Plader

Telephone Jim Jesus: A Point Too Far to Astronaut

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Endnu et soloprojekt fra Anticon. Albummet vidner om, at Telephone Jim Jesus har en sprudlende musikalsk trang til flere forskellige genrer. Desværre bliver udtrykket ødelagt af hans forkærlighed for at bruge mange samples af mennesker, som snakker om alverdens ting og sager.

»Jesus is Christ, he is Antichrist.« Med de ord åbner debutalbummet fra Telephone Jim Jesus, og så har man da i hvert fald skræmt størstedelen af den amerikanske befolkning væk. Ordene har Telephone Jim Jesus samplet et eller andet sted fra, og disse samplinger af budskaber fra det virkelige liv benytter Telephone Jim Jesus sig flittigt af gennem hele A Point Too Far to Astronaut.

Anticon er hjemsted for mange af de seneste års mest fremtrædende eksperimentelle hiphoppere. Der har været fremragende udgivelser fra samarbejder på kryds og tværs mellem de forskellige artister, og flere soloalbummer fra enkeltartister som Sole, Why? og Dosh har også haft deres berettigelse. Og nu er det så tid til et soloalbum fra Telephone Jim Jesus fra Restiform Bodies.

Telephone Jim Jesus har det borgerlige navn George Chadwick. Inden Restiform Bodies blev til det hiphop-ensemble, vi kender i dag, var det et hardcoreband med det sigende navn Unfit. Der var det George Chadwick, som stod med guitaren, og denne melodiske frontfigur er en rolle, han har beholdt i Restiform Bodies, og den viderefører han også på sit soloalbum. Dog næsten uden guitaren.

Tilbage til åbningsnummeret “War Toy”, som åbner med det blasfemiske sample. Det efterfølges af et tungt, synkoperet beat, som efter et par takter afløses af… er det strygere? Med horn og harpe? Det lyder i hvert fald sådan. Kun kort står de alene, inden de underlægges med en langt hurtigere rytme, som igen afløses af det tunge beat. Sådan gentages det et par gange, og det bliver hurtigt ensformigt. Ingen af enkeltdelene i nummeret får lytteren til at vippe med foden eller nikke i takt – dertil er de for korte og umelodiøse.

Heldigvis er det kun en dårlig begyndelse. Allerede med det efterfølgende “Bathroom Mirror” viser Chadwick sin bredde og sans for det melodiske. Det er et organisk og ganske legesygt elektronisk nummer med lyde af billige keyboards, som til trods for et egentlig ret hurtigt beat alligevel flyder af sted på en behagelig, drømmende måde. Og så er det alligevel lidt uhyggeligt, for indimellem kan man høre en kvinde/pige, som stønner – eller måske er hun bange. Uvisheden er til stede, og den må næsten være bevidst.

“I’m Not Ok” bliver i det elektroniske, men nummeret er mere eventyrligt og nærmest kinesisk i sin lyd. Her bliver hele lydbilledet lagt oven på et tungere og sløvere beat. Lidt af det selv samme finder man i “Failure to Fly” og “Blue in the Face”, hvor sidstnævnte dog er meget mere hektisk end nogle af de øvrige elektroniske numre på albummet.

»Let me tell you something. Deny a young boy the right to have a toy gun – and you’ll suppress his destructive urgency – and he’ll turn out to be a homosexual or worse.« Således lyder åbningen til “The Ouroboros Tongue”. Efterfølgende fortæller en anden mand, hvordan man kan manipulere forbrugerne til at købe ting. Og han efterfølges af… ja, her er det, at samplingerne tager overhånd, og man holder op med at lytte. Og det er desværre et generelt problem på albummet. Det er, som om Chadwick har fundet disse forskellige samples, syntes de var fede og derpå strøet dem med lidt for løs hånd over albummet for at hæve det musikalske niveau. Men det budskab, man kan lede nok så mange gange efter, findes ikke.

Et enkelt sted virker brugen af samples dog. Det er i “A Blindness Falls (part a)”, men det er til dels også, fordi nummeret åbner med en akustisk lejrbålsguitar (som ikke bruges andre steder på albummet) og et sample – her fungerer samplet dog meget mere som en slags sang end et budskab, selv om der bliver talt hen over guitarens akkorder. Ærgerligt nok varer nummeret kun 23 sekunder, og elementerne bliver ikke taget specielt op i sangens efterfølgende part b. Kun guitaren fortsætter i en elektrisk udgave gennem nummeret, og den akustiske kigger blot kortvarigt frem i slutningen.

Et andet nummer, som skiller sig ud som et positivt pust, er rockballaden “Convertible Stingray”, som med sine synthflader, ekkotrommer og sløve vokal er en krydsning mellem 80’er-pop og mere psykedeliske toner.

De elektroniske numre får enkelte steder selskab af mere downbeatede numre. Et par af de bedste er “Guessing Tubes” og “Sometimes”, som med sine sløve og ikke specielt tunge beats og synthflader er meget Boards of Canada-inspirerede. De taber dog ikke i kvalitet af den grund, men fungerer som et åndehul i mange samplinger og tunge beats.

Man kan diskutere, om Telephone Jim Jesus egentlig er hiphop. Der er enkelte numre, hvor rytmen sagtens kunne bære en rap. De fleste andre steder er lydbilledet mere rodet, og hvor det er bedst, er det elektronisk legesygt og har det godt med at stå alene uden ord. Helhedsindtrykket af A Point Too Far to Astronaut er dog ikke over middel – dels på grund af mange lidt tynde numre og dels et rodet udtryk med mange idéer, men også med for mange idéer.

Den retning væk fra udgangspunktet, som albummet fra Telephone Jim Jesus er en del af, har hele tiden luret i Anticons ubevidste baghoved. Lad os håbe, at Telephone Jim Jesus’ næste album bliver knap så ensformigt og famlende – og uden for mange samples.

★★★☆☆☆

Deltag i debat