Plader

Destroyer: Your Blues

Skrevet af Kasper Würtz

Jeg har prøvet og prøvet, men det er virkelig svært at sige noget dårligt om dette album. Destroyers femte udspil har tilføjet et nyt ord til min egen musikalske ordbog: MIDI-musicalen – og alt, hvad dertil hører – folder sig ud hér, og det er mildest talt en fantastisk oplevelse.

Destroyer. Smag lidt på ordet. Det smager sort og metallisk, som noget der er skabt til at ødelægge trommehinder. Men det er ikke på den hårde rocks scene, at vi finder Destroyer. Daniel Bejars gruppe bryder nemlig ikke ned ved hjælp af decibel, men bruger derimod en helt ny teatralsk indgangsvinkel til musikken som nedrivningskugle til de forventninger, der ellers måtte være til canadieren, som også slår sine folder i supergruppen New Pornographers.

»Oh, Notorious Lightning! Yes, I had to ride you and trash the crystal jets they kept in storage inside you!«

Your Blues indledes med hænderne løftet højt over hovedet, og det lyder mest af alt som starten på verdens første MIDI-musical. Man kan næsten lugte træet på teaterets scenegulv. Men pludselig går det op for én, at disse himmelløftede hænder rent faktisk kan nå loftet. Ikke fordi musikkens kvaliteter overskrider naturlove, men fordi det hele udspiller sig på verdens mindste scene, farvet med teaterblod og ærlighed. Det er netop MIDI-musicaloplevelsen, der er det helt specielle ved Destroyers teatralske udtryk på Your Blues. Den storladne følelse bliver nemlig på magisk vis luftig på grund af dens naivistiske udførelse, og i stedet for at ende med en klistrede, kitschede klichéer er Destroyers slutresultat et lille vidunder, som både er svulstigt og til at bære.

»Once I was made beautiful in the light of an hour, but this year I’m just a meal laid out for August to devour.«

Tonen på Your Blues ligger generelt meget langt fra de fyldige danseinvitationer, som New Pornographers har været fornem leverandør af. Som albumtitlen antyder, serveres der her et mere afdæmpet lydbillede, og melankolien og uptempo-sangene ligger stort set ligeligt fordelt på stemningsspektret.
Melankolien er formentlig i sin reneste form i den smukke “The Fox and the Hound”, der med sine tunge klavertoner igangsætter den fantastisk buket af blomster i mol, som afslutter albummet.

Daniel Bejar er langtfra nogen stor sanger, men hans skæve vokal passer helt perfekt til de synth-bårne symfonier og giver desuden de små akustiske melodier, som albummet også byder på, en hjerteskærende oprigtighed. Det er yderst svært at fremhæve visse sange frem for andre, da der ikke er et svagt øjeblik på albummet. Selv når Bejar kaster sig ud i en, for ham, halsbrækkende a capella i titelnummeret, giver det perfekt mening.

»There is a light and it goes out.«

Nu kunne man frygte, at de manglende kritikpunkter i musikken i stedet ville manifestere sig i det tekstmæssige, men også her viser Bejar sig fra sin skarpeste side, som eksempelvis i “What Road”, hvor ovenstående citat fordrejer den legendariske The Smiths-sang. Generelt veksles der mellem humor, ikke helt ulig Morrisseys – »An actor will seek his revenge upon the ones who fed those ridiculous lines saying ‘What we really need now is an emotional history of the Lower Eastside, cause it was wild!’« fra “An Actor’s Revenge” – og små, poetiske sætninger, som går samme balancegang mellem patos og jordbundenhed, som MIDI-musicalen tilsyneladende er skabt til.

Destroyer kræver meget af sin lytter. Man finder hurtigt ud af, at man må acceptere albummets præmisser for at få det fulde udbytte af Daniel Bejars univers.
Your Blues er ikke noget for enhver, men hvis du først finder en ordentlig plads i det lille teater, er et storslået, stående bifald, med fødderne godt fæstnede på jorden, uundgåeligt.

★★★★★½

Deltag i debat