Plader

Hayden: Elk-Lake Serenade

Den lettere omtågede og mumlende canadier Hayden Desser skriver smukke sange, der for det meste bruger det akustiske som musisk platform. Der sniger sig en enkelt elektrisk guitar ind hist og pist, men det er de lavmælte og intime sange, der løfter pladen op over middelmådigheden.

Torontos lille singer/songwriter-guldfugl Hayden Desser har fire udgivelser bag sig, og selv om de ligger godt gemt dybt inde i de canadiske skove, formår han alligevel at sende et ekko af sted, der er højt nok til, at han kan høres på det europæiske kontinent.

Instrumenteringen er ganske sparsom, og Hayden afgrænser sin platform til kun at omhandle den akustiske guitar og så visse finesser – heriblandt strygere, lap-steel, horn, mundharpe og piano.

Hayden skaber med sine minimalistiske sange en symbiose af små historier, der tematisk omhandler de mere melankolske områder. Bl.a. utroskab, død, alkoholisme og skilsmisse inddrager han i sine væverier og formår at overbevise lytteren, uden at det bliver patetisk eller banalt.

De bedste sange på Elk-Lake Serenade er de sagte og intime numre, som for alvor blander det blide med det dystre og melankolske, så der kommer bid i sangen, og der skabes et fortættet lytteøjeblik. Haydens stemme er let mumlende, og man skal bruge ørerne fornuftigt, hvis man skal følge med, men vokalen passer godt til den intime stemning. Desværre kommer et par af de lidt mere energiske numre, Hollywood Ending og My Wife, til at fremstå middelmådige, da vokalen simpelthen ikke matcher det rockede udtryk, som man f.eks. kender fra Pete Yorn. Selvfølgelig kan det være en måde at ændre det indtryk af pladen som værende ’endnu en trist mand med sin guitar,’ men det friske kommer ikke helt til sin ret.

Åbneren Wide Eyes er for så vidt lidt misvisende for resten af albummet, der stilmæssigt ikke rammer de resterende 14 sange. Den lidt for pæne og tydelige vokal smelter sammen omkring en musikalsk duet i form af klaver og violin og er ganske harmløs. Den lyder næsten som en afslutning på et soundtrack til en film af romantisk karakter.

Mere bid og bund er der i et af albummets bedste numre, Home by Saturday, der for alvor får fingrene ned i melankolikrukken, og det smager skønt. Et på mange måder simpelt, men effektfuldt nummer der ud over guitaren tilmed understøttes af tromme og laber lap-steel, der sammen med Haydens vokal næsten får Will Oldham-karakter, dog uden at temaet i sangen drukner i et dybt sort hul.

De sparsomme arrangementer gør sig rigtig fint i numrene Woody, Kill Bear og Starting over, der alle er udstyret med lige dele inderlighed og troværdighed. Hayden fremfører sine små melankolske øjeblikke med indlevelse og ærlighed. Det er ikke højtravende eller prætentiøst, men derimod små musiske skitser der omkranser kærlighed, jalousi og afsavn. “Your legs are at the door / I’m feeling good and I want more / But you’ve got one thing on your mind / It’s leaving everything behind / And I feel like starting over more now as I’m older.”

1939 sænker tusmørket over Elk-Lake Serenade, mens This Summer tænder håbet og varmer lidt op i kaminen, så der kommer et lys for enden af tunellen.

Hayden har inviteret den famøse landsmand Julie Doiron til at synge kor i den korte, men intense Roll down That Wave. Den sarte og mørke sangerinde rammer fint tristessemanden Hayden, og sammen drager de hånd i hånd ind i kærligheden: “Oh, roll down that wave towards me / Keep the sun in your eyes / I think you’re the one for me / Everyone else can go by.”

Hayden lukker og slukker med den fabelagtige Looking Back at Me, der handler om en natlig meditativ køretur gennem et snebelagt landskab, og som på smukkeste vis afslutter et til tider meget smukt album, der kan få det til at gøre ondt på den gode måde i det mørke halvår og de lange nætter.

Absolut et album der ikke bør drukne i mængde af gode singer/songwriter albums, men til gengæld bør sprede glæde og overraskelse, for der er masser af kvalitet gemt i Elk-Lake Serenade.

★★★★½☆

Leave a Reply