Plader

Ariel Pink’s Haunted Graffiti 2: The Doldrums

Skrevet af Lars Simonsen

Ariel Pinks mærkværdige lofi-popsange er optaget på en ottespors båndoptager og kun med brug af guitar, keyboard og vokal. Først tænker man “hvad fanden er det her?”, men efterhånden opdager man mange små perler, der minder om blomster, som mod alle odds gror op gennem asfalten.

Når man lytter til Ariel Pink, er det nærliggende at smide ham i en boks, hvor der udenpå er et mærkat med teksten: “Prototype på et overset og misforstået musikalsk talent uden penge, men med masser af kreative idéer og vilje.” Helt oversete er hans kreative udfoldelser dog ikke.

Californiske Ariel Pink havde nemlig tilbage i 1999-2000 i fred og ro gået og hygget sig alene derhjemme med at indspille lofi-pop på en ottespors båndoptager. Han benyttede sig kun af guitar og keyboard, og med sin vokal skabte han ud over egentlig sang også samtlige trommelyde! Helt i denne primitive ånd blev optagelserne udgivet på hjemmebrændte cdr-skiver… Og så kunne historien egentlig sagtens ende her, hvis det ikke lige var for Animal Collectives Paw Tracks-pladeselskab.
Animal Collective fik nemlig under en turné fingrene i The Doldrums og bestemte sig for at udgive Ariel Pinks musik som det første fra et ikke-medlem af Animal Collective.

Man kan så spørge sig selv, hvad pladeselskabet faldt for ved disse 15 ganske mærkværdige og finurlige numre. Deres hitpotentiale er lig nul, men der hersker utvivlsomt en stemning af ægthed og ærlighed over albummet.

Det mildest talt utraditionelle album indledes stærkt med “Good Kids Make Bad Grown Ups”, hvor både tekst og musik står klart og tydeligt i lydbilledet, når man tager det lave produktionsniveau i betragtning, men også set i forhold til en del af de øvrige numre. Ariel Pinks sangstemme veksler mellem det dybe og det mere flagrende og lyse. Nummeret som helhed skifter også personlighed flere gange undervejs.
En varm synthlyd omfavner med det samme skæringen, og Pinks første finurlige linjer følger kort efter: »They say that part of growing up is to get a job / I don’t wanna grow up / They say that part of being young is to go to school / I’d rather grow up / They used to say I was a good kid / Now I’m no good kid if I stay in school / But now they say that I’m a grown man ‘cause I’m a good kid / Don’t you understand? / They say that part of being home is to have it your way / I guess I’ll be home all of today.«
Det er ganske rammende og beskriver godt, hvordan det unge kunstneriske sind kan have det med samfundets normer og regler. Desuden emmer nummeret af en kreativ legesyge og minder ikke umiddelbart om noget, man har hørt før. Netop dét er også pladens absolutte styrke. Det virker dybt originalt, måske især pga. den primitive produktion, der viser, at Ariel Pink har modet til at gå ad egne støvede veje.

I den efterfølgende “Strange Fires” eksperimenteres der videre med især vokalarbejdet. Det er ganske imponerende, hvorledes Pink skaber trommelyde ved hjælp af sit stemmebånd – og herudover bydes man på et sandt arsenal af spøjse lyde samt diverse hyl og vræl. Hvor mærkeligt det end kan lyde, fungerer det rigtig godt.

The Doldrums er dog ikke en lang perlerække. Indimellem er det, som om Ariel Pink falder ned i en stor gryde, hvor der koges tyk suppe over nogle små grumsede eksperimenter, som ikke fører i nogen bestemt retning. Når disse sange tilmed er meget tilbagelænede og lange, bliver det for tungt. I disse tilfælde ændres den mudrede og primitive produktion sig fra at være udtryk for en yderst charmerende og meget original tilgang til at være en hæmsko, og derfor kan man her ikke lade være med at tænke på, om et højere produktionsniveau kunne have løftet udtrykket.

The Doldrums er på ingen måde et nemt tilgængeligt album. Men hvis dette ikke nødvendigvis opfattes som et minus, og hvis man i øvrigt er til lofi-pop med en grumset og meget skæv lyd samt oceaner af små eksperimenter, er der masser at hente hos Ariel Pink’s Haunted Graffiti 2.

★★★½☆☆

1 kommentar

Deltag i debat