Plader

V/A: Rump Comp Volume One

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Kompilationen er en stemningsmæssigt vel ramt blanding af forskellige, danske kunstnere med forskellige musikalske udtryk. Men selv om stemningen holder kompilationen igennem, er det ikke nok til at gøre det til en udelukkende interessant oplevelse at lytte til de 12 skæringer.

Med undertitlen En compilation fra Rump Recordings er konceptet hurtigt forklaret: Rump Comp Volume One er en samling numre fra selskabet, som skal ses som et tip, om hvad selskabet vil satse på i de kommende år. Og med blot en enkelt udgivelse forinden denne har Rump Recordings da også mere fremtiden for sig end fortidens laurbær at hvile på.

Albummet er en god blanding af kendte, mindre kendte og helt nye, debuterende kunstnere. I samme rækkefølge kan nævnes Manual og Bjørn Svin (gemt under aliaset Prinz Ezo), Sofus Forsberg og Skyphone og debutanterne oRfeUs og Melk. Og genremæssigt er der både præsenteret blød, organisk electronica, forskellige former for house og sandelig også håndspillet, lofi electronica.

De tre første numre på albummet er forholdsvis stille, elektroniske numre. Debutanten Melk er klemt inde mellem to mere kendte artister, Sofus Forsberg og Karsten Pflum.
Sofus Forsbergs åbningsnummer ligger direkte i forlængelse af, hvad han præsterede på sin debut, NO/1. Det er klassisk, organisk electronica, som meget af det, der udgives på City Centre Offices. Beatet er hurtigt tikkende, men melodien er knap så interessant som de små detaljer i programmeringen af beatet.
Melk overtager med et tungere, mere hiphop-inspireret beat, som dog i lyd og stil har lånt lige lovligt meget fra Two Lone Swordsmens “Kist”.
Og efterfølgende har Karsten Pflum også lånt vel meget fra Boards of Canada.

Zoffmann skiller sig som det første indslag på albummet mere ud. Han spiller en type hiphop, som lyder vældig håndspillet og organisk. Lyden er nærmest lofi-electronica. Beatet er meget mekanisk og stift, og der er masser af støj på optagelsen. Et genkendeligt orgeltema loopes, og Zoffmann begynder pludselig at nynne med, inden nummeret skifter karakter, og han veltilfreds udstøder et »Uhmmmmm.« Vokalen fortsætter med linjerne: »Det er tirsdag, og jeg har fri, brygger kaffe, ryger smøger, drikker the« – en linje, som gentages adskillige gange i nummeret. Jeg ved ikke helt, om jeg synes, nummeret er godt, men blandingen og det musikalske udtryk er meget original.
Vokal findes også i nummeret fra debutanten oRfeUs, som dyrker en repetitiv, tilbagelænet hybrid mellem hiphop og lounge. Umiddelbart er det godt, men bliver også hurtigt ensformigt.

Efter Zoffmann kommer kompilationen op i tempo. Kriipis Tulo står for sit bud på micro-house-genren. Der er masser af knas og knitren, mens et forholdsvis tilbagelænet og i lydbilledet tilbageliggende beat fører nummeret fremad. Flader af synths og xylofon bryder det rytmiske og bidrager med mere organiske lyde til de køligere beats. Nummeret vil med sin præcise blanding af fremdrift og stilstand måske ikke hitte på et dansegulv, men foran højttaleren derhjemme får det hovedet til at nikke i takt.
De to andre numre på kompilationen med house-elementer, Theodor Zoxs “Round Boy in a Square Room” og Pellarins “Dependency7 (Version)”, er mere ligefremme end Kriipis Tulos nummer og dyrker et mere dubbet udtryk. Pellarins støjintro, der lyder som et brusende hav, skal dog fremhæves.

Der er også påvirkninger fra dub at finde hos samarbejdet mellem Rumpistol og Sortie. Lyden i nummeret er samme organiske electronica, som Sofus Forsberg spiller, og som Rumpistol også mestrer på sit soloalbum fra 2003. På dette album brugte han optagelser fra virkeligheden – han havde bl.a. optaget lyde på Sdr. Fasanvej i København og brugt dem i et nummer. I “Helt færdig” benytter han telefonbeskeden fra en ven, som i fuld tilstand ringer til ham. Det er sjovt, men fungerer ikke som et musikalsk element i et nummer, der ellers har mange fine lyde og detaljer.

Kompilationen rundes af med bidrag fra henholdsvis Manual & Syntaks og Prinz Ezo.
“Videodrone” kunne sagtens lyde som et outtake fra Manual & Syntaks’ overraskende beatdrevne album Golden Sun fra 2004. Men dette outtake er meget ensformigt på en måde, hvor ensformigheden ikke tilføjer noget nyt til det netop afsluttede. De musikalske dele efterfølger hinanden, uden at de identiske dele føjer noget nyt til de forrige dele.
Prinz Ezo slutter kompilationen af. Hans nummer er ikke decideret ambient til at runde indtrykkene af med, men det pumper heller ikke af sted. “Pleaser” bygger lidt op som Mike Oldfields “Tubular Bells” med gentagne mønstre og temaer i forskellige udtryk. Nummeret mangler dog en grad af klimaks og drama for at opnå samme dynamik som Oldfield – og så har Prinz Ezos nummer den primære slagside, at det er for langt.

Som for alle kompilationer er det en balance at sørge for, at numrene holder en bestemt tone og ikke stritter for meget i alle retninger. Samtidig skal dette afvejes i forhold til, hvor kedeligt det kan blive, hvis kompilationen består af numre, som minder alt for meget om hinanden. Rump Comp Volume One er stemningsmæssigt homogen, mens den stilmæssigt stritter lidt mere, uden at det dog bliver for meget.

Når kompilationen så alligevel bliver lidt kedelig, er det, fordi flere af numrene lyder af for lidt og ikke gør så meget væsen af sig. Det er svært at sige, hvad det skyldes. For albummet gælder det også, at selv om tempo ikke kan generaliseres til at være en engagerende faktor for lytteren, så formår netop tempoet på Rump Comp Volume One ikke rigtig at engagere – den eneste undtagelse er Kriipis Tulo, som med sin micro-house måske ikke kan holde gang i dansegulvet, men som på denne udgivelse springer i øret som det mest interessante.
Det bliver dog spændende at se, hvilke udgivelser Rump Recordings vil satse på som den første. For flere af artisterne på Rump Comp Volume One kunne sagtens udgive et spændende album. Sammen formår de det bare ikke.

★★★☆☆☆

Deltag i debat