Plader

The Good Life: Album of the Year

Skrevet af Peter Hansen

Den tredje fuldlængde fra Cursive-forsangeren Tim Kashers sideprojekt, The Good Life, er en karruseltur rundt i alle aspekter af parforholdets op- og nedture. Det er en bragende intens lytteoplevelse og en fremragende plade.

The first time that I met her I was throwing up in the ladies’ room stall
The Good Lifes Album of the Year begynder helt fantastisk. Titelsangen fra albummet er en tour de force gennem et forhold. Et intenst forhold. En intens sang. Det stof klassikere er gjort af.
Det bliver ikke helt så godt igen på resten af pladen, men det er tæt på – og det er vel de færreste, der vil argumentere for, at f.eks. Dylans Highway 61 Revisited er en mindre god plade, fordi den lægger ud med det klart bedste nummer.

Selv om The Good Life er et pænt stykke fra at minde om Bob Dylan, er der dog alligevel den lighed, at forsanger Tim Kasher på Album of the Year gør det simple interessant, fordi det bliver præsenteret så intenst. Han formår at trække lytteren ind med en velkendthed, der samtidig er yderst spændende og enormt pirrende.

Og så er The Good Life endda kun et sideprojekt for Kasher, der til daglig er frontfigur i emo/indie-bandet Cursive, hvor der bliver larmet mere, end det er tilfældet på Album of the Year.
Instrumenteringen er hos The Good Life af en anelse mere akustisk art tilsat strygere, men det er ikke ensbetydende med, at der er fyldt med stille numre på pladen. Ovennævnte titelnummer lever blandt andet på en fremragende dynamik, og Notes in His Pockets er et decideret fuldblodsrocknummer. Andre numre er mere sarte, men fælles for dem alle er, at intensiteten, nerven og følsomheden er allestedsnærværende.

En sammenligning med et af de bedste albums fra sidste år, The Arcade Fires Funeral, er ikke helt af vejen, selv om den sidstnævnte plade nok er præget af en mere udskrigende følsomhed. Til gengæld har Album of the Year en jordbundenhed og lethed over sig, der er nærmest naturstridig for et rockalbum.

Temamæssigt er der tale om en plade, der byder på et næsten urimeligt antal vinkler på parforholdet. Det er modigt af The Good Life at bevæge sig så langt ind på et område, hvor det ellers kun er Danielle Steel og Susanne Bier, der kommer. Album of the Year holder dog balancen hele vejen igennem, undgår klichéerne og fremstår i sidste ende fuld af moden og pudsig eftertænksomhed.

Det er en rejse igennem forhold og problemer. Det er en opvisning i at have følelserne uden på tøjet og stadigvæk se godt ud. Det er mere emo, end emo har været i lang tid, og i bund og grund er det bare pisse-godt.

★★★★★☆

Deltag i debat