Plader

Love of Everything: Handjob Community

Bobby Burg, alias Love of Everything, holder stilen med små, skæve, popagtige numre, der er varme og eksperimenterende, men samtidig også lidt for korte og ustrukturerede til at skabe en helstøbt og mesterlig plade.

Soloprojektet Love of Everything fra Chicago er grundlagt af multikunstneren Bobby Burg, der har sin vante gang i utallige bands fra Ohio, heriblandt Joan of Arc, Make Believe og Beauty Pageant.

Opfølgeren til sidste års ganske glimrende Total Eclipse of the Heart hedder Handjob Community, og pladens 16 sange ligger lige i kølvandet på forrige udgivelse. Det er små og finurlige pop/rock-sange, der tillægges en skæv vokal og eksperimenterende kompositioner. Pladen er en form for en lagkage, der først smager af pop, derefter af det indadvendte og melankolske, og til sidst rundes af med den mere progressive lofi rock-attitude – som bærer præg af den gode melodi, men samtidig også piler til højre og venstre, så man kan miste lidt af fodfæstet.

Sangmæssigt besidder Bobby Burg ikke den store stemme, og til tider kan man næsten ikke høre, hvad han snøvler ud gennem mikrofonen trods en fornuftig produktion. Det lyder ikke altid lige kønt, men det er ganske originalt og skævt.
Der insisteres på det minimalistiske, selv om Burg får hjælp af et helt fodboldhold af musikalske venner fra Chicago-området. Trommer, guitar, orgel og tamburin leger med hinanden, og specielt orglet, der lyder som noget fra BR Legetøj får meget plads i numrene.

De første to sange, Hotel Parties og Beginning with Answers, er bagt med samme instrumentale dej og drengede vokal. Orglet hopper drillende op og ned, akkompagneret af lidt guitar og percussion samt en Bobby Burg, der klagende pipper med sit skæve Pavement-agtige næb. Sangene fungerer som sådan fint, men fylder for lidt. De varer kun godt halvandet minut hver især, og der er rigeligt med plads i Bobby Burgs skæve univers til at fylde op på de tomme hylder. Men numrene flytter sig ikke, og der mangler en eller anden form for finale eller træden ud af cirklen.

De fire første numre har en dejligt skæv, men samtidig luftig og let popagtig stemning. Mange smukke arrangementer spiller op til Burgs lette vokal, der her faktisk høres ganske tydeligt.
Fremhæves skal specielt Proud Brave Nothing, som går lige ind og rammer de store følelser. Burg giver det afdæmpede nummer modvægt med vokalen og er flere steder på grænsen til at kamme over. Men i dette tilfælde giver det en fin mild intensitet i nummeret, uden at det bliver patetisk eller overspillet.

Heldigvis for Love of Everything indeholder Handjob Community en række gode sange, der sørger for, at det bliver en god oplevelse at lytte til.
See Each Other, It’s Better og Lies Keep Us Kind er smukke og dragende. Sangene er gode eksempler på, hvordan mere struktur i arrangementerne giver en større lytteoplevelse, der ikke pludselig bremses midt i det hele og efterlader lytteren med en ’var dét det?’-fornemmelse. Numrene er minimalistiske, og der gøres ikke unødig brug af instrumenterne; de får den plads, de fortjener, og lydfladerne kommer helt ind under huden.
Det kan man til gengæld ikke sige om det helt absurde, fjollede og misforståede legenummer Possible Possibilities, hvor akkorderne flyver til højre og venstre. Det er et dårligt eksempel på, at man bruger pladestudiet som øvelokale.

Den lofi-rockede afslutning på pladen er for så vidt meget forvirrende oven på de rolige og indskrænkede numre. Men der er en god energi i numrene og specielt I Love You Guys og Iceland on my Mind flår og river i den gode melodi uden at slippe grebet. Bobby Burgs spinkle stemme fungerer ganske godt med sit desperate og let skingre udtryk.

Det er muligvis ikke årets bedste udgivelse, og det ville have klædt albummet, hvis man havde arbejdet med at gøre sangene mere fyldige og længere. Men alligevel er det en finurlig og original plade, der indeholder nogle gode sange og giver fine eksempler på, hvordan pop med kant også kan lyde anno 2004.

★★★★☆☆

Deltag i debat