Plader

Owen: I Do Perceive

Owen, alias Mike Kinsella, viser, hvordan iørefaldende og smukke popsange om skrøbelige følelser, ensomhed og kærlighed skal skrives, så melankolien fremstår let og luftig uden at ende i det rene navlepilleri.

Om Owen er en slags pseudonym for ’on your own’, er jeg faktisk ikke klar over, men det virker påfaldende, at Mike Kinsella har valgt at kalde sig netop dette oven på alle de forskellige musikalske projekter, han har været involveret i i løbet af de sidste 10 år.

Owen drejer sig i hvert fald om ham selv og hans guitar, der sammen producerer varme og sentimentale popsange, som behager og sender lidt lys ind i mørket, nu hvor dagene er korte og svagt belyst.

Det er ikke, fordi I Do Perceive er en ny fugl i landskabet, for de benyttede remedier er stort set de samme som så mange andre i genren, men Mike Kinsellas vokal har en dejlig let og fløjlsblød nuance, som står fantastisk godt til guitaren, der både optræder med og uden strøm. De øvrige virkemidler er lavmælt trommemaskine og lidt strygere, der doseres med let og diskret hånd, så Kinsellas stemme får plads og mulighed for at komme til sin ret.
Dette præsenteres ganske godt i det indledende nummer “Who Found Who’s Hair in Who’s Bed?”, hvor varmen langsomt breder sig, når vokalen og den afdæmpede akustiske guitar fletter fingrene sammen om et roligt trommebeat. Det er et iørefaldende og luftigt nummer, der giver en rar fornemmelse i kroppen.

“Note to Self” driver en anelse mere over i det elektroniske, hvor guitaren får lidt mere kant, og trommen får selskab af håndklap. I visse sekvenser falder den tungere instrumentering væk og breakes af harpe, strygere og lidt akustisk guitar. På mange måder et komplekst nummer, men også en meget smuk og velkomponeret popkonstruktion, hvor kærlighedens kvaler fint beskrives således, når man får nok: »I’ve seen that look enough times to know what you’re in the mood for / But these ears can’t be bent anymore tonight.«

At det hele ikke udelukkende er lyst og varmt, giver “Playing Possum for a Peak” et eksempel på. Den intime og følelsesladede sang om det forliste parforhold synges lavmælt og melankolsk, og smerten spænder nærmest ben for de forrige numres opmuntringer. Nummeret ender i en lang og instrumental udtoning, der sætter en fed streg under tristessen oven på Kinsellas sidste søm i kisten: »I’m convinced after your performance that this world is too big for us / And our stupid instincts and our stupid desires.«

Men man kommer på ny op til overfladen, og “That Tattoo Isn’t Funny Anymore” hopper og danser lystigt, så man straks tror, at manden er glad igen – men kun et kort øjeblik, for nummeret slår endnu en melankolsk knude på sig selv og toner ned til den knap så opløftende slutstrofe: »I don’t miss you / I’ll miss you when you’re dead.« Det er musikalsk ganske iørefaldende og har et godt popbeat, men indholdsmæssigt drukner det i bedrøvelighed.

Albummets bedste nummer er det optimistiske og smukke “She’s a Thief”, der roligt og let svævende blander akustisk guitar med strygere og lidt tromme. Vokalen rammer en nerve og lethed, der for så vidt er ganske simpel, men en vigtig brik i det musiske puslespil, der samler trådene omkring sangens tema om ulykkelig kærlighed. Mike Kinsellas milde stemme gør sig virkelig godt i dette nummer.

Mike Kinsella er en ganske talentfuld guitarist, og der kommer meget godt ud af hans behandling af instrumentet. Det er ikke store svulstige udladninger, men små glimrende finurligheder og akkordsammensætninger, der gør de spinkle kompositioner mere fyldige.

I Do Perceive indeholder otte fine popsymbioser, der udfolder sig lige en anelse mere, hver gang pladen sættes på. Teksterne handler for så vidt ikke om noget, der ikke er beskrevet en million gange før, men til trods for at lyrikken indeholder megen smerte og ulykkelighed, så undgår Mike Kinsella at overhælde det med patetisk selvklynk og ligegyldigheder. Det er altid en balancegang, men på I Do Perceive tror man på manden, og selv om hjertet krænges helt ud på ydersiden af overfrakken, bevares troværdigheden. Man kan sagtens følge ham, når han i pladens sidste nummer, “>Lights Out”, synger: »You go and I’ll stay / Why should I put clothes on to see some guys you like more than me?«

Det er emotionel pop for voksne. Voksne, der også en gang imellem tuder over livets realiteter. Prøv selv!

★★★★½☆

Deltag i debat