Plader

The Charms: So Pretty EP

Skrevet af Nikolaj Rasmussen

The Charms leverer en grå og uinspirerende omgang retro-rock’n’roll, hvor deres intention om at være “louder, sweatier, and sexier than ever” falder til jorden.

Et par pigeben i netstrømper, et par sorte Converse-sko og et par lyserøde trusser hængende nede mellem anklerne – så har du et cover. Tja, leflen for unge indie-drenge er der rigeligt af på The Charms’ So Pretty, og man skal sørme langt ind i den kommercielle og radiopolerede pop eller dybt ned i en billig pornofilm for at finde lige så mange ligegyldige klichéer. Øv.

I første nummer, “Believe”, byder The Charms på en omgang poppet retro-rock’n’roll med hurtige guitarer, trommer og farfisa-orgel; desværre for dem er bare ikke lige så meget fart og energi over feltet, som man kan finde hos nogle af de mange andre retro-bands, vi i de sidste par år har været ved at drukne i. Faktisk er det en ret kedelig udgave af slagsen, The Charms leverer, og melodien går efter det første minut simpelthen i tomgang. Derudover er produktionen grå og kedelig, hvilket dræber alt, hvad der kunne minde om nerve.

Rent musikalsk bliver det lidt bedre i andet nummer, hvor det lykkes at skabe et fornuftigt drive. Desværre træder et nyt problem tydeligt frem her – teksterne. The Charms har fået den ide, at de skal være sexede og lidenskabelige (hvilket de understreger igen og igen i deres pressemeddelelse), og dette prøver forsangerinden Ellie Vee bl.a. at opnå gennem teksterne: »I kiss the girls / I wish that I could show you.« Dette er der altså ikke meget lidenskab eller begær over.

Bedre bliver det ikke i den sukkersøde og forfærdeligt klistrede “Candy”, hvor Ellie Vee giver den alt, hvad hun har af lillepige-attituder. Den indeholder et omkvæd så dårligt skrevet, at man skal lede grundigt efter for at finde noget lignende: »Just like candy, you know is addictive / What you give me, you know is addictive.« Det ender igen i en kliché, og der er stadig ikke mange ægte følelser at finde.

Det går bedre for The Charms i de sidste tre numre. Og hvis det ikke var for den kedelige produktion, kunne de enkelte gange sågar kaldes medrivende. Derudover gør guitaristen ivrigt brug af 80’er-guitarsoloer, hvilket går fint i tråd med retrorocken. Selv om jeg ikke vil være fortaler for stadionrockens genopstandelse, er dette dog med til at give ep’en en smule kant og identitet. Decideret godt når det desværre aldrig at blive…

…overhovedet.

★½☆☆☆☆

Deltag i debat