Plader

Super Galore: Let It Out

Skrevet af Caroline Andreasen

Nå, så skal vi åbenbart til den igen. Endnu et dansk pladedebuterende band, som giver sig i kast med garagerocken. Og ikke overraskende falder de igennem med et forfladigende, neutralt udtryk, der synes at have mere travlt i forsøgene på at efterabe forbillederne end med at finde sig selv. Next!

Sved, dirrende drifter, energiske kampspring og nerve… masser af nerve, mand! Sådan kan rocken beskrives, når den skal lægges i de ældre dyders konventioner og kaldes for garagerock eller rock’n’roll. Det er denne genre, som mange påstår er tilbage, selv om mindst lige så mange vil hævde, at den aldrig forsvandt – fokus blev blot flyttet af medierne.

Uanset hvad er det et faktum, at rocken trækker lange rødder, og vi er i dag vidner til bands, som æstetiserer autenticiteten, formen, rockstjerne-formatet. Ofte så meget at de ender med at fremtone som fabriksfremstillede, identiske dukker, der har gravet sig ned i historien, hørt et musikalsk udtryk og kopieret hovedparten af det – med undtagelse af hjertet og sjælen. Disse uhåndgribelige kvaliteter kan ikke kopieres, men skal nødvendigvis fremavles på egen hånd. Sker det ikke, står vi blot med form uden indhold, og så er vi vel lige vidt?

Man føler sig også lige vidt i selskab med den danske pladedebuterende duo Super Galore.
Man imponeres ellers af den fandenivoldskhed, som den korte historie om bandet fortæller. Kristian Paulsen og Philip Thøgersen ville lave musik “renset for ævl, gejl og leflen for den laveste fællesnævner.” Og der var ikke langt fra tale til handling. Et band blev stablet på benene, og duoen nedfældede en række dogmer, som sangskrivningen skulle overholde… Stop mig, hvis du har hørt historien før… Nu? Allerede? Ja ok, det lyder som nogle andre, ikke? Ændringen her er dog, at bandet ikke hedder The Raveonettes.

Intentionen er nu god nok, og hjertet synes også at være på rette plads, med den undtagelse at det ikke helt er lykkedes duoen at skyde det ind i deres musik. Der er ellers masser af knas i guitaren, bassen groover, beatet sigter direkte mod hofterne, og Paulsens vokal vælter frem med de bedste Iggy Pop-fraseringer, han har lært.

Men flere af sangene fremstår skitseagtige, hvilket måske skyldes ét af Super Galores dogmer, der lyder, at de højest må bruge seks timer på en sang. Det er tydeligvis en friskhed og umiddelbarhed, som knægtene ønsker at bibeholde i deres melodier, så materialet ikke ender med at blive fortærsket. Men når man er et nyt band, nytter det ikke så meget at vove sig ud i dogmer, før man har lært at skrue egentlig gode melodier sammen. Og lad det blot være sagt: Det har Super Galore ikke, og det er i sidste ende deres største akilleshæl.

Bedst lykkes det i det galoperende, The Hellacopters-lydende titelnummer samt i den fremaddrivende Gun in Your Hand. Men hvad der er bedst, formår ikke at være godt nok. Udtrykket er for tøjlet og halvhjertet.

Talent Shows er Super Galores eneste afkørsel fra et noget rigidt udtryk. Sangen pumpes fremad af et simpelt danseinviterende beat og fremstår som en vranten kommentar til pladeselskabernes og mediernes masseproduktion af såkaldte “talenter”. Det er næppe uden grund, at bandet har valgt denne sang som singleudspil, hvilket også resulterede i at blive ’ugens uundgåelige’ på P3. Alligevel savner man masser af punch og nerve i nummeret. Uundgåelig er den i hvert fald ikke. End ikke det tekstlige udtryk formår at bide sig fast (det gælder for øvrigt hele pladen); der rodes rundt i intetsigende klichéer. Er det så her, man skal spørge, om sangen kollapser ind mod sig selv?

Det er lykkedes flere bands at give garagerocken et personligt stempel. Baby Woodrose har indlemmet en ordentlig dosis syrerock, The Magic Bullet Theory iblander blues, og The Unit lader punkens aggressivitet fyre op under musikken. Alle disse tre bands har fat i den lange ende. Det har Super Galore ikke. De mangler stadig at finde sig selv og de gode melodier. Men man skal jo starte et sted.

★★★☆☆☆

Deltag i debat