Plader

Cousteau: Sirena

Skrevet af Martin Petersen

Kodeordene er ‘dunkel belysning’, ‘rødvin’ og ‘afdæmpet melankoli’, hvis du vil have fuldt udbytte af engelske Cousteaus andet album, der dulmer kærlighedens smerte.

For et par år siden blev jeg ved at støde på navnet Cousteau, men desværre var der aldrig nogen beskrivelse af deres musik. Hver gang jeg læste en omtale af dem, var teksten skrevet, som om man bare vidste, hvem Cousteau var. Der var dog enkelte referencer til Tindersticks, hvilket var nok til at lokke mig til at købe deres debutplade. Det køb har jeg ikke fortrudt.

Cousteaus musik rummer en ubestemmelig stemning og virker faktisk bedst, hvis man lader den falde lidt i baggrunden. Nærlytter man deres plader, vil man lade sig irritere af de fra tid til anden lidt svage tekster. Som baggrundsmusik er det uovertruffet; det er lyden af et forhold, der stopper. Det er den plade, man sætter på i det øjeblik, hvor man ved, at det er forbi. Det er et soundtrack til en halvdunkel stue, kun oplyst af et par stearinlys. Det er den plade, man bruger, når det skal gøre godt, at det gør ondt. Cousteaus musik er tilbagelænet og stilren, og sammenligningen med Tindersticks er på ingen måde forkert, men Cousteau svinger mere, leger mere, er mere poppede og lettere tilgængelige. Og så alligevel ikke.

Sirena er produceret af Davey Ray Moor. Det er Moor, der har skrevet alle sangene, og han bidrager også med billeder til coveret, foruden at han når at spille syv forskellige instrumenter, samt lægge vokal eller kor til enkelte af sangene. Alligevel er den vigtigste del af Cousteaus lyd Liam McKaheys stemme. En blød croonerstemme, der i omkvædene når op i højder, hvor man aldrig ville finde Stuart Staples fra Tindersticks. På Sirena er de svageste numre da også Salome, hvor Davey Ray Moor overtager leadvokalen og Liam Mckahey bliver reduceret til korsanger, samt She Bruise Easy, der halvvejs fungerer som en duet mellem de to. Bedst er McKaheys vokal i Please Don’t Cry, og når han synger “If I could, I would, I should / I’m sorry“, er man ikke et sekund i tvivl om, at han mener det.

Sirena starter utroligt flot. Nothing So Bad, Talking to Myself, Heavy Weather og især Peculiarly You er perler på en snor. I sidstnævnte synger McKahey sig igennem alle hans elskedes kendetegn for så i omkvædet at bryde ud i et hjerteskærende “How well I know” Disse numre er essensen af Cousteaus musik: medrivende, inderlige og storslåede. Så knækker filmen desværre, for No Medication er desværre en lidt ligegyldig sag, og After the Fall virker alt for rutinepræget.

Sirena bliver dog afsluttet med maner. Last Secret of the Sea ligner ikke noget andet på pladen og er en lille pianoperle.
Hungry Times ville være faldet naturligt ind blandt de utroligt stærke åbningsnumre, og She Bruise Easy er til trods for Davey Ray Moors middelmådige stemme en hæderlig sag.

Sirena bliver lukket med den næsten seks minutter lange ballade Have You Seen Her. Dette nummer virker næsten underspillet i forhold til resten af pladen, men er et rigtig godt valg som afslutning. Et af pladens højdepunkter er McKaheys stemmeføring, når han synger linjerne “And the world rushes in / and the world rushes by” for så at gå et par oktaver op og spørge “Have you seen her?” med en længsel, der næppe er hørt før.

Teksterne handler primært om kærlighed, dog især om alle de frustrationer og lidelser, den afstedkommer. Det handler om at betragte den person, man ser i spejlet, men især om at se éns kærlighed forlade én, se hende være ulykkelig eller slet og ret om at betragte hende.

Der bliver stillet store spørgsmål:

“œ– What of this can we keep?
“œ– How can it be true?
“œ– What have I done?
“œ– Whatever did become of me?

Men svarene udebliver.

Sirena er en god plade, selv om enkelte numre nok have været siet fra. Den har sine skønhedsfejl, men når Have You Seen Her til sidst går ned i tempo, og strygerne bliver skåret væk, og det langsomt lakker mod enden, sidder man med fornemmelsen af at have tilbragt en lille times tid i rigtig godt selskab. Tilbage er der så kun at gå ud og tømme askebægeret, før man drikker det sidste halve glas rødvin og lader det sidste stearinlys brænder ned.

★★★★½☆

Deltag i debat