Plader

V/A: A Houseguest’s Wish – Translations of Wire’s ’Outdoor Miner’

19 kunstnere giver sig i kast med fortolkninger af Wires 25-årige gamle sang, der næsten sørgede for, at britterne kom med i Top of the Pops. Generelt er det kuriøst, flere steder er det godt, men over den brede linje er der for lidt vovemod.

Vi kender alle den vidunderlige følelse af at have fundet en sang, som vi kan lytte til ustandseligt uden at blive det mindste trætte af den. Flere års rotation på anlægget gør ikke sangen udslidt og gennemtærsket, snarere vedkommende og behagelig som en kæreste eller rigtig god ven.

Sådan er der mange, der har det med Outdoor Miner, én af det britiske band Wires sjældne ekskursioner ud i sødlig og stærkt fængende popmusik. Sangen blev udgivet i 1979 på single og gjorde bandet aspirant til at deltage i Top of the Pops. Men EMI blev anklaget for at promovere singlen på ulovlig vis og måtte i sidste ende trække den tilbage. Sidste år kunne Outdoor Miner fejre 25 års jubilæum, og det gjorde den bl.a. i selskab med 19 gode venner. Vennerne er de bands, som optræder på nærværende hyldest-cd med hver deres fortolkning af netop Outdoor Miner.

Lytteren er inviteret med til jubilæumsfesten, og her får man øjeblikkeligt indtryk af, at jubilaren er en ombejlet herre. Og selv om alle 19 gæster umiddelbart virker flinke og rare ved første håndtryk, finder man dog hurtigt ud af, hvem man i løbet af festen mest har lyst til at indlede længere samtaler med.

De mest kendte gæster er kærkomne, som de så ofte har været før. Adam Franklin (ex-Swervedriver) ankommer først. Han har lagt effektpedalerne derhjemme og tropper op med en akustisk guitar om halsen, og med den giver han en vidunderlig fingerplukket folkversion af Outdoor Miner med drømmeriske suk og søvnige åndedrag.
Lush leverer med deres version fra ’91 (hvor de kunstnerisk toppede) et sandt dreampop-nummer i al sin pomp og pragt. Emma Anderson synger med overbevisende glans, som om hun havde skrevet nummeret selv.
Et genremæssigt skridt til siden bringer os over til shoegazer. En sikker garant her er Flying Saucer Attack, der med deres ’95-version danner et uvejr af feedback-indsvøbte guitarer, mens synths drypper en svimlende harmoni ind over foretagendet.
En nyere og mere eksperimenterende pendant er britiske Fiel Garvie, som kaster lyde frem og tilbage i et tilsyneladende stort rum. Guitarer drejer sig selv rundtossede med sugende rotationer, mens Emma Corlett hvisker de efterhånden velkendte tekstlinjer i ørerne.

Der er ligeledes en lille håndfuld mindre kendte bands, som gør større væsen af sig selv.
Titania lyder med deres fortolkning som en indie-version af Neverending Story – den bærer dette eventyrligt guldrandede slag med luftige keyboards og lyder 20 år ældre, end den egentlig er, hvilket absolut ikke gør noget.
Typewriter er blandt de mere livlige og dansable gæster, der sætter den poppede følsomhed op mod en blanding af new wave og synth-pop, og det fungerer ganske godt.
Hævet over mængden er også Sharron Kraus med sin skrøbelige indiefolk, der indeholder forsigtige banjostrøg og luftige kvindepiv, som mest af alt synes bange for at gøre nogen fortræd. Sangen er tynd som silke og truer med at gå i ét med luften, før den mod sin egen ende løftes af en lilletrommes marchrytmer, bjældeklang og klokkespil.

Med undtagelse af Boy Divisions ubehageligt synthpunkede hærværk er her ingen decideret dårlige numre på pladen. Men op mod halvdelen af versionerne holder sig alt for tro mod originalen, og heriblandt er ingen større afstikkere fra hverken grundmelodi eller arrangement, og derfor må et fundamentalt spørgsmål til disse sanges egentlige eksistens runge højlydt.

A Houseguest’s Wish er ikke en plade, man hører fra ende til anden. Det kan i hvert fald ikke tilrådes fra denne anmelder. Efter alle de snurrende lyde og et omkvæd, der er blevet gennemtærsket et utal af gange, skal man passe på ikke at ende med samme skæbne som komponisten Robert Schumann. Nok kan et omkvæd være underskønt, men nok kan også være nok.
Alligevel har pladen sin eksistensberettigelse: Den minder os om, hvor god den originale sang er (som for kontekstens skyld dog godt kunne være inkluderet på denne plade), og den tilbyder flere interessante musikalske bekendtskaber, som sørger for at hæve den samlede vurdering over middel.

★★★½☆☆

Deltag i debat