Plader

Kreidler: Eve Future Recall

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Hvor er bandet henne i lydbilledet? Det spørgsmål trænger sig på igen og igen på Kreidlers seneste album. Og den krautrock, som bandet engang havde raffineret, er pludselig blevet erstattet af et symfoniorkester. Eve Future Recall er et mærkværdigt album.

Kreidler spillede engang en slags post-krautrock, men det gør de absolut ikke mere. Det tyske band har virkelig skiftet stil på deres nye album Eve Future Recall – som ikke skal forveksles med minialbummet Eve Future, der dog stilmæssigt befinder sig samme sted. Før var grundstammen i musikken bas, guitarer og synths. Men man finder ingen af disse instrumenter på dette album. Fra at være et krautrock-outfit er bandet næsten blevet væk i klassiske instrumenter og østligt inspirerede toner, og der er ikke meget tilbage af den fremaddrevne og repetitive musik, som Kreidler engang spillede.

Albummet har en del til fælles med Matthew Herberts album (udgivet under navnet The Matthew Herbert Big Band) Goodbye Swingtime, som blev udgivet sidste år. Her havde Matthew Herbert bedt et big band indspille sine kompositioner, hvorefter han skånsomt, men absolut hørbart klippede og klistrede i lydene som en lille dreng til julestue i børnehaven.
Sporene efter Kreidlers tilsyneladende manipulation med et klassisk symfoniorkester er mere vage og derfor knap så spændende som Matthew Herberts – mange af dem kan næsten kun registreres i hovedtelefoner og med koncentration om netop disse detaljer.

Det rytmiske element er flere steder det dominerende i musikken. Nogle gange er rytmen trommer, som meget tilbagetrukket i lydbilledet alligevel hersker over nummeret og dikterer de andre instrumenters gøren og laden. Postrockens yndlingsrytme, marchen, finder man flere steder, blandt andet i “Luxemburg” og “Cervantes”. Sidstnævnte har en gang imellem et trommeslag, som fuldstændig mimer slaget fra en dirigents taktstok på kanten af hans lille dirigentpodie. Og budskabet er tydeligvis en form for irettesættelse af orkestret og instrumenterne. Der skal være ro og orden! Lilletrommeslag står afventende i baggrunden som et pustende damplokomotiv i tomgang – uden at komme nogen vegne.

Der er meget begrænset vokal på Eve Future Recall. Tydeligt er det i nummeret “Von Valerie”, hvor en kælen fransk kvinde med stemmen helt inde i øret på lytteren intimt hvisker sig gennem nummeret, som ellers kun består af tyst piano og et meget svagt underlag af strygere. Nummeret slutter med et dybt anslag på pianoet, som desværre ikke får lov at klinge ud, hvilket virker synd og forhastet. I den forbindelse skal de tre sekunders pause, som er mellem de fleste af numrene på albummet, også nævnes som et minus. Albummet får ikke lov til at flyde, hvilket ellers ville have klædt det.
Vokal findes andetsteds i albummets sidste nummer, “The Diary of Germain Nouveau”, hvor et svagt mandskor nynner som baggrund for strygernes fingerspil. Her skal man dog igen bruge sine hovedtelefoner, hvis man vil høre nuancerne.

Albummet er bedst, hvor numrene skiller sig lidt ud fra et ellers meget homogent og poleret lydbillede. “Whom the Bells Toll” har et fantastisk xylofon-riff, som dog ødelægges lidt af et klokkespil, der næsten er direkte taget fra en plade med new age-bandet Deep Forest. Rytmen, som både klokkespillet og xylofonen holder, er som en tikkende bombe, der driver nummeret fremad – til trods for denne bevægelse er “Whom the Bells Toll” alligevel meget stillestående uden at gå i stå. Cirkulerende er måske et mere dækkende ord.

“Von Valerie” fungerer sammen med “Schwanentöter” og “Alice” som en pause og intermezzo på albummet. “Schwanentöter” er lutter vemodige og melankolske strygere, mens “Alice” er halvanden minuts hypnotisk skønhed. Først hører man lyden af et stykke mekanik, som trækkes op. Lidt efter man hører, at mekanikken fungerer og den spændte fjeder trækker tandhjulene rundt, kommer klokkespillets hypnotiske rundgang. Den mekaniske summen falder i baggrunden som cikader i natten, og klokkerne spiller, som blev de drevet af den spændte fjeder. Efterrationaliserende er det albummets bedste øjeblik – og at det fungerer som et pusterum, forstår man først, når paukerne i “The Park” buldrer, som var det dommedag. Det er dramatisk, men følelsesmæssigt banker hjertet alligevel hurtigere under “Alice”.

Man kan spørge sig selv, hvor bandet Kreidlers tilstedeværelse er på Eve Future Recall. Det er næppe de tre medlemmer, Thomas Klein, Andreas Reihse eller Detlef Weinrich, som spiller på de klassiske instrumenter. Men ud over at have skrevet musikken til symfoniorkesteret er der kun små tegn på, at Kreidler er der et sted bag musikken.
Der er dobbelte og forskudte lag af lyd, f.eks. strygere, som speedes op i hastighed for hurtigt derefter at blive bremset igen. Andre lyde, klokkespil eller fløjter, bliver vendt rundt og spillet baglæns. Men det er alt sammen næsten for subtilt, og overordnet virker albummet symfonisk og ikke manipuleret.

Eve Future Recall er et meget struktureret og enkelt album, og det er nok også derfor, det bliver lidt sterilt, konformt og kedeligt ind imellem. Lidt mere hørbar tilstedeværelse fra Kreidlers side havde klædt det lidt pæne udtryk.

★★★½☆☆

Deltag i debat