Plader

Dosh: Pure Trash

Skrevet af Mikkel Arre

Martin Dosh sætter pris på tilværelsens små, nære glæder. Det har resulteret i et overmåde rart album, der godt nok ikke rummer nogen deciderede perler, men leverer den soniske pendant til et venskabeligt kram.

Det seneste halve årti har hiphop-selskabet og -kollektivet Anticon med afsæt i det solbeskinnede Californien stået fadder til et væld af spraglede og ofte særdeles politiske plader fra selvhadske, civilisationsrevsende hiphoppere. Anticon er blevet et samlingspunkt for en flok unge vrede mænd, som genrekrydser sig vej til sprælske og særprægede soniske paralleluniverser.
Og nå-ja, så er der altså lige Dosh, som godt nok ælter rundt i genrerne efter forgodtbefindende, men som bestemt ikke er en vred ung mand. Hans blege udseende er helt i tråd med mange af labelkollegernes, men Doshs musik falder med sin optimisme og varme et godt stykke ved siden af f.eks. Soles desperate dommedagstoner eller Themselves’ dunkle surrealisme. Og det er godt at høre, at Anticon stadig har andet at byde på end at pege fingre af globaliseringen og den amerikanske præsident.

Allerede fra første sekund zoomer Dosh ind på dét, der er allernærmest for ham: Hans kone der forklarer, at det ikke er spor underligt at få et barn. Det udsagn bliver gentaget og gentaget, mens lune Fender Rhodes-toner og myldrende klokkespil opbygger en tryg hule, hvor et hjemmebrygget beat af sammensyede skrammellyde leger og pjanker.

Som titlen antyder, bevæger “Dark Lord of Rhodes” sig ind i et mere dystert rumlende univers, hvor der ud over en fjern dunkel drone ikke er andet i fokus end det bulede, hakkende beat. Det breder sig ud over det hele, og i hver en krog af lydbilledet gemmer sig et pling, en hi-hat eller et grynet trommesample.
Fraværet af melodi giver en god kontrast til åbningsnummeret, og netop den variation er kendetegnende for pladen. Man bemærker den ikke, når albummet bare kører i baggrunden – dér glider albummet bare af sted. Men når man nærlytter, lægger man pludselig mærke til, at numre, der nærmest er overlæssede med legetøjsmelodier, ofte afløses af numre, hvor fokus ligger på rytmerne.

Når man lytter sig længere ned i Pure Trash, opdager man imidlertid også visse svagheder. Eksempelvis bliver “This Is When Things Were Looking Up” meget fragmentarisk, fordi Dosh kun lader sit væld af indfald – naive tonerækker, synkoperede trommer – få korte øjeblikke i rampelyset, før de er pist væk igen og afløses af andre lige så kortlivede idéer.
I den anden ende af spektret er “G Eye” lige en tand for naiv med sin optagelse af legende børnehavebørn, der skråler børnesange i munden på hinanden. Og når Dosh i “The Last Plan” inviterer lytteren så tæt på den nyfødte datter Naoise, at man kan høre hendes pludren blive til gråd, bliver det rigeligt personligt.

Men bortset fra det tårevædede sample er “The Last Plan” faktisk et glimrende nummer, der demonstrerer, at Dosh sagtens kan strukturere sine idéer og skabe dynamik. Fra starten af nummeret nærmer et fjernt beat sig og forgrener sig derefter ud i flere lag, hvor rytmerne udvikler sig uafhængigt af hinanden. Knap halvvejs bokser pianoakkorder sig frem og sætter gang i en kær klokkespilsmelodi, som bevæger nummeret ind i en ny, mere melodisk fase.

Martin Dosh spiller langt hen ad vejen alle instrumenter selv, men har hist og her fået hjælp fra både andre Anticon-kunstnere og Andrew Broder (Fog, Hymie’s Basement). Og netop Broders trompet og Michael Lewis’ dybe saxofon tilføjer “I Think I’m Getting Married” et rigtig rart på én gang ambient og jazzet udtryk, som smelter fornemt sammen med Doshs legesyge, rullende beat, som først glider væk, men siden i stærkt manipuleret form gnistrer sig vej tilbage.

For 10 år siden revolutionerede DJ Shadow den instrumentale hiphop med “¦Endtroducing. Hans strategi var, at alt på pladen skulle være samplet rundt omkring, og det gjorde, at hans helt store kunststykke var, at han kunne få alt til at hænge sømløst sammen. Man bemærker sjældent, at DJ Shadows collager vitterlig er collager bestående af et mylder af små fragmenter.
Sådan fungerer tingene slet ikke hos Dosh. For det første insisterer han på nærmest at spille alt selv, og for det andet lægger han med sin særdeles skramlede produktion ikke lægger skjul på, at alt er hjemmebygget. Musikken leges frem i studiet, og i og med at f.eks. trommerne nogle gange er fjerne og andre gange helt forrest i lydbilledet, er det omtrent, som om man som lytter selv er med i studiet og bevæger sig lidt rundt.
Og alligevel er der en eller anden form for ying-yang-agtigt fællesskab mellem DJ Shadow og Dosh, som begge tager afsæt i hiphop og i øvrigt er flintrende ligeglade med, om de kommer til at vælte skillevæggene mellem genrerne.

Hver for sig er der ingen af numrene på Pure Trash, der giver åndenød af ren og skær perfektion, men i samlet flok fremstår de som en imødekommende og yderst behagelig helhed. Det kan godt være, at Dosh har bygget sine beats og sit album af det rene skrammel, men han har svøbt det hele i et trådnet af glødende synths, der sagtens kan hamle op med en omgang koldt vintervejr.

★★★★☆☆

Deltag i debat