Plader

Mike H: Peninsula

Skrevet af Lars Simonsen

Danske Mike H’s mix af meditativ jazzrock og spoken word-jazz er en plade med mange lag, som byder på flere stjernestunder undervejs. En del af numrene flyder dog sammen og fremstår lidt tunge og uden bestemt retning.

Lyden af jazzede trommer, bas og en krible-krybende elektrisk guitar møder én som det første i albumåbneren Tip Toe. Stemningen er urolig og dyster. En vemodig cello sniger sig ind i lydlandskabet, og kort efter tilsættes Mike H’s vokal: »He’s fed up with the words / From the others that hurt / … He wants to shoot them down / In a classroom they’d find / He’s doing it soon.« Scenen er sat for den katastrofale forløsning.
En behagelig saxofon træder til, men stemningen af ulmende frustration har bidt sig fast. Dette er lydsporet til en tikkende menneskelig bombe.

Den lovende start på albummet lider dog et knæk allerede i de næste par numre, “When Can I” og “Rush From the Slow”, som er langt mindre opsigtsvækkende – og tekstmæssigt er det nærmere fragmenter end en sammenhængende historie.
De svævende brudstykker af tekst fremføres meditativt og langstrakt, og i længden bliver det svært at bevare interessen. Det er, som om det hele flyder for meget sammen uden at pege i nogen bestemt retning.

Mike H’s instrument er hans stemme, og den rummer ganske mange facetter. Vokalen fungerer overbevisende godt i flere af de afdæmpede og dragende sange. “Picture My Words” har f.eks. sin helt særegne, samtidigt sløve, eftertænksomme og dragende rytme, og Mike H’s kontrollerede og dybsindige udtryk komplementerer på glimrende vis den intime stemning, der præger nummeret.

I den afdæmpede fjerdeskæring rammer såvel Mike H’s sangstemme som det seks mand store band også virkelig plet. “You Talk to Me” er et af den slags rolige jazznumre, der har evnen til at trænge ind under huden på én, så man nærmest står lamslået tilbage. Trods sangens meget langsomme tempo er her ingen problemer med at bevare interessen. Den intense stemning af personlige oplevelser skinner igennem i den dybtfølte vokal og et vidunderligt saxofonspil. Det er tilbagelænet, cool og intenst på samme tid.

En del af skæringerne savner dog intensitet og nerve. For eksempel bliver det ganske enkelt en alt for tung omgang at lytte til et nummer som “Father Vs. I”, der i et slæbende tempo og spoken word-stil beretter om et problematisk far/søn-forhold. Når der så oven i tilsættes det mantra-lignende omkvæd »Father vs. I,« drænes man totalt for energi.

På trods af at Mike H’s specielle form for jazz indimellem snerrer og rocker, savner man numre, hvor det mere aggressive rockende udtryk med held danner par med jazzen.
Der gøres et forsøg på dette i “Your Ride”, hvor stemningen langsomt bliver mere og mere bister. Et simpelt guitarriff og livlige trommer sørger, sammen med en meget alsidig og autonom saxofon, for en stemning af rastløshed og frustration. Her ender Mike H’s vokal med at blive mere og mere ukontrollérbar og insisterende, men det meget lange nummer ender desværre med et kikset vræl, og et vellykket klimaks udebliver dermed.

Peninsulas styrke er, at den er lysår fra at være kommerciel og mainstream, og Mike H’s sære jazzrock resulterer i meget originale og indimellem også ganske vellykkede numre.
Alligevel synes jazz/rock-kombinationen at lykkes en kende bedre, da Sort Sol-crooneren Steen Jørgensen og jazzbassisten Lennart Ginman dannede makkerpar, samt på sidste års glimrende mørke debutplade Answering Machines fra danske Halph.

★★★½☆☆

Deltag i debat