Plader

Styrofoam: Nothing’s Lost

Sikke en rar melodi. Sikke en fin tekst. Sikke en fængende baslinje. Sikke en flot lydflade. Sikke mange kendte gæster. Sikke en kedelig plade.

Da jeg først stiftede bekendtskab med Morr Music, var jeg ovenud begejstret for stort set alt, der kom ud fra den lille base i Berlin. Med tiden er denne begejstring dog kølet ned, og nu er det nærmest med den omvendte tilgang, jeg går en Morr-plade i møde. For hvad der før nærmest blev betragtet som et kvalitetsstempel, er nu mere en form for advarsel.

For der er kommet grus i den tyske maskine, der tidligere spyttede små elektroniske mesterværker ud på samlebånd: fra mere postrock-orienterede danske Limp og anmelderdarlingen Jonas Munk alias Manual, henover blødt og boblende electronica i form af ISAN og elektronisk pop som det burde lyde i Ms. John Soda og Lali Puna til de mere syrede output eksempelvis fra de jazzede Tied & Tickled Trio. Samlebåndet kører såmænd stadigvæk, men det, der kommer ud af maskinen, er bare ikke helt så spændende mere – man fristes til at sige, at pladen er gået i hak.

Det er den seneste udgivelse fra den melankolske belgier Arne Van Petegem, bedre kendt som Styrofoam, Nothing’s Lost, et glimrende eksempel på. Desværre. Langt størstedelen af sangene er som sådan udmærkede – og sikke en række gæster! – men det virker bare så overflødigt at lytte til dem, når det er, som om man har hørt det hele før.

Allerede i det første nummer prøver Styrofoam dog nærmest at bevise, at det ikke ’bare’ er indietronica, han laver. Ikke at forveksle med den unge danske rapper med samme navn, rapper Alias fra Anticon med på Misguided. Dette indslag passer fint til nummeret titel, men hvad angår at passe ind i musikken, er det en anden sag. For selv om Alias bestemt kan rappe, og Styrofoam så afgjort er enormt dygtig til sit kram, er der ingenting ved Nothing’s Lost, man husker.
Når der, som i åbningsskæringen, endelig sker noget nyt i Styrofoams musik, virker det mest af alt som forsøg på at få nogle nye ting med i musikken for princippets skyld, ikke fordi det egentlig passer ind. Det er naturligvis en overordentligt simplificeret måde at tænke på, for sådan kan Petegem umuligt have tænkt, men i sidste ende er albummets bedste sange dem, hvor der ingen gæster medvirker!

For der er vitterlig nogle virkelig gode numre på Nothing’s Lost, hvorfor det føles endnu mere frustrerende, at det er en plade, man ikke gider sætte på, når man kan lytte til så mange andre plader, der inden for samme felt ganske enkelt er bedre.
Det på trods af den glimrende Your Eyes Only hvor Styrofoam viser sig fra sin allerbedste side. Et sløvt beat, en lille pianofigur og Petegems lave, klagende stemme er jo vitterlig alt, der skal til. At det så er hørt før, gør ikke så meget, når kvaliteten af sangen er så høj, som tilfældet er. Beatet springer ud i forskellige retninger og varierer hele tiden lidt, mens pianofiguren langsomt udvikler sig, og man bliver mere og mere grebet af vokalen.

Desværre er den efterfulgt af den irriterende Front to Back med Andrew Kenny fra American Analog Set på vokal, der sammen med Anything (med Bent Van Looy og Miki fra Das Pop og Pitchtuner henholdsvis) er underligt malplacerede på pladens anden halvdel. Langt mere poppede og enkle end Petegems egne kompositioner og slet ikke på niveau med disse, der til tider er ret hypnotiserende.

Også værd at nævne er det lidt over ni minutter lange afslutningsnummer, Make It Mine, som igen er af så høj kvalitet, at man ikke kan lade være med at tænke på, om man på trods af den manglende originalitet ikke havde været nødt til at overgive sig, hvis alle sangene havde været af denne kaliber.

Det havde man nok, men i stedet sidder man nu tilbage med dette: et par halvkedelige sange, en håndfuld ganske gode sange, et par virkelig gode sange og en plade der falder til jorden med et brag. Man glemmer pladen lige efter, man har hørt den, og man har egentlig ikke lyst til at sætte den på igen, for den bringer ingenting nyt til verden. Desuden findes der allerede en god stak plader inden for samme felt, der gør det en del bedre – bl.a. Styrofoams plade fra 2003, I’m What’s There to Show That Something’s Missing.
Som titlen selv siger det: Ingenting er tabt. Men eftersom ingenting heller er blevet fundet, er Nothing’s Lost en helt fin plade… men virkelig overflødig. Ærgerligt.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat