Plader

Bright Eyes: Digital Ash in a Digital Urn

Man må virkelig have musikalsk overskud, når man ikke bare udsender to plader samtidigt, men også to rigtig gode plader. Conor Oberst begiver sig ud i mørk popmusik med en overflod af keyboards, guitar og flerrytmiske trommer. Og resultatet? Fremragende!

Bright Eyes er som en spiral-bevægelse ned i et sortsyn, der for mange kan være en hård klump at synke. »Put the cassette in the tape deck and let that fever play,« sang Conor Oberst i et ældre nummer. Det kan meget vel være fem år siden, og selv om der er sket meget i hans sangskrivning siden da, er denne humørfeber stadig til stede.
Vi sætter en Bright Eyes-plade på og føler os dernæst gennemskyllet af disse mørke og urovækkende følelser, som vi ellers havde afgrænset bag dæmninger og holdt os over med viadukter. Men når musikken spiller, overstrømmer de alt. Det er følelser, der lader sig genkende i højere grad for hver gennemlytning. Og vi kan jo ikke helt lade være…

Digital Ash in a Digital Urn peger med sin titel mod en forandring i udtryk. Og selv om den indikerer noget afsluttet, begynder vi med en slags skabelsesberetning, der ikke umiddelbart fortæller os, hvad vi kan forvente herefter.
I det mærkværdige åbningsnummer “Time Code” indkoder Oberst en hvælvning, som de fremtrædende musikalske fortællinger vil blive lagt ind under. Dette er et forløb, og tiden tæller. Han tysser på os for dernæst at lade et simpelt og tungt slæbende beat banke igang, hvilket snart følges på vej af synthlinjer og forvrængede skrig, der bringes til deres endeligt ved et vækkeurs ringen. Opstandelsen er sket. Vågn op!

Det, der i den følgende times tid udfolder sig, er Conor Obersts visioner pakket ind i et univers fjernt fra den folkede grobund, som Lifted har lagt, og som broderudgivelsen I’m Wide Awake, It’s Morning vokser op af. Angsten i individet er gjort mere subtil og sofistikeret, og indrømmelser om fejltrin på livets vej er som en nødvendighed mod forløsningen. Og det hvirvler omkring ørerne på os med flertydige symbolikker og referencer. Udgangspunktet er nærmest mytisk og på flere måder metafysisk.

Men hvordan lyder alt dette? Trommespor og -loops i flere lag(akustiske som programmerede), metallisk klingende percussion, masser af ringende, summende og sydende synthlinjer samt glasklare guitarer sammenstykker vidunderlige numre, der dufter af pop, og som er så meget andet samtidig. Dette er vellyd, som kræver flere gennemlytninger, og når vi endelig kan lægge os ind i sangene, går det op for os, hvor trist vellyden egentlig er – men på en sært dragende måde.

“Gold Mine Gutted” er som en dvælende skriftestol for Conor Oberst. Som overbo til polyrytmiske trommer og sukkende keyboards udgyder han åbenhjertige indrømmelser om at drukne i eget alkoholmisbrug. Der tegnes konstant kridtstreger omkring sovende kroppe som en trussel ovenfra, der bebuder et evigt mørke – men endnu formår håbets lys at skinne.

Der er noget forstyrrende og smukt på spil i den drømmeriske “Down in a Rabbit Hole”, som nærmest tværer vor egen dødelighed ud i ansigtet på os. Det er som at balancere på en tynd line uden sikkerhedsnet under sig og alligevel føle ro i kroppen. »You’re farther gone than you might expect,« lyder den varslende erklæring, hvorefter Nick Zinners (Yeah Yeah Yeahs) klagende guitar tager over. Som ud af ingenting dukker Maria Taylors (Azure Ray) spøgelsesvokal op og følger sangen ud af en usynlig dør. Stilheden tager atter over, og den har sjældent larmet mere.

Og ud ad denne nye sti fortsætter pladen med søgende melodier og tekster, som med udstrakte arme håber at kunne omfavne en mening og forståelse med sig selv.
På flere punkter rykkes de op på et metaniveau, hvor de synes at kommentere sig selv.
I det smukke lukkenummer “Easy/Lucky/Free” leder Oberst stadig efter noget meningsfuldt: »But it’s all I’m doing now / Listening for patterns in the sound / Of an endless static sea / But once the satellite’s deceased / It blows like arbors through the streets / Of the night sky to infinity.« Og det er med ufravigelig resignation, at han slår ud med armene: »But I can’t help it now / Looking for faces in the clouds / I got some friends I barely see / But we’re all planning to meet / We’ll lay in bags as dead as leaves / All together for eternity.«

Og således lukker pladen sig omkring sig selv – hvad der begynder må også have sin ende. Og sikken trist ende det er! Den synes ikke at gå naturligt i sig selv. I de døende sekunder lyder en susen som vind med tiltagende styrke gennem en enorm tunnel, og hvad der før havde struktur, falder nu fra hinanden og bliver til digital aske i en digital urne. Genopstandelsen er dog ikke længere borte end et tryk på ’play’.

Digital Ash in a Digital Urn er med til at vise det store talent, som Conor Oberst vitterlig besidder. På denne plade eksperimenterer han ved at rykke bort fra eget ståsted og prøve kræfter med et nyt musikalsk udtryk. Og sørme ikke om det lykkes – i allerhøjeste grad endda!

★★★★★☆

Deltag i debat