Plader

Aloha: Here Comes Everyone

Skrevet af Peter Hansen

Aloha har med Here Comes Everyone lavet en speciel plade, der kombinerer eksperimentel prog-rock med masser af pop-hooks. Det er musik, som placerer det amerikanske band højt på listen over nutidige musikere, der formår at eksperimentere og fryde på samme tid.

Here Comes Everyone er en speciel plade. Den er fuld af musik, som man ikke hører helt magen til i dag. Det er musik, som bygger en bro over kløften mellem flotte og komplicerede lydbilleder og så de rene ørehængere. Det amerikanske band Alohas tredje fuldlængde er en smeltedigel, hvor bandet kaster blandt andet jazz-rock, math-rock og prog-rock ned for derefter at binde det hele sammen med pop-hooks af Brian Wilson’ske standarder.

“All the Wars” starter pladen helt fantastisk. Nærmest som et bombardement af vellyd tordner nummeret elegant derudaf med det ene ørehængende pophook efter det andet. Nummeret er et af de mest rockede på pladen, og det er rigtigt valgt at lægge det i starten.
“You’ve Escaped” tager over med et mere mildt anslag, inden tempoet igen bliver sat op i den forrygende “Summer Away”. Til sammen fungerer de tre numre som en samlet åbning på pladen. Der er nærmest tale om en slags overdimensioneret flot port, der i sig selv er en oplevelse, men som kun er indgangen til et specielt eventyrland.

“Boys in the Bathtub” anslår den meditative popstemning, som præger resten af albummet. Med vibrafon som centralt instrument skaber Aloha derfra en helt speciel musik, som det næsten vil være synd at beskrive på forhånd. Hvad enten det er med minimalistisk og hektisk klaverlyd som i “Water Your Hands” eller bragende smuk strygerlyd i “Thermostat”, lukker pladen sig om sin lytter uden på noget tidspunkt at have virket afvisende.

Alohas største styrke er nemlig, at de trods de varierede og komplicerede lydbilleder stadig formår at fremstå lige så ærlige og stoflige som en singer/songwriter i en lille intim klub. Det er både “I Don’t Know What Else to Do” og “Perry Como Gold” eksempler på.

“Goodbye to the Factory” lukker pladen lige så flot og intenst, som den blev åbnet. En sværm af elektriske guitar munder ud i smukt omkvæd med Tony Cavallarias beroligende stemme som følgesvend, og så er det slut. Som med andre gode plader har man lyst til, at det hele startede forfra igen.

Alohas musik er nemlig velkendt, men alligevel ved siden af det meste man hører i dag. Det er uden tvivl pop, men det har et umiskendeligt avantgardistisk præg over sig, som gør det mere interessant end så meget anden musik. Det er storslået, men på en intim måde, og så er det næsten lige så frodigt som en urskov.

Det eneste reelle kritikpunkt man kan fremføre er, at pladen i små perioder mister noget intensitet. Måske ville et rocknummer lignende “All the Wars” eller “Summer Away” senere på pladen hjælpe en smule, men det er stadig en mindre indsigelse.

Faktum er nemlig, at man står med en musik, som man ikke hører så meget andet af i øjeblikket. Man sidder tilbage med en plade, der konstant byder på små nye detaljer i et spraglende og interessant lydbillede. Man lytter til noget, man har lyst at høre igen og igen, og så gider man egentlig ikke forlange så meget mere.

★★★★★☆

Deltag i debat