

Boxstep tackler nemlig lige lidt flere genrer, end de kan, og det er synd, for en gang imellem rammer de virkelig rigtigt. Når man tæller sammen, er der rent faktisk flere numre, som lykkes end omvendt, men alligevel er de dårligere numre så forstyrrende, at det i den grad går ud over helhedsindtrykket. Der kommer aldrig rigtig en rytme på pladen, og derfor nyder man ikke fuldt ud de gode øjeblikke.

Det virker ikke, som om det er et spørgsmål om, at bandet ikke kan finde ud af, hvad de vil. Det hænger snarere sammen med, at udvælgelsen af den musik, de vil spille, har foregået nogenlunde ligesom en børneflok agerer i en legetøjsforretning: “Hvad med dét der?” “Og dét der skal vi også.” “Så vil jeg også have dét der.”

Trods denne sammenligning, er det ærgerligt, at der i flere af numrene mangler en legesyg tilgang til musikken – noget der ellers kunne have retfærdiggjort, at der bliver skudt med spredehagl.
Back Roads er en plade, der momentvis byder på øjeblikke af talentfuld og rørende sangskrivning, men det er også en plade, der står som et monument over spildt talent. Det er en interessant plade med rigtigt gode numre på, men det er ikke en rigtig god plade. Det er ærgerligt, for med få ændringer kunne det rent faktisk have været netop det.

Problemet er, at Back Roads ikke helt er lyden af et band, men mere lyden af et mixtape, som en af dine venner har lavet. Og der er vel og mærke tale om den ven, der har en smag, som du for det meste tager hatten af for, men en gang imellem ryster på hovedet af.

Ryd lidt op i jeres rodebutik, Boxstep, og der vil måske afsløre sig et endnu mere smukt og interessant sted, som folk vil vende tilbage til igen og igen.

★★★½☆☆

Deltag i debat