Plader

Electrocute: Troublesome Bubblegum

Skrevet af Camilla Grausen

Electrocute lyder som 90’er-pigerne i Shampoo tilsat punk, electroclash og provo-tekster. Resultatet fra den berlinske pigeduo er fornærmende ringe. Mia Von Matt og Nicole Morier er simpelthen ikke frække punk-chicks, hvor gerne de så end vil være det.

Med mere eller mindre rædsel husker mange nok en pigeduo ved navn Shampoo fra starten af 90’erne. De rystede rottehalerne og tyggede tyggegummi, mens de, som to pubertetstøser der var løbet hjemmefra, vrængede ad mor og far og hele verden med hittet “Trouble”. Shampoo er heldigvis forlængst skrevet ind i afsnittet om pinlig 90’er-pop i Den Store Glemmebog, men hvis Shampoo havde fået fat i en synthesizer og lånt deres storesøsters punkplader, var de nok kommet til at lyde som albumdebuterende Electrocute. Electrocute er ligeledes en pigeduo, der godt kan lide at være og provokerende – og både Shampoos tyggegummi og deres »oh-oh, we’re in trouble« genkendes på Electrocutes Troublesome Bubblegum.

Electrocute består af amerikanske Nicole Morier og østrigske Mia Von Matt, der sammen har base i Berlin. Her mødtes de for et par år siden gennem fælles forbindelser til kunstgalleriet Katze 5. De gik sammen om idéen om at lave et pigeband og fordelte rollerne således, at Nicole primært står for sangskrivning og håndtering af diverse instrumenter og de mange trommemaskineprogrammeringer, mens Mia er bag mikrofonen.

I første nummer, “Tales of Ordinary Sadness”, kommer der et break, hvor Mia laver en lille provo-tale á la Kim Gordon. Og netop lidt af Sonic Youths punk-appel vil Electrocute gerne låne. Det er ikke kun punk, som Nicole og Mia gerne vil låne lidt af. Bandet varmede i 2003 op for Peaches under hendes turné i USA, og inspirationen herfra er at finde i Electrocutes musik – og særligt til at høre i teksterne. Men hvor jeg dog vil tale for en vis charme og kvalitet i Peaches’ musik og selv i hendes pik-og-kusse-tekster, er Electrocutes tekster helt håbløse. Det vender vi tilbage til.

Som bandet selv fortæller i deres pressemeddelelse, peger navnet Electrocute i forskellige retninger, der er kendetegnende for duoens stil. Eftersom ordet ‘electrocute’ betyder at henrette ved hjælp af elektricitet, lægger pigerne op til at være og lader deres navn dække over de elementer i musikken, der læner sig op ad garage og punk. Derudover handler ‘electro’ om deres flittige brug af skingre synthesizers og ‘cute’ om musikkens andet element: tyggegummipoppen, Oven i det mener Nicole og Mia, at de er nogle rigtig frække chicks, der bare narrer os til at tro, at de er søde piger, indtil de pludselig springer ud med deres punk-attitude og udfordrende tekster!

Men Electrocutes tekster er forfærdelige. Allerede i nogle af titlerne er det til at fornemme – tag bare “Cops Corpulating” og “Fun Is a Floppy Bitch”. Nogle gange vil Nicole og Mia være søde, men frække ved et tilfælde, f.eks. i “Jet Set Boy”: »Oops, I didn’t do it, but did you like it?.” Andre gange vil de gerne være sexede og provoer på samme tid; så lyder det som i Dogs ‘n’ Dolls: »I, I, I like dogs, I like them doggy style / When they come into my bed oh they make me so wet.« Hvad skal det ligne? Skal det være sexet? Eller morsomt, måske? Det er ingen af delene. Resten af tiden kommer de seksuelle opfordringer som vink med en vognstang. De ligger hele tiden dér, hvor de ikke er skjulte nok til at være hentydninger, men for dårlige eller kliché-prægede til at de kan, eller burde, siges direkte (som de kan hos Peaches).

Musikken på Electrocutes debut er lige så dårlig som titlen. De forudsigelige og monotone trommemaskinerytmer, de irriterende synthesizers, pigernes mislykkede forsøg på at være punkchicks med et lille pige-sexet twist af tyggegummi er alt sammen med til at gøre Troublesome Bubblegum til en rigtig ringe plade. Teksterne er pinlige, og Electrocute er ikke mere frække eller provokerende end småpiger, der for første gang siger ‘tissemand’ og fniser. Der er så mange irritationsmomenter på Troublesome Bubblegum – f.eks. hele nummeret “Kleiner Dicker Junge” og pigernes »Oh yeaaarh« i “Blow It” – at jeg fristes til at kalde Mia Von Matt og Nicole Morier for nogle øretæveindbydende møgunger, der intet har at gøre i musikbranchen.

★☆☆☆☆☆

Deltag i debat